Den klassiske og altdominerende måde for en lønmodtager at lande et nyt arbejde på inkluderer, at man udarbejder og sender en skriftlig ansøgning og cv. Nogle mennesker har det fint med den model – andre finder den problematisk og træls.

Det er ikke blot fra lønmodtagers side af, at den skriftlige ansøgning kan virke som et benspænd. Modellen kan også være drilsk, set fra arbejdsgivers side af. Sagen er, at den for eksempel kan komme til at sortere kompetent arbejdskraft fra – samt være et dårligt og oppustet udgangspunkt for den efterfølgende jobsamtale. Det er et reelt problem, som mange arbejdsgivere bokser med.