Dansk, som man talte det på Det Kongelige Teater i gamle dage? Glem det!

Dansk er ikke, hvad det har været. Dansk vil om en generations tid ikke være det, det er i dag. Sådan er det med dansk. Sådan er det med levende sprog. At man ikke kan skrue tiden tilbage, er alle med forstand på sprog enige om. Men hvad bliver konsekvensen? Betyder det levende og uregerlige sprog ikke også, at dansk – sådan som også mange, især ældre danskere ser det – bliver mere og mere flad? Er historien om vores modersmål i virkeligheden en forfaldshistorie?

Vi har talt med nogle sprogkendere om, hvordan status for dansk er lige nu. På spørgsmålet om forfald eller ej siger Ole Lauridsen, der er sprogforsker, lektor på Aarhus School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet, og kendt fra DRs »Sproghjørnet«:

»Der sker i hvert fald nogle skred. Dansk var engang et sprog med en fantastisk masse værdier af vokaler, men der er flere og flere af dem, der forsvinder. Rigdommen af lyde forsvinder. Det gælder for eksempel også forskellen mellem i og e. Ligesom lyden r – i nogle sammenhænge forsvinder fuldstændigt.«

Er der noget at gøre ved det?

»Nej. Mit budskab til krakilerne er, at om vi så hopper eller springer, så ændrer sproget sig alligevel. De mekanismer, der får sproget til at ændre sig, har været de samme, siden vi sprang ned fra træerne. Vi mennesker er nogle dovne hunde, og kan vi udtale ord uden så megen mund- og tungegymnastik, så gør vi det. Det er sket gennem hele sproghistorien. På dansk bruger man for eksempel meget energi på at lægge trykket på første stavelse i et ord, og så har man ikke overskud til at tage endelserne med, og derfor er vores bøjningssystem brudt sammen. Tidligere havde dansk en forfærdelig masse endelser på ordene, ligesom på latin.«Er der overhovedet noget andet, der kan og bør gøres for at påvirke den sproglige udvikling i den ene eller den anden retning?»Man kan gøre noget ved tempoet,« siger Ole Lauridsen.

»Folk taler nogle gange så hurtigt, at man står af. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg hørte dårligt, men da jeg blev undersøgt, viste det sig, at jeg hørte som en havørn. Folk taler for hurtigt og for sjusket.«

Der er normer

Så vidt den almindelige udvikling. Eller afvikling, om man vil. Der er stadig er nogle normer. Dem tager Dansk Sprognævn tager sig af.

»Der er normer for så vidt angår retskrivning, herunder bøjning af ord og kommatering,« påpeger Ole Lauridsen.

»Det står alt sammen i Retskrivningsordbogen, der udgives af Dansk Sprognævn. Men for betydninger og udtale er der ingen faste normer, og det sker jo, at Dansk Sprognævn bliver bebrejdet, at der er så meget vaklen i geledderne. Man skal bare huske, at nok er udtale og betydning noget, som nævnet skal følge, men det er ikke noget, som de ifølge loven skal opstille regler for.«

Det er Ole Lauridsen godt tilfreds med.

Det er formanden for Dansk Sprognævn, professor Jørn Lund, også. Det er ikke sådan, at det hele sejler.

Der er ganske vist variationer, også geografisk betingede – dem kommer vi nærmere ind på om lidt – men det giver efter Jørn Lunds mening stadig mening at bruge »rigsdansk« som en fælles betegnelse for et stadigvæk eksisterende landsdækkende tale- og skriftsprog.

Jørn Lund peger i den forbindelse på den omstændighed, at der aldrig har været en sproglig konkurrence herhjemme på samme måde som i for eksempel Norge, hvor man udarbejdede det såkaldte landsmål på basis af en række dialekter. Håbet i Norge var, at landsmålet ville blive det nye norske sprog, som man havde behov for efter Norges løsrivelse fra Danmark i 1814. I Norge var der også en anden retning, riksmålsbevægelsen, som ønskede at fastholde det dansk-norske skriftsprog, og så var der en tredje vej, bokmål, hvor man gradvist reformerede det norske sprog, så det blev stadig mere norsk. Det betyder alt sammen, at der i dag ikke findes én slags norsk, men flere slags norsk. Og med utallige mellemformer.

»Det betyder også, at en sætning som »hun har ligget på sygehuset med brækkede ben« kan skrives på korrekt norsk på 1.564 forskellige måder!« siger Jørn Lund.

Rigsdansk – en fælles norm

I Danmark er situationen, som antydet, helt anderledes. Her blev rigsdansk – eller rigsmålet – en fælles norm, der byggede på det københavnske, man talte i 1700 og 1800-tallet. Der var dengang to såkaldte sociolekter, højkøbenhavnsk og lavkøbenhavnsk, og det var – ikke overraskende – det højkøbenhavnske, der blev normdannende, altså det københavnske, man talte på universiteter og fra prædikestole og – ikke mindst – på Det Kongelige Teater. Sidstnævnte var den ultimative normsætter, indtil Statsradiofonien overtog den rolle.

Hvordan ser det så ud i dag?

»Korsettet er blevet løsnet. Man tillader ting i DR, som man aldrig havde tilladt i Karl Bjarnhofs tid,« siger Jørn Lund med henvisning til forfatteren og journalisten, der i fjernsynets barndom var en meget kendt interviewer på Danmarks Radio. Der er sket så meget, at de plus 50-årige, der er vokset op med et pænt, velplejet konservativt DR-dansk ofte synes, at den er helt gal i DR.

»Hvis man skulle følge disse menneskers krav, kunne ingen under 50 blive ansat i DR,« siger Jørn Lund, der selv gerne så, at DR tog sproget lidt mere alvorligt, men mere hvad retorik end hvad udtale angår. Han peger samtidig på, at der findes mange slags dansk, som stadig kan kaldes rigsdansk eller rigsmål:

»Sammen med et par andre lavede jeg for Forskningsrådet en stor dansk udtaleordbog på 1.500 trespaltede sider. Ordbogen beskæftiger sig kun med rigsmål, men her er der så mange varianter: Der er det sprog, der tales af de gamle, de midaldrende og de unge. Der er de regionale normer, som viser, at her er der en bornholmer, en sønderjyde, en østjyde ...«

Og til trøst for dem, der kun ser forfald alle vegne, er det i øvrigt ikke sådan, at dansk i almindelighed kun går i retning af det mere og mere flade, siger Jørn Lund.

»I lang tid troede man, at det var det lavkøbenhavnske, der bredte sig, et lavkøbenhavnsk med flader a’er og så videre. Men det interessante, viser det sig nu, er, at det moderne sprog nu mere styres efter højprestige-grupperne, altså de klassiske rigsmålsformer. En kollega og jeg har netop lavet nogle analyser af sproget hos gymnasieelever i Aurehøj og Ishøj. Den viser, at det flade a ikke har sejret. A’erne er på vej til at stabilisere sig på noget, man engang opfattede som en gammeldags variant.«

Arbejder for et godt dansk

Spørger man formanden for Modersmål-Selskabet, Jørgen Christian Wind Nielsen, hvad begrebet rigsdansk eller rigsmål dækker over, siger han, at man godt kan opfatte rigsdansk som en norm, der i virkeligheden ikke bliver brugt mere.

»Hvem taler rigsdansk? Det er der ikke nogen, der gør. Selv om der nok er nogen, der gerne vil påberåbe sig, at de gøre det. Nu har vi lige givet Årets Modersmålpris til Søren Ryge Petersen, og det er jo ikke, fordi han taler rigsdansk, så man kan godt sige, at i Modersmål-Selskabets praksis er det ikke et rigsdansk-ideal, vi forfølger.«

Hvilket omvendt ikke betyder, at der ikke er en helt klar standard for dansk, understreger Jørgen Christian Wind Nielsen. For det er der.

»Vi taler jo alle sammen det samme dansk, med mindre der tales en etnolekt eller en sociolekt. Der er en altdominerende middelklasse i Danmark. Også sprogligt set.«Hvad er Modersmål-Selskabets eget ideal?»Vi vil gerne gøre opmærksom på, at sproget er vigtigt, ikke for dets egen skyld, men i forskellige sammenhænge. Men vi siger ikke til folk, at de skal udtrykke sig på den ene eller den anden måde. Vi arbejder for et godt dansk, og så definerer vi ikke nærmere, hvad dét er.«