Et godt arbejdsliv udgøres ideelt set af meget mere end karrierehop og kontant afregning. Bløde værdier er også i spil. Hverdagstrivsel og udsigten til at gøre en positiv forskel i verden er reelt karakteristiske ønsker blandt mange i den generation, der lige nu træder ind på arbejdsmarkedet.
De unge har nye ønsker til deres arbejdsliv. Det ved de godt. Det ved deres arbejdsgiver også. Og i en nutid, hvor der i visse sektorer er ekstrem hård kamp om de unge talenter, har mange arbejdsgivere derfor oppet sig på den indsats, der netop skal sikre, at talenterne føler sig velkomne og værdsatte.