De fleste danske arbejdspladser markedsfører sig på at tage hånd om de ansatte. Medarbejdere tilbydes kurser i stresshåndtering, hvis de er stressramte, rygestop, hvis de er rygere, og alkoholafvænning, hvis de går og kigger lidt for dybt i flasken. Flere arbejdspladser har også fitnessfaciliteter i kælderen og massageordninger, ligesom der lægges vægt på sund mad i kantinen og en kaffe, der er til at holde ud at drikke.
Der er mere til mennesket end at få udskiftet deller og røgtobak med duksedrengen Coveys syv dødssyge konkurrencestatsvaner.
Men hvorfor lægges der ikke mere vægt på ånd i de danske virksomheder? På at medarbejderne skal holde sjælen rank og besidde en solid åndelig udrustning? Og ja, nu tænker trofaste læsere muligvis, at jeg lige om lidt langer ud efter lycramændene igen. Efter de farvestrålende lycrabrumbasser, som okser rundt på landevejene og dagen efter hænger ukreative over deres skriveborde.
Men nej, jeg har et forslag til virksomheder, som under nedlukningen erfarede det samme som alle os andre, nemlig at var det ikke for litteratur, virtuelle rundvisninger på museer og »Tiger King« på Netflix, var vi alle gået fra forstanden.
Så derfor: Gør årskort til museer til et personalegode og beløn folk med bøger, hvis de har gjort en ekstra indsats.
Hvis du synes, det lyder som latterlig flippersnak, så spørg dig selv om brygger Carl Jacobsen var flipper? Mit gæt er nej.
Han opførte både Ny Carlsbergs monumentale elefantport og sikrede, at Jesuskirken i Valby blev bygget – »med den skønnest mulige dekoration«. Men vi kan også takke ham for at have doneret sin enorme kunstsamling og opført et af Europas betydeligste skulpturmuseer, Glyptoteket. Fordi han vidste, at du får et bedre, mere lykkeligt og meningsfuldt liv, hvis du vender blikket fra dig selv og beskæftiger dine tanker med noget, som er smukt, godt og større end dig selv.
Han gav derfor kunst- og kulturoplevelser til sine medarbejdere og vurderede, at de selv måtte finde ud af, om det var godt for dem at ryge, drikke for meget og ikke kunne lukke bukserne, hvis de var for overvægtige. Og måske tænkte han også, at spændende mennesker bare leverer bedre resultater end asketiske helligfranser.
Det sidste er selvfølgelig min fortolkning, men det første er sandt, ligesom virksomheden er gået fra lokalt bryggeri til global gigant.
Faktum er også, at de danske museer lider under, at den internationale turiststrøm foreløbig er aftaget. De er derfor afhængige af at få nye kunder i butikken, og hvis jeg var museumsdirektør, ville jeg slå vejen forbi 20-30 store virksomheder og foreslå et samarbejde.
Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var forlagsdirektør eller teaterdirektør og dermed nedbryde det mærkelige falske skel mellem kultur og erhvervsliv.
Hvorfor skal det også kun anses for personalepleje, hvad vi kan gøre for kroppen? Der er mere til mennesket end at få erstattet deller og røgtobak med duksedrengen Coveys syv dødssyge konkurrencestatsvaner.
Og det »mere« er ånden, som vi skal begynde at tale meget mere om. Og til.
