Seks stjerner til ny vikingeudstilling: »Det er på høje tid, at Nationalmuseet kommer på rette spor«

Nationalmuseet er atter på rette spor efter nogle problematiske udstillinger, hvor fri fantasi erstattede autentiske genstande. Med sin udstilling »Togtet« viser museet 3.500 genstande, og med filmiske indslag af høj kvalitet kan fakta og fiktion forenes på fornem vis uden at give køb på videnskabeligheden.

Da Bjørn Jernsides flåde på cirka 60-70 skibe forsøgte at slippe ud af Middelhavet, mødte de stærk modstand fra emirens skibe. Kun 20 vikingeskibe slap igennem. I seks flotte film skildrer Nationalmuseet Bjørns togt. Her er en af billederne fra filmene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin de Thurah, Kasper Tuxen/Nationalmuseet
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Nationalmuseets nye udstilling, »Togtet«, er hovedfortællingen Bjørn Jernsides og Hastings vikingetogt i 858 med en flåde på cirka 70 skibe med 2.000-3.000 krigere, der sejlede mod Spanien.

De krigslystne vikinger drog hærgende ned gennem Europa og sejlede derpå flåden ind i Middelhavet. Her fangede de slaver og fyldte skibene med kostbarheder. Fra arabiske kilder ved vi, at de terroriserede dele af Middelhavets kyster og også drog op ad franske floder og tillige nåede Norditalien.

Sådan har vikingerne set ud, da de sejlede mod Middelhavet. Frankisk skrift fra 1300-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Vikingerne var i Middelhavet i godt to år og fortsatte deres overfald på byer og fangede folk, som de frigav mod løsepenge. Da flåden sejlede ud ved Gibraltarstrædet i 861, blev den mødt af en talstærk flåde fra emiren. Fra arabiske kilder ved vi, at de beskød vikingernes skibe med græsk ild, pile regnede ned over skibene fra bueskytter, og vikingerne led store tab.

Muslimerne havde hurtige galejer, og slaget udviklede sig til mand til mand-kampe. Ud af vikingernes flåde gik 40 op i flammer. I Nationalmuseets katalog til udstillingen tilføjer historikeren Neil Price, at vikingernes togt var et af tidens mest ambitiøse krigseventyr. Men han tilføjer dog, at kilderne er fragmenterede og usikre, og vi ikke engang med sikkerhed ved, hvem lederne af togtet var. Muligvis var det Bjørn Jernside og hans bror Hasting, der begge sandsynligvis var sønner af Regnar Lodbrog, men vi kan kun med en vis rimelighed dokumentere, at Bjørn Jernside var den ene af lederne.

Fokus på genstande

Denne fortælling om vikingernes blodige angreb er fortalt i seks dramatiserede film, der kastes op på store lærreder, som skal ligne vikingeskibenes sejl, der er opstillet på bagsiden af Nationalmuseets kæmpestore jernkonstruktion at et vikingeskib. Filmene er dramatiske, velspillede og fantasiskabende.

Seks film viser Bjørn Jernsides togt til Middelhavet. Her ser gæster en af filmene, der vises på hvide flader, som skal illudere sejl fra et vikingeskib. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nationalmuseet.

Selvom udstillingen hedder »Togtet«, og hovedfortællingen er Bjørn Jernsides store plyndringstogt, er denne nye permanente udstilling en bredere fortælling om vikingernes verden hjemme i Danmark, der var forudsætningen for, at vikingerne kunne drage afsted. Nationalmuseets folk udstiller 3.500 genstande fra deres samling, der fortæller om vikingernes verden. Det er genstandene, der er i centrum, og hvis man ser nøje efter, er filmene afstemt med de autentiske genstande i resten af udstillingen.

Ranveigs skrin er et husformet relikvieskrin af takstræ beklædt med kobber, sandsynligvis fremstillet i Skotland. Flere skibsstævne er ridset ind på undersiden sammen med runeindskriften »Ranveig ejer dette skrin«. Ranveig ristede formentlig selv runerne. Fra slutningen af 700-tallet/begyndelsen af 800-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nationalmuseet.

Mange af genstandene så man ved Nationalmuseets sidste store særudstilling om vikingerne i 2013, men der er også nye fund med, som ikke mindst er kommet frem med hjælp af detektorsøgning. De mange genstande er udstillet i montre og kombineret med i alt 15 skærme, hvor forskere i korte film fortæller om disse genstande og sætter dem ind i en større sammenhæng. Det er dygtigt gjort, og vore bedste forskere fortæller engageret, så alle kan være med.

En lille dobbelthovedbeslag er et krigsbytte fra Irland. Beslaget er støbt af bronze og dekoreret med gul emalje. Det kan have siddet på et hængekar produceret i det irske område. Fundet ved Bringstrup, Sjælland og er fra 700-/800-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nationalmuseet.

Ud over disse 15 forskerfilm har Nationalmuseet opstillet fire store skærme, hvor man kan trykke sig ind på emner, hvor der fortælles om vikingernes liv og hverdag. Man har desuden fået kunstneren Jesper Ejsing til i store farveplancher at male vikinger. Men udstillingens fokus er på genstandene, og kurator Jeannette Varberg understreger, at museets eksperter nøje har gennemgået plancher og film for at verificere, at fremstillingen svarer til de autentiske genstande og vor viden om vikingerne, selvom kunsterne selvfølgelig har fået lov til at lege med visuelle udtryk. Plancherne er ikke dominerende i udstillingen.

Fætteren fra Fyn

Nationalmuseet viser to mennesker, der ser særdeles livagtige ud. En mand og kvinde står i fuld størrelse midt i lokalet, og som Jeanette Varberg, der viser mig rundt i udstillingen, siger, så ser de næsten frygtindgydende livagtige ud og ikke mindst, fordi manden fuldkommen ligner hendes fætter på Fyn. Ifølge Jeanette Varberg er figurerne genskabt af retsmedicinere, der efter de nyeste metoder kan få en 80 procent lighed frem, så vi vitterlig står over for genskabte figurer, der ligner de oprindelige vikinger. Bagved ligger en indviklet teknologi, som er forklaret i museets katalog.

Rekonstruktion af den 50-årige mand, som var begravet på Galgedil-gravpladsen på Fyn. Ansigtet er modelleret ud fra en tre-d-scanning af hans kranie. Dna-sekvensen var ikke detaljeret nok til at fastslå hans øjenfarve og hårfarve. Derfor er rekonstruktionen baseret på generelle genetiske grupper i vikingetidens Sydskandinavien kortlagt i nyere tids dna-studier. Rekonstruktion: Oscar Nilsson. Fold sammen
Læs mere

På udstillingen ligger også det opsigtsvækkende fund af to vikinger, der var nært beslægtet. Den ene er fundet i Danmark i en tom grav og den anden i England i en massegrav i nærheden af Oxford. Begge skeletter bærer mærker efter slag, og skelettet fra England har været slemt skamferet. Det er et utrolig held, at genetiske prøver har vist det nære slægtsskab mellem de to, og fundet åbner for mange spørgsmål om, hvorfor den ene var i Danmark, og den anden blev fundet i en massegrav i England.

Rekonstruktion af en kvinde, som var begravet på Galgedil-gravpladsen på Fyn. Det er rekonstruktionen til højre. Rekonstruktion: Oscar Nilsson. Fold sammen
Læs mere

Udstillingen efterlader ikke tvivl om, at vikingerne var nogle brutale og blodtørstige krigere. De nedbrændte byer og tog slaver. De fleste danskere er opdraget til at føle en vis stolthed over vikingernes gerninger, og vi sælger gerne historien til omverdenen. Heldigvis er der ingen moralsk fordømmelse eller afstandtagen i denne udstilling. Jeanette Varberg skriver i kataloget: »Med skibe, sværd, snilde på slagmarken, sans for handel og en stærk tro på, at heldet følger den modige, satte vikingerne deres aftryk i hele den kendte verden.«

Nationalmuseet har udarbejdet et fint katalog med dybdegående artikler, som desværre på grund af coronapandemien ikke er blevet færdig til udstillingens åbning, men som denne anmelder har fået tilsendt digitalt.

Døde vikinger synker ned i vandet efter mødet med muslimske styrker. Billede fra filmen om Bjørn Jernsides togt til Middelhavet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin de Thurah, Kasper Tuxen/Nationalmuseet.

Af kataloget fremgår, at Bjørn Jernside overlevede kampene mod de muslimske styrker og siden sandsynligvis deltog i en række andre vikingetogter. Men som det også fremgår af kataloget, så skyldes vor viden om dette langt senere kilder, og muligvis er Bjørn blevet til en myte, der er digtet videre på, og vor faktuelle viden hviler på skrøbelig grund. Men også denne erkendelse er af stor betydning.

Krucifikset er en af de ældste fremstillinger af den korsfæstede Kristus fundet i Danmark. Kvaliteten og materialet tyder på, at det er fremstillet til en højtstående person, måske i kredsen omkring kongen. Avnslev, Fyn. 900-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nationalmuseet.

Tilbage på rette spor

Udstillingen kommer godt rundt om mange temaer i vikingernes tid. Det er en fornøjelse at se, at genstandene er i fokus, og at man ikke indlader sig på vidtløftige fortællinger, der skal tilfredsstille tidens identitetspolitiske strømninger, #metoo-ønsker eller andre politiske modeluner. Her er det autentiske og videnskabelige i centrum. De filmiske indslag er alle lavet yderst professionelt og løfter udstillingen op på et fornemt formidlingsplan.

Guldskatten fra Fæsted. Skatten består af omkring 1,5 kilo guld og mere end 130 gram sølv. Kæden, det runde spænde og den tungeste af armringene er dekoreret i jellingstil. Flere af smykkerne er af høj kvalitet og måske lavet på kongelig bestilling. Hængesmykkerne med indfattede sten kan være importeret fra kontinentet. Anden halvdel af 900-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nationalmuseet.

Jeg har intet imod, at fantasien spiller med i en sådan udstilling, så længe museet fastholder autenticitet og videnskabelighed som det bærende og klart adskiller det faktuelle fra det fiktionelle. Det har Nationalmuseet på det seneste haft det svært ved, som udstillingen på Kronborg i år viste, hvor man ikke havde en eneste autentisk genstand i udstillingen om kongerækken, men blot Jim Lyngvilds fantasier.

Og Nationalmuseet har desuden haft en række mindre heldige særudstillinger de senere år. I 2019 havde museet mærkværdigvis indlånt en udstilling om Tyskland fra Storbritannien, der var malplaceret på et dansk nationalmuseum. Og i 2020 reducerede Nationalmuseet danskerne til en flok fladpandede typer i udstillingen »En skat til Danmark«. Så det er på høje tid, at Nationalmuseet kommer på rette spor og det er gjort fornemt i udstillingen »Togtet«.