Nationalmuseet reducerer os til et temmelig fladpandet land

På »En skat til Danmark« udstilles genstande, som danskere mener er vigtige for vor fælles historie. Ideen er fin, og mange genstande er spændende, men der er en skæv fokusering på 1970ernes autoritære strømninger, og kristendommen er mærkværdigt fraværende.

Nationalmuseet illustrerer den ceremoni, hvor man markerer, at en mand som 30-årig  stadig er ugift – og dermed pebersvend – med to olietønder, der har sex. Fold sammen
Læs mere

Forestil Dem, at De blev bedt om at lave en udstilling på Nationalmuseet med de ting, som De mener binder os sammen som nation, og som De mener har sat et uafrysteligt aftryk på vores fælles bevidsthed. Personligt ville jeg tage Bibelen eller Poul Hammerichs »Danmarkskrønike« med.

Men Nationalmuseets særudstilling »En skat til Danmark« giver indtryk af et temmelig fladpandet land, hvor religion, politisk kampen for frihed under Den Kolde Krig og den slags i vid udstrækning er udeladt til fordel for 1970ernes oprørskultur, popkultur og sex.

Udstillingen er skabt i samarbejde med bl.a. TV 2, der i 2020 har kørt en TV-serie af samme navn, hvor danskere kunne komme ind i studiet og fremvise og fortælle om genstande, som de mener fortæller et stykke væsentlig danmarkshistorie.

Der er indrettet en hel lille biograf, hvor man kan se de populære sengekantsfilm fra 1970erne. Fold sammen
Læs mere

Man har ladet tre fagfolk vurdere, hvilke genstande der var vigtige nok til, at de kunne udstilles, og sat disse genstande ind i museets egne rammer og forsynet dem med museets tekster.

Der er selvfølgelig mange tankevækkende genstande med. I første rum, hvor museet har genskabt et køkken fra 1970erne, er der fremlagt en husholdningsbog, hvor ægteparret Grøndal fra Esbjerg har noteret alle udgifter ned, fra grøntsager til biografbilletter. Ægteparret var nøjsomt, fordi pengene var små. Den slags bøger var ganske almindelige og siger meget om den ydmyghed, der prægede danske familier, før velstanden væltede ind over os.

Fitness-instruktøren Charlotte Bircow har afleveret videofilmen »Balder af stål«, der var starten på den fitness-bølge, der skulle gribe mange danskere, og der er eksempler fra danskernes grisefester på de charterture til syden, der fra 1950erne blev et væsentligt indslag i dansk samfundsliv. En kvinde har afleveret sin grønlandske folkedragt og fortæller i en bevægende film, at hendes far var dansk og moderen grønlandsk, og for at få hende tvangsintegreret i det danske samfund blev det hende forbudt at se sin mor.

Nationalmuseets særudstilling handler også om popmusik. Fold sammen
Læs mere

Blandt de mere dramatiske genstande er en rød skuldertaske, der blev brugt af de palæstinensiske terrorister, der bombesprængte et amerikansk flyselskab ved Buen i København i 1985. Også synagogen i Krystalgade blev ramt, mens det israelske flyselskab El Al gik fri, fordi palæstinenseren, der skulle placere bomben, af ukendte årsager opgav og smed tasken i Nyhavn. Siden havnede tasken, der rettelig skulle være forblevet hos politiet,  hos ejeren af det amerikanske flyselskab. Han har fået sin medarbejder Nina Glahn, der var på kontoret den dag i 1985, da bomben sprang, til at aflevere tasken. I en medfølgende videofilm viser det sig, at Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, chokerende nok aldrig havde hørt om terrorangrebet, der var det første alvorlige af sin slags i Danmark.

Allan Ottosen fra Ølstykke har afleveret sine soldaterpapirer, og dermed viser udstillingen også  noget om dette vigtige stykke danmarkshistorie. Anne-Marie Glistrup har lånt sin fars, Mogens Glistrups, bog om skattelov for at illustrere, hvordan skatten blev et dominerende tema i den politiske debat, som han skabte sin politiske karriere på. Langt de fleste genstande er fra 1950erne og frem, men der er dog et stort dannebrog, der illustrerer genforeningen i 1920, og en pisk, der sandsynligvis blev brugt mod en frihedskæmper under besættelsen. Det er frihedskæmperens datter, der har afleveret pisken til museet.

Det er alt sammen udmærket, men der er en klar overvægt af genstande, der er typiske for det antiautoritære oprør efter 1968. Her er eksempler på bz-bevægelsen,  sexgenstande i flere afskygninger fra de »frigjorte« 1970ere,  noget om marcher mod atomvåben og noget om kvindekamp, hvor bogen »Kvinde kend din krop« er blevet indlånt. Det er sådan set ikke mærkeligt, at disse antiautoritære udtryk dominerer udstillingen, for det var jo også, hvad pressen dengang lagde vægt på.

Kim Larsen hyldes som nationalskjald. Fold sammen
Læs mere

Men det er jo kun en meget snæver del af det danske samfund, der dermed skildres. Oprøret var begrænset til ret få, der alligevel fik sat deres præg på samfundet og stadig gør det. Man leder således forgæves efter aftryk på udstillingen af den kristne tro. Der et intet, såvidt denne besøgende nåede at se. Og der er ikke meget i udstillingen, der  illustrerer kampen for et demokrati midt under Den Kolde Krig, hvor der var venstreorienterede, der kaldte landets parlamentarisme for et skindemokrati. Hvad hvis »Kvinde kend din krop« var blevet suppleret med Bibelen eller Alexander Solsjenitsyns afgørende vigtige bog »En dag i Ivan Denisovitjs liv«, der stod på mange danskeres boghylde og markerede, at man forstod, at der foregik en kamp mod totalitarismen, både i Sovjetunionen og i Vesten?

»der er en klar overvægt af genstande, som er typiske for det antiautoritære oprør efter 1968«


Men den slags findes ikke på udstillingen, der har plads til dildoer, sexfilm, en kæmpeskulptur af to lyserøde olietønder, der korpulerer, grand prix-musik og mere af den slags. Udvalget er skævt. Nationalmuseets tre eksperter har udvalgt genstandene, og måske er det, fordi disse eksperter selv er resultatet af 1970erne, at udstillingen hænger fast i det tiår. Nationalmuseet trænger til en borgerlig ideolog, der kan fjerne al den strukturelle 1970er-fims, der præger dets nutidsaktiviteter.