Trine Dyrholms erotiske incestchok bør blive et dansk bud på en Oscar

Der bliver stirret ned i den seksuelle afgrund i May el-Toukhys modige og spændingsfyldte incestdrama »Dronningen«, der formår at forføre med det absolut tabubelagte.

Det er en sær cirkel, der sluttes midt i Trine Dyrholms lange og fornemme skuespillerkarriere: Ligesom det var tilfældet med Thomas Vinterbergs »Festen«, skuespillerens gennembrudsfilm, handler May el-Toukhys familiedrama »Dronningen« nemlig om et seksuelt tabu så gammelt som Det Gamle Testamente - med den forskel, at det denne gang er en 46-årig Trine Dyrholm, der spiller den incestuøse og krænkende forælder.

Her skal dog allerede tages et forbehold, for »krænkende« er ikke i første omgang helt dækkende for det, der udvikler sig mellem karriereadvokaten Anne og dennes utilpassede 17-årige stedsøn Gustav (spillet af svenske Gustav Lindh), og det er med til at gøre »Dronningen« et komplekst værk, der vil vække diskussion i mange år fremover. At det samtidig er lykkedes May el-Toukhy at gøre »Dronningen« til meget mere end en debatfilm, er ganske enkelt imponerende: Instruktøren lægger den skæbnesvangre karakterkabale og komprimerer sin spændingskurve, så at man til sidste minut sidder med åndenød og nedbidte negle.