Skatteministeren mødte bomberamte skattefolk: »Totalt uacceptabelt«

Skatteminister Morten Bødskov besøgte Skattestyrelsens bomberamte bygning for at sikre sig, at medarbejderne får den krisehjælp, de har brug for.

Direktør for Skattestyrelsen Merete Agergaard og skatteminister Morten Bødskov her fotograferet ved Skattestyrelsen på Østerbro i København på dagen efter eksplosionen, onsdag den 7. august 2019. Fredag mødtes skatteministeren med de ansatte i styrelsen for at sikre sig at de fik den tilstrækkelige psykologiske hjælp efter angrebet. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson

Skatteminister Morten Bødskov (S) holdt fredag møde med medarbejderne i Skattestyrelsen, der tirsdag blev ramt af en endnu uopklaret eksplosion. Ifølge ministeren handlede mødet først og fremmest om at sikre sig, at styrelsens ansatte følte sig klædt på, når det handlede om muligheden for at få krisepsykologisk bistand.

»Styrelsen gør meget ud af at sige til medarbejderne, at de skal tage sig den tid de skal bruge til at tale med hinanden om eksplosionen. Også selv om man måske ikke har behovet lige nu, for al erfaring viser, at man godt kan få behov for hjælp senere, når man har oplevet sådan et chok,« siger skatteminister Morten Bødskov, der betragter det som et »utroligt held« at ingen kom alvorligt til skade.

Han betegner angrebet, og tidligere angreb på danske skattekontorer og ansatte ved Skat, som »yderst alvorlige«. I 2003, nøjagtig 16 år før og på selve dagen for angrebet mod Skattestyrelsen tirsdag aften, blev Told & Skat ramt af en kraftig eksplosion på præcis samme adresse i Østbanegade på Østerbro.

»Det er meget bekymrende. Der bør stå den største respekt om de offentlige ansatte Det er folk, der arbejder for at få vores velfærdssamfund så godt som muligt, og derfor er dette selvfølgelig totalt uacceptabelt,« siger Morten Bødskov til Berlingske om angrebene.

Han opfordrer alle, der har oplysninger om eksplosionen til at henvende sig til politiets efterforskere.

»Enhver form for oplysning, hvor ubetydelig den end måtte tage sig ud, kan vise sig at have stor værdi senere,« siger skatteministeren.

Eksplosionen ved Skattestyrelsens bygning på Østerbro i København skete 22.16 tirsdag aften og  sendte en kraftig trykbølge mod facaden, der slog vinduer ud og anrettede kraftige skader på bygningen.

Direktør i Skattestyrelsen, Merete Agergaard, kaldte angrebet afskyeligt, da hun tidligt onsdag morgen ankom til styrelsen.

Told & Skats kontorer på Tagensvej blev udsat for en kraftig eksplosion i 2006, og i 2002 stod ukendte gerningsmænd bag et brandattentat i Korsør.