Mine bønner er blevet hørt: Jim Lyngvild er netop rykket ind på Kronborg for at få banket lidt liv i foretagendet. Slottet, der længe har lidt under fantasiløs ledelse og dilettanteri, får nu andre boller på glosuppen. Skønt!
Lyngvild meddeler på Facebook, at en ny udstilling vil åbne til påske og byde på sexscener og tigerjagt, men mest af alt på en spektakulær iscenesættelse af kongerækken. Det skal nok vække debat, ligesom hans Bibelbilleder i Helligåndskirken i Faaborg og bidrag til nyudgivelsen af Grundtvigs salmer og selvfølgelig den vikingeudstilling på Nationalmuseet, som for alvor blev hans gennembrud som kunstner.
Og tag bare lugtesaltet frem, for i mine øjne er Lyngvild det tætteste, vi kommer på en ny Grundtvig.
Hvordan kan man være i besiddelse af så stor kulturarv og være så ligeglad? Pinligt.
Her er et par af mine argumenter:
1. Det meste af den kirkekunst, der er lavet de seneste 50 år, er abstrakt og upassioneret og for de udvalgte. Hvordan det er lykkedes ellers dygtige kunstnere som Sven Havsteen-Mikkelsen og Maja Lisa Engelhardt at gøre inderlige og eksistentielt afgørende bibelsteder til ligegyldigheder er i sig selv en kunst. Desværre en kedelig form for kunst. Lyngvild gør Jesus sexet og nærværende, viser nøgenhed og fik da også sat gang i kludene i Faaborg Kirke. Men et snerpet menighedsråd krævede, at de gigantiske billeder skulle pilles ned. En afstemning på kirkens Facebook-side viste ellers, at 97 pct. ville beholde dem. Vi må forstå, at kirken er for de få. Den var ikke gået med Grundtvig.
2. Stavepladekunst? Måske. Da Grundtvig skrev »Dejlig er den himmel blå«, henvendte han sig til børn, men ikke på en ordinær eller pattet måde. Tværtimod fortalte han poetisk om den nat, Jesus blev født – under en stjernesol og siden blev barnet en ledestjerne. Det er da smukt. Men præster og kunsthistorikere kvalmes over det eksplicitte, og således sagde præsten Anne-Mette Gravgaard om kirkebillederne til Kristeligt Dagblad: »Det må være rædselsfuldt at være den præst, som skal prædike ved siden af dem.« Klart, det må også være rædselsfuldt at have en fuld kirke at prædike for.
3. Er lyset for de lærde blot, spurgte Grundtvig, og højskolebevægelsen leverede svaret. Målet var den brede dannelse og oplysning, og sådan henvender Jim Lyngvild sig til børn såvel som liderbasser.
4. Ligesom Lyngvild er en provokatør, var Grundtvig det også. Grundtvig bragte de billedstærke forestillinger tilbage i det kristne forestillingsunivers, som ellers var blevet forsøgt afmytologiseret i oplysningstiden. Jim Lyngvild blander også det kristne billedsprog med nordisk mytologi og gør det lettilgængeligt. Folkeligheden er hele pointen.
5. Endelig er begge næret af en stor kærlighed til Danmark og kulturhistorien.
Hvor er de andre kunstnere?
Det er svært ikke at knuselske Jim Lyngvild for at have revitaliseret dansk kulturhistorie. Det eneste, man kan undre sig over, er, at han groft sagt er den eneste, som museer, kirker og slotte kan finde ud af at ringe til. Vi har masser af dygtige kunstnere – hvor er de?
Uden at blinke kan jeg komme om mindst ti steder i Danmark, som ville have godt af lidt kunstnerisk nytænkning. Tænk bare på Odense Domkirke, hvor flere konger, herunder Christian II, er begravet, og hvor Knud den Helliges knogler ligger stablet op i et hjørne sammen med 10-15 moderne konferencestole. Hvordan kan man være i besiddelse af så stor kulturarv og være så ligeglad? Pinligt.
Eller tænk på Willumsens Museum i Frederikssund. J.F. Willumsen er en af dansk kunsthistories mest vidunderlige malere, og så hænger hans geniale malerier et desværre ukærligt sted, hvor besøgstallene snart ikke kan rasle længere ned. Her skulle man også overveje, om man har en ledelse med tilstrækkelig mange ideer. Et kig på museets sociale medier overbeviser ikke mig om, at man er interesseret i gæster – tværtimod – og da jeg besøgte museet i sommer, tog jeg derfra med oplevelsen af at være en ubuden gæst. Jeg var ellers en af de eneste på museet med de mange forspildte muligheder.
Det, Jim Lyngvild gør rigtigt, er, at han spiller på identifikation og fascination. Ikke på abstraktion og eksklusion. Og ja, vi kan godt være enige om, at noget af det tangerer ekshibitionistisk kitsch og er fashionabelt sødladent, men det er også noget så velgørende som MORSOMT.
Og helt historisk fremmed er det ikke. Mørkøv Kirke har således kalkmalerier, der kan dateres tilbage til 1390, og det samme har Fanefjord, og her myldrer det med engle, fabelvæsener, kampscener, dyr, djævle, vold og liderlighed. Så Jim Lyngvild går egentlig bare frem ved at gå tilbage, og han skal have tak for at opsige abonnementet på den golde æstetiseren og for at give os inderligheden tilbage.
Ligesom Grundtvig.
