Ja, det har været et dårligt år. Vi behøver ikke fortælle hinanden mere om konkurser, hjælpepakker, aflyste fester, fyringer, små glimt af håb og så en dræber af en nedlukning igen. Farvel 2020, dit latterlige skodår.
Men af og til ligger der en perle i selv den mest vanskabte østers. I 2020 lå der endda syv – sammen med en tur på gastrokirurgisk afdeling og et års forbrug af toiletpapir. Vi takker for denne ydmygende påmindelse om egen dødelighed.
Her er syv andre ting, vi kan takke 2020 for:
Under den første nedlukning så vi, hvordan folk foretrak at posere foran deres bogreol, når de var på via Zoom eller Teams. Reolen blev en statusmarkør og et tegn på big dick energy.
1. #metoo
Sofie Linde blev årets heltinde, da hun fra Operaens store scene fortalte om sit møde med den såkaldte tv-kanon. Af og til venter en kulturrevolution på en tændsats, og ligesom Greta Thunberg gav klimabevidstheden indignation og gennemslagskraft, gav Sofie Linde det samme til #metoo. I begyndelsen diskuterede vi, om hun skulle videregive navnet til DR eller ej, om der var forældelsesfrist på den slags sager, og selvfølgelig hvem tv-kanonen var? Men så kom alle de andre vidnesbyrd, og #metoo blev til #enblandtos, ligesom tv-kanonen blev til en kultur af liderbasser. Det var tid for et opgør.
Ville Sofie Lindes tale til »Zulu Comedy Galla« have haft den samme gennemslagskraft, hvis verden havde været mere normal? Nej. For selv om et skifte allerede var undervejs, var det coronakrisen, der for alvor fik os til at vurdere kvaliteten af vores relationer, sætte pris på fysisk afstand og forstå, at selv urokkelige ting kunne flyttes. Før marts 2020 havde ingen af os forestillet os, at vi ville gå med mundbind og komme i karantæne. At julefrokoster ville blive aflyst, og museer lukket helt for offentligheden. Men det skete. Tilsvarende skete det også, at gamle sexister blev set på med nye øjne, og at kampe, der var tabt på forhånd, blev vundet.
Så tak for det, 2020.
2. Den nye inderlighed
I 1990erne troede vi, at Historien var slut, og vi gik rundt og var ironiske, fordi vi ikke kunne tage noget alvorligt. Men det var os, der var til grin. Alvoren er siden blevet banket ind i os, og de værdier, vi tog for givet, har historien vist os, at vi har al grund til at kæmpe for – ytringsfrihed, demokrati, ligestilling. Citationstegnshumor og metareferencer, der var sjove i 1990erne, er pinlige i 2020erne, og derfor vender seerne ryggen til »Bruuns Stue« og »Signe Molde på udebane«. Til gengæld elsker vi »Fællessang«, som lærer os at synge med på både »Lysets engel går med glans« og »Danse i måneskin« på tværs af generationer. Det sidste ville have været kitschet i 90erne, men i 20erne er det rørende og det, der binder os sammen.
Tiden er til patos og inderlighed, til at bekende kulør og kæmpe for det, vi har kært. I begyndelsen af det nye årtusinde blev verden rystet af 11. september – i 2020 blev vi det den 11. marts.
De sidste ironikere trives i et reservat i DR, og hvis jeg kan ønske een ting for institutionen, så er det, at man afskediger fortidens fjogede kulturchefer og prøver at indsætte nogen med et genuint dannelsesprojekt. Som ikke er bange for at tage naturvidenskaben, kunsten og historien alvorligt, og som kan levere det, der egentlig var planen: Public service. Oplysning. Ånd.
Man kan i samme ombæring smide resten af sexisterne ud. I ved jo godt, hvem de er, DR.
3. Og apropos historie
Coronakrisen har givet os et gensyn med et par af kendingene fra det, der engang blev kaldt den sorte Skole, nemlig bevidstheden om vores historie og værdsættelsen af kongerækken. Desværre røg begge dele ud med reformpædagogikken og efterlod en hel generation i en evig Klassens Time med ævl og kævl og relativisme og dannelsestab. Men nu er begge tilbage i en fornyet udgave, der ikke kalder på spanskrør og terperi, men på refleksioner over Danmark og danskhed. Hurra!
Vi har de seneste fem år været vidne til en genfødsel af vikingerne, og nu kommer kongerækken så med det mest eventyrlige af alt: en stor fortælling om et lille land med en meget lang, blodig, smuk, dekadent, magtbegærlig, nysgerrig og imponerende historie. Selv på Kronborg har de fattet det og lader Jim Lyngvild rykke ind i 2021 med sin patosfyldte fortolkning af kongerækken. Lad os krydse fingre for, at den talentløse Hamlet-gøglertrup bliver fyret og smidt ud. Hvis ikke, kan ledelsen deroppe ryge samme vej.
4. Danmark dejligst
I 70erne og 80erne var det provinsielt og i 90erne Dansk Folkeparti-agtigt at elske Danmark og interessere sig for vikinger og Dybbøl Mølle. Det virkede reaktionært og rygvendt at gå ind for nationalstaten, når det var EU, der kørte med klatten, og turen gik til eksotiske destinationer som Peru og Goa og langt væk fra småligheden ude ved Vesterhavet.
Men coronakrisen har vendt os mod det nationale og særligt i sommer, hvor vi var strandet i landet, fik mange øjnene op for, hvor heldige vi er at være en del af verdens måske stærkeste fortælling.
Tænk bare på familien Lercke fra Nørrebro, der kunne berette, at de aldrig – og det var aldrig – havde været i Jylland. Til gengæld havde familien rejst i det meste af verden.
Det har jeg også selv foretrukket, men coronakrisen har forandret mig, og når ikke der er nedlukning og panik, er jeg hjemfalden til slotsruiner, jættestuer, kornmarker, »Elverhøj«, kongeknogler, sydfynske malere, badehoteller, skovtårne, syrenhegn og stjerneskud i provinsen.
5. Fra ironman til gentleman
Er det mon coronaens skyld, at vi ser et skifte fra ironman til bogreol? Jeg tror det. Under den første nedlukning så vi, hvordan folk foretrak at posere foran deres bogreol, når de var på via Zoom eller Teams. Reolen blev en statusmarkør og et tegn på big dick energy. For ingen kan jo tage en topchef eller minister alvorligt, som har en cykel hængende på væggen.
Man kan i samme ombæring smide resten af sexisterne ud. I ved jo godt, hvem de er, DR.
Vi så også, hvordan flere af de gamle dyder begyndte at komme tilbage. Høflighed, hensyn, endda galanteri. Der er blevet holdt flere døre for mig efter coronaen end sammenlagt før, og det kan sagtens have relation til #metoo og genforelskelsen i de faste former, men det kan også skyldes, at vi er blevet mindre optaget af selvrealisering og mere optaget af den sammenhæng, vi alle indgår i.
Hvis tendensen fortsætter, kan vi takke coronakrisen for at fordrive mange af modernitetens unoder og uforskammetheder, og hvis vi også kan få genindført skellet mellem lærer og elev og aflyst den pseudojoviale »i øjenhøjde«-tankegang, siger jeg mange tak.
6. Vi har været her før, så come on
Selvom det er hårdt at spille PlayStation og arbejde fra en Y-stol, kvalificerer det os ikke til Forsvarets Medalje for Tapperhed. Historien er fuld af naturkatastrofer og pandemier, og vi skal være mest overrasket over, at vi ikke er blevet ramt noget før.
Mens de fleste har hørt om den spanske syge, den sorte død, gul feber, kopper, kolera, tuberkulose og polio, har de færreste hørt om alletiders værste år, og det var år 536. Her gik den islandske vulkan Katla i udbrud, og asken blokerede for solens stråler, hvilket betød, at temperaturen faldt, og kulden medførte 14 år med misvækst. Og værre: byldepest i Europa.
Historikeren Prokopius beskriver det sådan her: »I disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden«. Pesten kom og gik i årtier, og da den endelig forsvandt, havde den taget livet af et sted mellem 25 og 100 millioner, hæmmet fødevareproduktionen, samhandlen, erobringsplanerne og Romerriget blev i det hele taget aldrig det samme igen.
Med andre ord: Vi synes, 2020 har været slemt, og det var det også, men hvis vi går til historien, lærer vi en ting, og det er, at vi på trods af altødelæggende sygdomme, hungersnød, klimaforandringer og opløsning af storriger er her endnu.
Livet går videre, og om et øjeblik står en medicinalgigant klar med en vaccine.
7. 2020 er snart historie
Tak for det.
