Når man ankommer til Kronborg, mødes man af forfald, discount og en komplet idiotisk gøglertrup. Det gør man ikke, når man kommer til Koldinghus. Tværtimod.
Koldinghus er alt det, som Kronborg burde være. Kulturhistorie, skønhed, nytænkning, kvalitet og excellent formidling. Her kan man sagtens henvende sig til de yngre generationer uden at få sår på knæene, ligesom man kan beskrive 750 års kulturhistorie uden slinger i valsen.
Det handler grundlæggende om kærlighed. Hvis en bygning skal blive stående i 750 år mere, kræver det vedligeholdelse, ligesom det kræver selvrespekt, hvis man gerne vil tages alvorligt. Men Kronborg vil åbenbart ikke tages alvorligt, eller også evner den nuværende ledelse ikke at forvalte kulturarven tilstrækkelig respektfuldt.
Kodeordet er respekt. Resultatet er den vildeste begejstring.
Takket være arkitektægteparret Exners geniale restaurering, fremstår Koldinghus som Europas måske mest sexede ruin. Man har nemlig ikke forsøgt at genskabe slottet, der nedbrændte i 1808, men at bevare ruinen, så man kan fornemme konturerne af den oprindelige bygning.
Der er indsat metaltrapper, som bevæger sig i spiraler fra etage til etage og giver frit udsyn til murværket, der er præget af brand og århundreders slid. Samtidig imiterer stjerneformede lysekroner de hvælvinger, som desværre ikke eksisterer længere.
Det gør til gengæld stedets ånd. Man kan klart fornemme, at det har været et slot, der var ikke bare én, men skiftende konger værdig.
Det første Koldinghus kan føres tilbage til Erik Klipping i 1268, og det var Christian IV, der fik forsynet det med det karakteristiske kæmpetårn omkring 1600. Da det brændte under Napoleonskrigene, blev slottet så beskadiget, at der skulle gå næsten 200 år, før det blev bragt tilbage til fordums storhed. Det blev det så til gengæld på en måde, som Kronborg kan lære en hel del af.
Kulturhistorie har ikke brug for en kedsomhedsknap, men for kompetent formidling.
I dag er Koldinghus et af de steder, hvor man bedst fornemmer, at vi er et gammelt kongerige og land, der har gennemlevet store krige, anført Norden, holdt fast i vores traditioner og identitet og kæmpet for de ting, vi elskede. Det fornemmer man ikke, når man er på Kronborg. Her kunne man lige så godt være på besøg hos Låsby-Svendsen. Ak, ak.
Kronborg kan lære mindst fem ting af Koldinghus:
1. Kulturhistorie har ikke brug for en kedsomhedsknap, men for kompetent formidling. På Koldinghus er man stolt af sin historie og genfortæller den i form af korte tekster til velvalgte billeder fra 1200 og frem. En model viser slottet, som det har set ud i 1585, og et helt rum er viet til at fortælle historien om Christian IV og hans liv på slottet. Man overfaldes ikke undervejs af en tosset gøglertrup. Har man kærlighed til sin historie, har man ikke brug for billige virkemidler.
2. Har man kærlighed til et sted, lader man det heller ikke forfalde. På Kronborg er der ikke blevet fjernet døde fluer og spindelvæv siden enevælden, og der er muligvis heller ikke malet paneler og vægge siden. På Koldinghus ved man, at viden ikke er støvet, og man ved også, at gæsterne godt kan lide, at der ikke ligger støv og snavs over det hele, så man gør noget smart: Man gør rent. Maler. Istandsætter. Tip hermed videregivet til Kronborg.
3. Et andet tip, som Kronborg kan lære af, handler om museumsbutikken. På Koldinghus har man en hel reol fyldt med relevante bøger, mens man på Kronborg har en hel væg fyldt med køleskabsmagneter, nøgleringe og andet tingeltangel. På Koldinghus kan man købe dansk design og lokale kvalitetsprodukter, mens man på Kronborg kan købe børnekostumer og puder i nervøs velour. Sådan er det med museumsbutikker: De understøtter stedets ånd – eller ledelsens åndløshed.
4. Og så kan man få et ordentligt måltid mad, når man alligevel besøger Koldinghus. På Kronborg – not so much.
5. Endelig bruger Koldinghus sine rum til at vise udstillinger, der enten understøtter stedets ånd, historie eller geografi. I øjeblikket vises således Jim Lyngvilds vellykkede genfortolkning af kongerækken, mens afgangsstuderende fra Designskolen Kolding udstiller værker et andet sted i bygningen. På Kronborg kan man møde førnævnte gøglertrup, men man kan også komme med spilfirmaet Mystery Makers på skattejagt og møde »en konge, der er blevet syg af griskhed og går i krig til alle sider«. For sådan var de danske konger jo, syge, griske og depraverede. Suuuper opbyggelig fortælling, de har gang i på det gamle kongeslot …
Hør engang, det handler grundlæggende om kærlighed. Hvis en bygning skal blive stående i 750 år mere, kræver det vedligeholdelse, ligesom det kræver selvrespekt, hvis man gerne vil tages alvorligt. Men Kronborg vil åbenbart ikke tages alvorligt, eller også evner den nuværende ledelse ikke at forvalte kulturarven tilstrækkelig respektfuldt.
I dag hører Kronborg formelt under Nationalmuseet, men spørgsmålet er, om ikke det burde høre under Kongernes Samling, hvis formål er at belyse dansk historie gennem kongerne. Ikke gennem fjollede tegneseriekonger, men gennem de historiske konger, som har gjort Danmark til Danmark.
Vi er et meget lille, men også meget gammelt land, og det, der for alvor får vores samtid til at mødes med datiden og gør os til dem, vi er – det er netop vores enestående række af konger og dronninger.
Det minder Koldinghus os om, og det burde Kronborg også minde os om.
