Jeg kan tydeligt huske, da jeg ved et uheld som 10-årig var alene i stuen en aften og tændte familiens TV. Det viste dødspatruljernes henrettelse af en mand i El Salvador. Det gjorde et dybt indtryk. Jeg var ikke klar til at se den slags. Heldigvis advarede man normalt tydeligt, inden man viste den slags. Og jeg så ikke den slags ting igen, før jeg var stor nok til at forstå dem.

Men for mig uigennemskuelige årsager, finder man det åbenbart ikke rigtigt længere nødvendigt at skærme børn for indhold, de ikke er klar til. Det kan undre, da jeg ikke tror, at børn i dag er mere hårdhudede eller mindre sensible end for 30-40 år siden.

Som mange andre morgener havde vi TV 2s Go' morgen Danmark kørende i baggrunden, mens vi alle, inklusive min 11-årige datter, gjorde sig klar til dagens dont.

Go’ morgen Danmark er normalt som en letbenet popsang, der fungerer som behagelig baggrundsmusik. Hvis man blot undlader at udsætte teksten/indholdet for en nærmere analyse, er det udmærket til at få dagen i gang.

Men denne morgen havde man valgt at invitere Nadine i programmet. Hun var lige fyldt 20 år og arbejdede på en swingerklub. Hun havde følgeskab af sin chef og såkaldte »swingermor«, Caroline. Nu sad disse to kvinder i Tivolis solbeskinnede have, klar til at fortælle om swingerlivets sorger og glæder, med hele familien Danmark som overrumplet publikum.

Den hårde måde

Præmissen for indslaget var umiddelbart svært gennemskueligt, men der blev lagt vægt på, at Nadine havde »gennemgået en kæmpe personlig udvikling«, siden hun startede med at komme i swingerklubben, som blot 18-årig.

Nadines »kæmpe udvikling« bestod i at hun »havde lært at sige, nej« til ting, hun ikke brød sig om.

»Jeg lærte på den hårde måde at sige fra«, udtalte Nadine, hvilket programvært Heidi Frederikke Rasmussen besynderligt nok ikke valgte at bede hende om at uddybe. Det kan skyldes, at værten personligt godt kunne fornemme indslagets overmåde dårlige placering i sendefladen og derfor valgte ikke at udpensle emnet yderligere, men jeg sad med en foruroligende forestilling om, hvad »den hårde måde« indebar. Det gjorde min datter også. Min kone måtte dog være hende svar skyldig. Spørgsmålene stoppede dog ikke der.

I indslaget blev der også vist billeder fra swingerklubben, »Swingergaarden«. Kameraet panorerede henover en tavle, der oplistede ugens aktiviteter: Herunder »Sybian«, »Sugarwax« og »Shellak«.

Jeg ved ikke, hvad ordene dækker over, og det skal små børn heller ikke vide.

Bedre blev det ikke, da kameraet filmende nogle gigantiske dildoer og en knytnævestor buttplug, der stod til låns bag baren. Jøsses! Det helt perfekte emne for en frisk og opbyggelig morgenkonversation i kernefamilien.

Man undres over, at der ikke er blot ét menneske med almindelig sund fornuft hos TV 2 eller producenten Nordisk Film TV, der evnede at konkludere at et indslag med så meget eksplicit voksen-indhold ikke hører til i en morgensendeflade, der ofte ses af hele familien.

Hvor mange har egentlig lyst til – mellem mundfuldene af havregrød og morgenkaffe –at skulle forklare sine mindre børn formålet med en gigantisk buttplug?

Helt ærligt TV 2. Hvad tænker I på?