Betyder det egentlig noget, om borgerne i et samfund kan formulere sig korrekt på skrift – det vil sige skrive ordentligt?

Øh, ja. Skriftsproget er det civiliserede samfunds fingeraftryk. Og det enkelte menneskes adgangsbillet til de rum, hvor fornuft og logik stadig spiller en rolle.

Det er derfor et svigt af historisk omfang, at vi igennem flere årtier har ladet unge mennesker blive dårligere og dårligere til at skrive et korrekt dansk.

Og dårlige, det er de. Jeg tør sige det, fordi to fagkonsulenter netop har råbt vagt i gevær i en artikel i Dansknoter, dansklærernes fælles blad. Og fordi jeg som censor på adskillige universiteter gennem 20 år har set niveauet falde år for år. Tegnsætning er der meget få, der behersker. Og rigtigt mange kan hverken basal grammatik, reglerne for nutids-r eller brugen af ental og flertal.

Hertil kommer det overordnede: En stigende syndflod af anglicismer, alt for meget sms- og talesprog samt tågede sætningskonstruktioner uden sans for principper om for eksempel én pointe pr. hovedsætning.

Det er her, der er tale om et svigt af historiske dimensioner. Det korrekte skriftsprog spiller nemlig en særlig rolle. Talesproget er suverænt til at skabe nærvær og stemninger. Skriftsproget derimod tjener analysen og beviserne. Det er lige her, at et samfund viser sine sproglige standarder.

Og måske er det i virkeligheden derfor, at vi har svigtet børnene og de unge? Det kræver jo noget at håndhæve standarder.

De sociale medier spiller nok en rolle. Det hurtige og uformelle sprog, der kan en masse, men jo ikke ligefrem er skabt til analytisk formidling.

Danskfagets lidt forvirrede position i gymnasiet spiller også en rolle. Det konkluderer i hvert fald Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i en rapport fra 2018. Man skal nå flere og flere forskellige ting i danskfaget, og det betyder, at tiden til skriftligt arbejde er blevet væsentligt reduceret.

Og så er der tidsånden. At lærerne i både skoleskolen og gymnasiet tilsyneladende ikke længere bryder sig om tale om »fejl« og dermed give eleverne kritik. Det er jo i pagt med andre tendenser i samfundsdebatten, hvor man – enkelt sagt – meget nødigt vil være fordømmende over for andre. Der findes ikke »fejl«. Der findes kun muligheder.

Inden for danskundervisningen har det betydet, at lærerne i både folkeskolen og gymnasiet har fokuseret mere på at dyrke den enkelte elevs personlige »stemme« end på at træne i den basale retskrivning.

Som Mischa Sloth Carlsen, der er forperson for Dansklærerforeningens gymnasieafdeling, sagde i Politiken 15. oktober: Hvis vi kun retter fejl, er der nogle, der ikke kommer i gang med at finde deres personlige stemme.

Muligvis sympatisk, men ikke desto mindre et svigt, fordi selv den mest personlige stemme jo svækkes betydeligt, hvis ikke man mestrer helt almindelig retstavning.

Derfor hep-hep for de to fagkonsulenter, Søren Husted-Pedersen og Nicolai Rekve Eriksen, der hæver fanen i dansklærernes interne blad. De lover, at man i Børne- og Undervisningsministeriet fremover vil prioritere retstavningen. De går direkte imod tidsånden. Håber, at de vinder.