Tommy Kenter fortryder ikke turen på Bodilkagen: »Det er den eneste måde, jeg kan eksistere på. Ellers ville jeg dø«

Tommy Kenter har fundet kræfterne til at spille sin allersidste store teaterrolle. Når gentagelserne bliver for mange, kommer han nok til at fortryde, at han har sagt ja. For mest af alt hader han forudsigelighed.

Tommy Kenter i teatersalen på Det Ny Teater. Det er 60 år siden, han som niårig havde sin teaterdebut på lige præcis Det Ny Teater, og han har ikke spillet der siden – indtil nu. I slutningen af september spiller han sidste store teaterrolle. Det bliver i stykket »Spillemand på en tagryg« på Det Ny Teater. Thomas Lekfeldt

Forfærdelsen står malet i ansigtet på flere af de tilstedeværende. En enkelt bryder ud i gråd.

Det er ud på aftenen 3. marts 2002, og Danmarks fremmeste skuespillere, instruktører og filmfolk er mødt op til gallafest i forbindelse med uddelingen af en af Europas ældste filmpriser, Bodil-prisen. Blandt finpudsede manerer og nøje udvalgt påklædning ligger Tommy Kenter oppe i Bodilkagen og bevæger sig i stød.