Trine Dyrholm er på arbejde. Hun gør sig nærmest umærkeligt umage for, at interviewet skal forløbe så professionelt som muligt. Griber uden videre tøven journalistens mobiltelefon for at hjælpe med at finde optagefunktionen. Hun forsikrer sig om, at der ikke er for meget larm i lokalet, der kan ødelægge optagelsen. Hun sørger for, der er et glas postevand til begge parter på hver sin side af bordet. Sidder rank på stolen og møder ens blik med klare, opmærksomme, blå øjne, der aldrig blafrer rundt i lokalet. Hun ved, vi begge har en rolle at spille i samtalen, og hun kender sin egen.
Vi skal tale om den film, som endnu ikke har haft premiere, men som der allerede har stået gny om, »Dronningen«, som er instrueret af May el-Toukhy. Her spiller Trine Dyrholm den altdominerende hovedrolle som den etablerede, selvsikre Anne – advokat med speciale i børns rettigheder – som forfører og indleder et seksuelt forhold til sin mands 17-årige søn, og som dermed sætter hele sin velordnede tilværelse i fare.