»Spørg mig, hvad jeg leder efter i en partner, en der ikk’ er ligesom mig og dater fire andre, jeg ka’ æde dig op eller være din lille killing, knepper dig, betaler din taxa – kalder det ligestilling.«
Sådan afsluttede rapperen Tessa sin nytårstale i »Deadline«, og den er hun blevet hyldet vidt og bredt for af feminister såvel som CEOs, Red Barnet og politikere.
Men var det virkelig så stærkt og you go, girrrrrl-agtigt? Jeg er i tvivl. Tessa leverede et godt show, og hun skal have tak for ikke at tale om corona, men hvis det var meningen, at hun ville fortælle os noget vigtigt om ligestilling, lykkedes det ikke.
Tværtimod, faktisk.
Det er muligt, at jeg er en boomer, men er ikke så imponeret af Tessas tale og synes, det er lidt komisk at høre hende tale om ligestilling, når den åbenbart kun går en vej – kvindens.
»Jeg rapper om at kneppe, hvem jeg vil, hvordan jeg vil, når jeg vil,« indleder hun og giver så et eksempel på den lyrik, hun er blevet kendt for:
»Var det Hassan, Wasim, glemt hvad du hed, vend dig om, sæt dig ned, ikk’ spild min tid, vis mig din pik, selvtillid.«
Lad os lige kort forestille os, at det var en mandlig rapper, der indledte året sådan her. Med at rappe lidt hyggenedladende om kvinder, objektgøre dem og reducere dem til kønsorganer. Han var selvfølgelig blevet stenet. Nu var det en kvinde, og så er det åbenbart progressivt.
Og ja, jeg er med på kulturens byrde, at vende historien på hovedet og lege med klicheerne, men er det virkelig ligestilling og empowerment at opføre sig som en kvindelig udgave af Snoop Dogg eller Suspekt?
For mange år siden gik Hanne-Vibeke Holst i flæsket på en række mandlige rappere, fordi hun var træt af sexistiske tekster, der præsenterede kvinder som »våde og villige, skabt til at opgejle de rappende stådrenge, der frit kan udnytte enhver so efter behov«. Er dansk rap en platform for sexisme, spurgte Holst og blev selvfølgelig latterliggjort og kaldt ude at stand til at forstå kunsten og ungdommen.
Det er muligt, at jeg også er det, når jeg ikke bliver så imponeret af Tessas tale og synes, det er lidt komisk at høre hende tale om ligestilling, når den åbenbart kun går en vej – kvindens.
Talen inspirerede mig imidlertid til at læse samtlige Tessas tekster – en overkommelig opgave – og her er der fuld skrue på den kvindelige empowerment. Jeg forstår til fulde fascinationen af den punkede hævngudinde, ligesom jeg er med på, at provokation og attitude er kunstneriske greb, som med sikkerhed fungerer formidabelt på en scene. Men i et »Deadline«-studie? Ikke rigtig. For »Deadline«-studiet lægger op til intellektuel refleksion og til, at man kritisk testes på sine standpunkter.
Og her hænger Tessas tale, budskaber og lyrik ganske enkelt ikke sammen.
Til sidst en rigtig boomer-pointe: Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men vi lever i en tid, hvor folk, der – ifølge deres dåbsattest – burde være voksne, elsker at blive belært af betydeligt yngre mennesker. Det er ikke 23-årige Tessas skyld, at hun nu er udnævnt til orakel, ligesom det ikke er Greta Thunbergs skyld, at hun inviteres til Davos for at sige banaliteter om klimaet.
Da Olafur Elíasson for nylig besøgte Die Zeits podcast, »Alles gesagt«, sagde han, at han var glad for at være i Tyskland. Hvorfor? Fordi det er et land, der er regeret af voksne.
Ja tak til mere af det i 2021.
