Hip-hip-hurraaa! Et TV-program, der tager kunsten alvorligt

Med »Kunstnerkolonien i Skagen« har DR2 måske endelig skabt et succesprogram for kunstnørder.

De seks glade kunstnere på stranden i Skagen før det hele går i gang. Fra venstre: John Kørner, Kirsten Justesen, Frederik Næblerød, Maria Torp, Erik A. Frandsen og Cathrine Raben Davidsen. DR Presse

DR2 har i dag haft premiere på et relativt nyt koncept: »Paradise Hotel« for kunstnere. Programserien »Kunstnerkolonien i Skagen« kan måske – og det var måske – vise sig at være dét gennembrud for formidling af billedkunst på fjernsyn, i hvert fald denne anmelder så længe har savnet.

Ideen er i familie med TV 2s »Toppen af poppen«, som også har været en succes ved helt enkelt at bede nogle fagfolk inden for en kunstart vise os, hvad det er, de gør, når de gør, hvad de gør. I »Toppen af Poppen« er det musik, og i DR2s nye program er det billedkunst, der er temaet.