»Vi var knap nok begyndt at lære hinanden at kende, og tanken om at nu var det for sent, gjorde mig desperat«

Lis Sørensen er altid blevet betragtet som den mest stille af Anne, Sanne og Lis, men hun er ikke mindre ilter, end at hun engang har tyret et landgangsbrød på Peter A.G. Sangerinden, der kan sin mol, vil helst grine, men hun har ikke spor imod at gå op imod tidens »jeg har det altid for fedt«-kultur. For uden smerte er der ikke liv. Og uden liv er der ikke smerte.

Lis Sørensen
»Sorgen er en del af livet, og jeg synes, det er en livsløgn at fornægte det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»At tage til takke? Nej takke ...« siger Lis Sørensen med den der stemme, man kan huske fra radioen, fra pladerne til festerne og fra koncerterne, fordi hun for mange af os altid har været der.

Hun bliver oftere og oftere mødt af »hvad så, Lis, skal du ikke til at have en kæreste igen?«, men næ, hun har det faktisk ret godt lige præcis dér, hvor hun er nu: Hun er så småt i gang med en ny soloplade, hun har netop overstået en udsolgt turné med »Anne, Sanne og Lis«, og om lidt udkommer hendes selvbiografi, »Jeg er kommet for at synge«.

Lis Sørensen i forbindelse med sin nye bog, »Jeg er kommet for at synge«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Heri beskriver hun blandt andet sine teenageår med Anne Linnet og Sanne Salomonsen. »Jeg har lært virkelig meget af de to. Wow, da Sanne kom ind ad døren første gang, så stod hun bare så solidt på sine ben med en eksplosiv selvtillid. Jeg var meget mere sky, men da jeg så, hvordan hun indtog et lokale, så fik jeg også lyst til at blive set,« siger hun og ved måske ikke til fulde, hvor set hun blev, for hun sidder da i hvert fald over for en, som ikke kan komme i tanke om en mand, der ikke har været lidt lun på Lis. I alle aldre.

I hendes stue fortsætter de sortmalede gulve ude fra terrassen, brændet er stablet godt og trygt ved endevæggen, og vores samtale bliver afbrudt af lyden af undulaterne ude i volieren i den elegante have. De to hanner hedder Dupont og Dupond, og hunnerne hedder Lecia og Lucienne. De er snart i en alder, hvor de skal til at danne par, og vi taler om, at det ville være lidt ærgerligt for den ene han, hvis begge hunner bedst kan lide den anden.

»Den store forskel er, at dengang så jeg på mig selv, og nu ser jeg på andre. Det er virkelig hele forskellen.«


»Men det skal nok gå. Man danner par,« siger hun. I det hele taget er det Lis Sørensens indstilling til livet – det skal nok gå det hele. Selv om en stor del af hendes sange har et skvulp mol i sig og en sømands længsel efter sikre kyster, så er det ikke noget, der betyder, at man behøver at være en traurig en at være sammen med.

»Sorgen er en del af livet, og jeg synes, det er en livsløgn at fornægte det. Det kan ligefrem være det, der forbinder os i dybere lag. Når jeg for eksempel er ude og spille, så ved jeg jo, at de her mennesker, der er kommet for at høre mig synge, alle har hver deres liv og en unik historie med store udfordringer. Vi skal alle igennem at miste.«

»Man kan blive bedre til at tage de gaver, som tilfældet giver en, og bare håbe på det bedste. Og have en kompasnål, der peger i den retning, ens drømme ubevidst går hen imod. Og så skal man prøve at sprede så meget kærlighed som muligt,« mener Lis Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Selv mistede hun sin mor som 21-årig. Moderen var kun 55 år, og som Lis Sørensen siger i bogen: »Vi var knap nok begyndt at lære hinanden at kende, og tanken om, at nu var det for sent, gjorde mig desperat.«

Vreden over moderens alt for tidlige død satte sig på stemmen: »Jeg kunne simpelthen høre det. Det var som om stemmen flækkede, og jeg mistede kontrollen over dynamikken.«

Stemmen blev først sig selv igen, da hun fandt en vej ind til at tilgive sig selv, fordi hun ikke nåede at blive den bedste datter, hun kunne være: Hun var simpelt hen ikke blevet gammel nok.

Aretha i hårbørsten

Den lille pige fra Brabrand var nødt til at lyve om, hvad hun foretog sig, for at kunne få lov til at lave det, hun brændte for. Det eneste, hun ville, var at synge, og det foregik ofte i nogle miljøer, hvor de andre var ældre, og øl og tjald gik på omgang.

»Wow, da Sanne kom ind ad døren første gang, så stod hun bare så solidt på sine ben. Jeg var meget mere sky, men da jeg så, hvordan hun indtog et lokale, så fik jeg også lyst til at blive set.«


Hun husker tilbage på den teenager, der stod med Aretha Franklin på anlægget og hårbørsten i hånden og skrålede for fulde gardiner. Eller nærmere: Uden gardiner, for det var det, der var hele tiltrækningen:

»Der var nogle store ruder mellem gildesalen og trappen, og når solen stod rigtigt, kunne jeg se mig selv, og så fik den fuld skrald. Men den store forskel er, at dengang så jeg på mig selv, og nu ser jeg på andre. Det er virkelig hele forskellen og ikke kun for folk på en scene – at man slipper selvbilledet og indser, at man konstant træder ind i en masse menneskers liv. De vil have noget i mig, og det kan jeg kun give, hvis jeg ikke tænker på spejlbilledet.«

De tre sangerinder i Anne Linnet Band: Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Anne Linnet. Her fotograferet en uge efter at de har spillet deres første koncert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Stormly Hansen.

Den lidt sky pige, der havde det bedst med at synge derhjemme med kun sit spejlbillede som publikum, kom langsomt ud af sit skjul – og de to, der inspirerede hende mest, var Anne Linnet og Sanne Salomonsen. De tre kvinder har netop afsluttet en udsolgt turné, som samlede op på alle årene, fra de optrådte sammen første gang i bl.a. Shit og Chanel og Anne Linnet Band til deres respektive solokarrierer.

Grøn Koncert 2019 på Tiøren, hvor Lis Sørensen optrådte med Sanne Salomonsen og Anne Linnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTENSEN, KLAUS BO.

Der var ellers en del, der gruede for, hvordan det ville gå med de tre sammen på scenen igen. For det er jo ikke sådan, at man bliver så store og vedvarende stjerner helt uden en liiille snert af letoppusteligt airbag-ego ...

»Men vi er det samme sted i livet, vi udspringer af den samme tid, og vi er grounded nu. Der var VIRKELIG mange, der sagde »åh nej, det kommer til at gå helt galt«, da de hørte, at vi skulle på turné sammen igen. Men vi har haft en kæmpe lykkefølelse over det – og fedt at vi kan fylde en kæmpe arena med 16.000 mennesker og stå der side om side, selv om man selvfølgelig er isoleret i sig selv og skal kunne de fucking tekster, som man ikke har sunget i 40 år.«

Storm før stilhed

Anne Linnet og Lis Sørensen har kendt hinanden, siden Lis var 17, og hun er spændt på, hvad Anne Linnet vil sige til bogen, hvor hun beskriver det lange venskab med op- og nedture. For i et langt venskab vil der naturligvis også være knaster, og der kom et tidspunkt, hvor Lis Sørensen måtte fjerne sig og begynde en solokarriere, fordi det kan være svært at udvikle sig, hvis man er sammen med en person, der fylder meget.

»Vi ville gå gennem ild for hinanden, og det var virkelig tæt på at være en mission at spille i kvindebands. Og Anne var helt klart vores åndelige leder,« fortæller Lis Sørensen.

»Det kan være sjovt med modstand og konflikter, og faktisk nødvendigt i min branche, så det hele ikke bliver for ferskt. Jeg har nok en lang lunte, indtil jeg eksploderer og skrapt markerer, at »så tror jeg nok liiige, at vi trækker en streg«. Jeg har en raket, jeg kan sætte mig op på, når der er brug for at give gas. Men det er ikke så tit, jeg har brug for den raket.«

Det var den raket, som Peter A.G., mangeårig forsanger i Gnags, fik at føle engang, hvor han havde bestemt lidt for meget, og Lis ikke så anden udvej end at tyre et flute med pålæg durk mod ham. Nogle gange taler landgangsbrød åbenbart højere end ord, og hun virker ikke det mindste flov over episoden.

Hun er her endnu – i det hus, som hun overvejede at sælge, da hun blev skilt, men til sidst endte med at beholde, for hun har boet her i 21 år: »Det er jo her, alle minderne er. Om familien, Sylvester, festerne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Peter og jeg har kendt hinanden, siden jeg var 17 år, og jeg holder meget af ham. Han var og er en fantastisk drivkraft og inspirator, som mange har nydt godt af. Men dengang vi spillede med Hounddogs, var vi en masse solister sammen, og han mente stadig, at det skulle være ham, der bestemte, og så var der ikke andet at gøre. Jeg har ikke haft brug for at gøre det siden,« siger hun, men tilføjer, at der altid har været den der divergens mellem at have lyst til at være en del af et fællesskab i et band og samtidig være bevidst om at være alene.

»Jeg har tit oplevet mig selv som en satellit, der kørte i mit eget kredsløb. Jeg har følt en eller anden form for ensomhed, som du skal have i dig for at gøre det, jeg har gjort. Det er ikke negativt at være bevidst om den alenehed, for den er en nødvendig for at kunne være solist. Den skal være der som en kernefølelse, og du kan vende den til en kraft.«

At ankomme til sig selv

I bogen »Jeg er kommet for at synge« beskriver Lis Sørensen, hvordan hun stod oppe på taget af Palads-bygningen en juninat sammen med Gasolin' efter at have lagt kor på en sang, de havde indspillet. Sangen var »Kvinde min«, og 20-årige Lis vidste godt, at det muligvis var et hit, men som hun siger, så er der jo mange punkter i ens liv, hvor man synes, man er ankommet til noget. Det kan til gengæld tage mange år at ankomme til sig selv, blive sig selv. Og for hende var det blandt andet at blive mor og faktisk også, da hun kom i overgangsalderen.

»Hvis jeg er i dårligt humør, kan jeg selv høre det på min stemme. Men det er ikke nødvendigvis dårligt, at man kan høre en afgrund af noget sorgfuldt, som bare bliver antydet og fornemmet. Det bruger jeg. Jeg bruger mit humør og temperament – og efter en koncert kan jeg føle mig helt tømt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Selv vidste jeg ikke, hvad der var stress, og hvad der var overgangsalder, og måske opdagede jeg den ikke, før den var overstået. Jeg havde bare en fornemmelse af, at jeg havde svært ved at overskue mit liv. Men da jeg kom ud på den anden side, så opdagede jeg, at det er en del af en udvikling, som faktisk er ret fantastisk. Jeg har et større følelsesregister, og jeg har meget mere empati og forståelse over for andre mennesker,« fortæller hun.

Det var sønnen, Sylvester, som er 27 i dag, der lagde mærke til det med overgangsalderen, for han syntes, hun var blevet lidt pirrelig. Kombinationen af en teenagedreng og en mor i sine hormontures vold var ikke optimal – især ikke når moren havde lidt svært ved at kappe båndene.

»Nu tænker jeg, at det skal nok gå, selv om det er vemodigt at vinke farvel til afkommet. Men det er først for nylig, jeg virkelig har kunnet give slip på ham, for jeg har været bange for at dø fra ham, fordi min egen mor gik bort, da jeg var meget ung. Skal man se positivt på det, så har det gjort, at jeg har taget morrollen meget alvorligt. Det er gaven ved at miste – at der er noget uigenkaldeligt, som man skal gøre sig umage med over for dem, man elsker.«

I dag arbejder de sammen på Lis' nye musik, og hun husker at stoppe sig selv, når hun har lyst til at ringe til ham hver dag.

»Han er meget sikker i sin egen smag og vakler ikke spor, så jeg kan ikke vejlede ham, men det fungerer fint omvendt. Og nu praler jeg lidt, men han har så meget gang i den. Han har ligget nummer et på Billboard med Jonas Brothers, hvor han har skrevet og produceret et nummer til deres album, og han har haft et hit med Chainsmokers,« siger hun, og her er ryggen ekstra rank.

»Han er godt på vej, og min angst for for eksempel at køre bil eller flyve i forhold til at forsvinde fra ham er væk. Nu tænker jeg, at døden er et vilkår, og jeg har fred med det, selv om jeg selvfølgelig helst ikke vil dø i morgen. Men man får en snigende fornemmelse af, at afslutningen rykker tættere på. Og tænker ofte »husk nu lige, hvor fantastisk livet er lige nu«.«

Andre kvinder

Lis Sørensen har sunget så mange år, at hun er et omvandrende stykke musikhistorie. Eller danmarkshistorie, hvilket man også oplever, når man læser hendes bog, hvor hun blandt andet fortæller om at spille med Shit og Chanel til den store kvindefestival i Fælledparken i 1975, hvor der kom 40.000. Da de senere på aftenen skulle spille i Nørrebrohallen til et kvindearrangement, blev de nærmest buhet ud, fordi de havde mænd med på scenen. »For visse mænd var vi den forkerte slags kvinder og for visse kvinder den forkerte slags kvinder,« fortæller hun i bogen.

Nummeret »Afrika« – eller »Giv en hånd til Afrika« – som er skrevet af Nanna, blev indspillet i 1985. Fra venstre: Lise Dandanell, Gitte Naur, Lis Sørensen og Nanna. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Kragh.

»Der var en aggressiv stemning, som vi ikke var tiltrukket af. Siden var vi meget påpasselige med ikke at spille steder, hvor mænd ikke måtte være med, for musik skal sgu være inkluderende og ikke det modsatte,« siger hun. Og derfor har hun aldrig følt konkurrence, når hun har været sammen med andre sangerinder. Den gamle flipper i hende fornægter sig ikke:

»Anne, Sanne og jeg har lært af hinanden, givet til hinanden og sikkert også stjålet fra hinanden. Men vi kommer jo også ud af en tid med kæmpe fællesskab, hvor man ikke benhårdt gik efter egen vinding, for det ville være pinligt. Vi er vokset op med, at man deler ud,« siger hun og nævner, at hun altid synes, det er inspirerende at møde andre sangerinder.

»Til P3 Guld sad jeg i sminken med en et par unge sangerinder, blandet andet Clara og Jada, og vi sad der og blev gejlet op og snakkede. De havde en ret stærk selvfølelse. Så gode råd fra sådan en som mig har de ikke brug for - det eneste, de har brug for, er anerkendelse og respekt, hvis det, de laver, er fedt. Vi er jo i samme båd, os sangerinder, for der går vel én kvinde per 50 mænd i musikbranchen p.t.. Jeg siger til de nye, uprøvede sangerinder, at de skal finde nogle, de kan spille med. De skal ikke låse sig inde i deres egne drømme, for drømme bliver sjældent til noget uden andre mennesker. Så find en anden sangerinde – og det gør ikke noget, at hun er bedre end dig!«

»Jeg tror, det er en helt anden fornemmelse, når man møder en sent i livet. Vi skal ikke bygge rede og rodes ind i kæmpe liv – vi skal bare have det skidesjovt!«


Svaghed er styrke

Udsigten til, at hun om seks år fylder 70, skræmmer hende ikke, og hun siger, at man vel først føler sig gammel, hvis man bliver syg.

»Jeg kender faktisk ikke så mange i min generation, som ikke er lige så aktive som mig. Og jeg føler en styrke ved at have levet så længe, at jeg kan sige til andre, der gennemgår mareridtsagtige ting, at der er håb efter ethvert mareridt, og det ligger dybest set som en klangbund i mange af mine sange,« siger hun. Et af hendes egne mareridt er beskrevet i bogen: Hendes mand gennem mange år, trommeslageren Jan Sivertsen, fik konstateret Parkinsons.

Bogen beskriver den glade tid, da Lis Sørensen endelig havde fundet en mand, som kunne klare, at hun var en turnerende sangerinde med alt, hvad det indebar af sene nætter og overnatninger væk fra hinanden. Men skilsmissen i 2017 har hun valgt skal forblive privat. Hun vil dog godt sige, at det var noget, der rystede hende.

»Måske har jeg for meget om ørerne lige nu. Jeg har ikke tålmodighed til at skulle møde en ny, og jeg har simpelt hen ikke tid til at skulle lære en ny op ...«


»Du KAN jo ikke være stærk hele tiden. Det er der ikke noget pinligt i – hvorfor er der nogle, der opfører sig, som om man skal skamme sig over at gå ned i en periode? Efter skilsmissen fandt jeg en styrke, som jeg ikke vidste, jeg havde. Når man er ude for den slags, så finder man på et eller andet tidspunkt sit bundtræk, selv om man har mistet balancen, og lærer at stole på, at man kan gå gennem hvad som helst. Der viser man sin svaghed og finder sin styrke.«

Og når vennerne spørger »hvad så, Lis, skal du ikke til at have en kæreste igen?«, så har hun ikke noget at berette. For man skal nogle gange bruge lidt tid på at ankomme til den, man er.

»Måske har jeg for meget om ørerne lige nu. Jeg har ikke tålmodighed til at skulle møde en ny, og jeg har simpelt hen ikke tid til at skulle lære en ny op ...«

Skralderlatteren blander sig med undulaternes skræppen udenfor. De skal til at danne par, og man må håbe det bedste for dem. Men de er jo også så unge ...

»Jeg tror, det er en helt anden fornemmelse, når man møder en sent i livet. Vi skal ikke bygge rede og rodes ind i kæmpe liv – vi skal bare have det skidesjovt! Der er ikke noget så fedt, som når to mennesker griner sammen,« siger Lis Sørensen og retter sig op og knipser med fingrene.

»Jeg har optur over at være alene og mærke mig selv. Jeg kan se tilbage på et langt ægteskab, som var lige præcis det, jeg ville. Min familie består i dag også af en masse venner og bekendte, så det er jo ikke sådan, at man skal starte fra scratch, når man bliver skilt. Der er mange konstanter, der giver tryghed. Og jeg vil ikke møde en, hvor jeg skal tage til takke. Nej takke.«

»Jeg er kommet for at synge« udkommer 9. september på Politikens Forlag.