Nina Munch-Perrin: »Jeg er ikke landet efter min fars død, det er så kort tid siden«

Vært på TV Avisen Nina Munch-Perrin er gået direkte i sine journalistforældres fodspor. Hun er stadig i sorg over den far, hun mistede for kun fire måneder siden – nu skal hun vænne sig til at være forældreløs. Nina Munch-Perrin er den første i en interview-serie om kendte danskere, der har valgt samme fag som deres forældre.

»I øjeblikket gør jeg mig mange tanker. Det gør man jo, når ens forældre ikke er her mere. Jeg er blevet forældreløs, det kan jeg godt mærke, jeg skal vænne mig til.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det var i sommer, hun mistede ham. Når smerten og savnet efterfølgende rammer så direkte og nådesløst, gør det – ondt.

»Jeg er ikke landet efter min fars død, det er så kort tid siden. Pludselig kan jeg blive rigtig ked af det, og så går det over igen.«

For vært på TV Avisen Nina Munch-Perrin kommer sorgen i bølger. Pludseligt og uventet skyller den ind i momenter fra et ubestemmeligt sted. Ind i en hverdag med fuld fart på og et liv, der fortsætter uændret.

Faren, Ebbe Munch-Andersen, der i næsten fire årtier var ansat som journalist på Dagbladet Børsen, døde 3. juni, og sammen med sin storebror har Nina Munch-Perrin brugt sommeren på at gennemgå hans ting.

Nina Munch-Perrins forældre, journalisterne Ebbe Munch-Andersen og Lone Zilstorff. ( Privatfoto 2007) Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

»Undervejs blev det ikke mindre hårdt af, at vi ramte ind i en »bølge 2«, hvor en gammel sorg fra min mor genopstod,« siger hun.

Moren var den tidligere vært på TV Avisen Lone Zilstorff, og forældrene var næsten lige blevet skilt efter 40 års ægteskab, da moren døde i 2014.

»I øjeblikket gør jeg mig mange tanker. Det gør man jo, når ens forældre ikke er her mere. Jeg er blevet forældreløs, det kan jeg godt mærke, jeg skal vænne mig til.«

Hun rykker lidt ind i skyggen ude i den solrige gårdhave i DR Byen. Fødderne er stukket ned i et par sneakers, ansigtet uden makeup. Om en halv time skal der følges med i endnu et coronapressemøde, og klokken 21 skal der bydes velkommen i studiet til den sene udgave af TV Avisen.

Nina Munch-Perrin

»»I øjeblikket gør jeg mig mange tanker. Det gør man jo, når ens forældre ikke er her mere. Jeg er blevet forældreløs, det kan jeg godt mærke, jeg skal vænne mig til.««


Nina Munch-Perrin skulle have siddet bag et skrivebord og som socialrådgiver behandlet sager med afsæt i familieret, civilret og sociallovgivning. Uddannelsen var hun i gang med. Og så langt i sine overvejelser, at jura på længere sigt kunne være en mulighed.

Men i et anfald af spontanitet befinder den dengang 21-årige Nina sig en lørdag i maj 1996 ombord på færgen Peder Paars med kurs mod Aarhus og optagelsesprøven på Danmarks Journalisthøjskole. Ubesværet dribler hun gennem prøven, er hurtigt færdig, og et par måneder senere journaliststuderende. På vej ind i en verden, som er alt andet end ukendt. I en branche, hun er vokset op med og har været en del af, så længe hun kan huske.

Nu skal hun selv navigere og finde sin egen vej ind i journalistikken.

Et røgfyldt paradis i Møntergade

Når hun som en lille pige sammen med sin far var inde i Møntergade, og de fulgtes op på redaktionen med den velkendte lyd af klaprende skrivemaskiner, faxens monotoni, de høje stemmer, telefonernes konstante kimen og røgen fra osende cigaretter, var det aldrig kedeligt. Aldrig noget, der bare skulle overstås. Men fascinerende, spændende, tempofyldt, energisk, sjovt. Med en oplevelse af, at der var noget ganske særligt på spil lige netop den dag, hvor hun var med.

»Det er jo næsten sådan helt… hvad skal jeg sige? Jeg er min mor, og jeg er min far. Eller et eller andet midt imellem. Jamen, get your own life ha, ha. Men - jeg føler nu, at jeg har truffet mine egne valg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Mange år senere har Nina Munch-Perrin tænkt over, hvorfor optagelsesprøven dengang forekom hende så let.

»Jeg er vokset op med journalistikken og den kultur i et miljø, som begge mine forældre var så engagerede i. De elskede deres fag,« siger hun.

»Hvis du ikke var to-the-point med dit budskab ved middagsbordet som barn, var det bare ikke din tur til at fortælle. »Hvad er det, du vil sige? Hvad er historien? Hvad er pointen? Fortæl det på en interessant måde, så du kan kræve andre menneskers opmærksomhed.«

Det var jo slet, slet ikke så bastant og blev ikke sagt med ord, men det var hele den måde at tænke på og være på, som var en del af min brors og min opvækst.«

Nina Munch-Perrin

»»Hvis du ikke var to-the-point med dit budskab ved middagsbordet som barn, var det bare ikke din tur til at fortælle.«


Hun erkender, at det umiddelbart kan lyde lidt kynisk og måske ikke altid har været lige let for et barn i huset.

»Men det var naturligt og bare sådan, det var. Jeg husker det ikke for noget dårligt.«

Mens hendes far altid har arbejdet som økonomisk journalist, var hendes mor i slutningen af 80erne et kendt ansigt som vært på TV Avisen. Nina Munch-Perrin smiler et dybt selvironisk smil.

»Det er jo næsten sådan helt ... hvad skal jeg sige? Jeg er min mor, og jeg er min far. Eller et eller andet midtimellem. Jamen, get your own life, ha, ha. Men – jeg føler nu, at jeg har truffet mine egne valg. Iøvrigt har hverken min mor eller far nogensinde foreslået mig at blive journalist. Det har altid været: Gør, hvad du har lyst til. Men er det egentlig ikke også altid det svar, man får, når man spørger folk, der vælger samme branche som forældrene?«

For Nina Munch-Perrin har netop finansstoffet været hendes faste område, og undervejs kom der også en finansiel uddannelse fra CBS, som var til gavn for hende, både som erhvervs- og økonomikorrespondent hos DR Nyheder og som kommunikationsdirektør i den private interesseorganisation Finans Danmark.

»Man joker med, at journalistik er skønt, du skal bare forlade det i tide. Det var nok også sådan, jeg havde tænkt. Indtil jeg senere så blev overtalt til at komme tilbage som vært. Noget, jeg bestemt ikke har fortrudt.«

Du skal ikke please cheferne

Det var dog aldrig hendes mening at vende tilbage til TV Avisen i en langt mere alsidig og topeksponeret funktion som vært. Finansstoffet var og blev hendes bane. En bane, hendes far nok skal have det meste af æren for, mener hun.

Den fascination, Nina Munch-Perrin mærkede så stærkt, når hun var med sin far inde på Dagbladet Børsen, var noget helt andet, end når moren tog hende med ud i TV-Byen, selv om der var altid var spændende i 2860 Søborg, med TV-skærme overalt, OB-vogne og sjove mennesker. Med faren var hun oftere med ude i virkeligheden. I en havn eller på en byggeplads eller ved noget helt tredje i København, som faren skulle dække.

»Undervejs blev det ikke mindre hårdt af, at vi ramte ind i en »bølge 2«, hvor en gammel sorg fra min mor genopstod.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Min mor havde sikkert på overfladen det mest spændende job. Men det var sjovest at være på job med min far,« siger hun.

»Af indlysende grunde har jeg ikke talt med min mor om det jobskifte, jeg tog, da jeg i 2018 blev vært på TV Avisen. Men jeg nåede alligevel at lave en del TV, inden jeg mistede hende, og jeg nåede også at tale meget med hende om hendes erfaringer som TV-journalist og vært. Min mors råd til mig var meget entydige, og jeg husker dem ret præcist:

»Gør det på den måde, du synes, det skal gøres. Så finder du ud af, om cheferne og seerne vil dig, eller om de ikke vil dig,« sagde hun.

Nina Munch-Perrin

»Jeg synes, min mor var en fremragende vært, men hun brød sig i virkeligheden ikke om det. Om at sidde dér foran skærmen og træde ind i folks stuer.«


Du skal ikke ændre dig selv for at gøre cheferne – eller seerne – tilfredse. Det kommer der aldrig noget godt ud af, for du vil føle, at du ikke leverer det, de gerne vil have. Derfor vil det være en evig og forgæves stræben efter deres anerkendelse. Du kan give dem dig, og hvis de ikke vil dig, så er du much better off et andet sted.

De råd har jeg faktisk fulgt.

Min mor vidste jo, hvad hun talte om. Da hun blev vært  på TV Avisen, skulle hun tillægge sig en helt anden stemme. Min mor havde en dyb, skøn stemme. På TV skulle den åbenbart være lys og fin. Jeg aner ikke, hvem der fandt på det. Dengang min mor var vært på TV Avisen, tror jeg ikke, hun nemt kunne stille sig op og sige: Nej, det skal ikke være sådan! Jeg synes, det skal være sådan.«

Og hendes råd til mig var derfor ret klart, at jeg først og fremmest skal være mig selv, når jeg er »på«.

Heldigvis nåede jeg også at tale en del med min far, da jeg tog jobbet på TV Avisen. Han boede jo sammen med min mor, da hun var vært, og kunne huske de sværdslag, der var.

Min mor var for sød, for meget en pleaser og en ordentlig flinkepige i jobbet. Hun rettede ind. Det passede ikke min mor, for hun var grundlæggende ikke en pleaser, og derfor ved jeg, at hun måtte lægge mange bånd på sig selv for at være på TV Avisen. Jeg synes, min mor var en fremragende vært, men hun brød sig i virkeligheden ikke om det, og det sled på hende. Af de forskellige jobs, hun har haft – og hun har både været foran og bagved skærmen –  ville hun helst være bagved.

Hun følte sig langt bedre tilpas, når hun kunne få værtskolleger eller studerende – hun underviste i en årrække på SDUs journalistlinje  – til at blomstre og udvikle sig, end når hun selv var et ansigt på skærmen.«

Fra Lone Zilstorff blev nyhedsoplæser, som det hed i 1986, siddende statisk ved et bord i studiet, og til TV Avisens omvandrende værter i 2020 er der ikke den store forskel, mener Nina Munch-Perrin.

It's showtime!

»Du skal stadig inviteres ind i folks stuer. Seerne skal vælge, »at hende der, hende gider vi godt. Eller også gider vi hende ikke.«

Så er jeg med på, at selve formatet med årene også er blevet et show. Jeg bevæger mig rundt i studiet med billeder og grafik og alt muligt. Men det er kun selve formatet og indpakningen af TV Avisen, der er ændret. På samme måde som min mor skulle, er det stadig min primære opgave at skaffe mig adgang til folks stuer derhjemme.«

Nina Munch-Perrin erkender, at mange seere i dag har tre andre skærme åbne, samtidig med at de med et halvt øje følger TV Avisen. Så det kræver noget at få seernes opmærksomhed.

»I min mors tid kunne seerne måske sidde med en bog og have TV Avisen kørende. Der var heller ikke så mange kanaler at zappe over til. Men det ændrer ikke ved, at TV-Avisen stadig er et tilvalg eller et fravalg. Min ambition er at nå så mange danskere som overhovedet muligt med noget vigtig information, som vi efter bedste evne prøver at gøre både vedkommende og underholdende. Og vi kommer ikke til at skrue ned for show-formatet.«

Nina Munch-Perrin rykker ud i en solstribe i gårdhaven og tager solbriller på.

Hun siger, at det var en anden tid, da hendes forældre arbejdede som journalister. En helt anden tid.

Hun beskriver sine forældre som to udprægede individualister og meget forskellige. Moren med ordentlighed helt ud i fingerspidserne, der altid ville stå på egne ben. Hun startede i mesterlære på JyskeVestkysten og kom siden til DR og Christiansborg, inden hun blev nyhedsoplæser. Og faren, den festglade original, som hun kalder ham, der havde en handelseksamen og kunne charmere de fleste, og som tilbragte al sin journalistiske tid på Dagbladet Børsen.

»I dag kan jeg måske tydeligere se, hvor forskellige, de var. En forskellighed, der vel også har sat sit præg på mig og på de valg, som jeg har truffet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

De var to modsætninger, der havde fundet sammen, og som blev ved med at være sammen i mange år, indtil de altså efter 40 år valgte at gå hver til sit.

»Det har jo nok heller ikke gjort deres ægteskab lettere, for det bølgede en del, at de begge bevægede sig rundt i nogle meget udadvendte, boblende kredse, hvor man hele tiden møder andre mennesker. Så man kunne jo også vende det på den måde og sige: Hvor var det flot, at de holdt sammen så længe, før de blev skilt.«

Da Nina Munch-Perrin og broren i sommer gennemgår farens hjem, er de ikke forberedte på, at der dukker flere ting op fra deres mor.

»Vi havde jo gennemgået min mors lejlighed, da hun døde seks år tidligere, men pludselig finder vi mine forældres bryllupsalbum og gamle kærestebreve, som min far har gemt efter min mors død, jamen, alt muligt! Så vi tog ligesom hele sorgturen én gang til. Det synes jeg har været hårdt.«

Der blev festet, drukket og røget

Nina Munch-Perrin forklarer sin fars dødsårsag med »det, man officielt kalder for terminalt hjertesvigt i kølvandet på en kræftbehandling, som han ellers var blevet erklæret rask for.«

Begge journalistforældre har ifølge Nina Munch-Perrin haft »et helt forrygende liv i en medieverden på den gode, gammeldags måde.« Et liv, hvor der blev festet, drukket og røget.

»Min mor drak faktisk aldrig, til gengæld røg hun. Og min far, han gik all in. Som han plejede at sige, når folk spurgte, hvor meget han røg: »Så meget, jeg kan nå.« Han burde jo være holdt op, og når vi diskuterede rygning med ham – jeg erkender, at jeg har været meget efter ham – svarede han med et stort og dybt sarkastisk grin: »Hvis det var så farligt, ville det jo være forbudt.««

Nina Munch-Perrin ryster let på hovedet.

Når hun de seneste måneder mange gange har sendt tankerne tilbage til fortiden, udløst af hendes fars død for nylig, er hun ikke i tvivl om forældrenes betydning.

»De har begge betydet så meget for mig. Så meget,« gentager hun som en understregning og fortsætter: »For hver dag, der går, er det, som om fortiden fylder mere, ikke mindre,« siger hun.

»I dag kan jeg måske tydeligere se, hvor forskellige de var. En forskellighed, der vel også har sat sit præg på mig og på de valg, jeg har truffet. Jeg er virkelig blevet en blanding af deres forskellige måder at angribe livet på. Noget, jeg i hvert fald  har lært gennem årene, er hvor vigtigt det er ikke at være en flinkepige, som min mor var.«

For Nina Munch-Perrins mor var det altid pligten før fornøjelsen.

»Sådan helt firkantet sagt, så skal man støvsuge, før man kan feste, mens min far havde det stik modsat: Han skulle helst have alt det sjove med fra start.

Det var et hjem i Skovshoved med masser af frihed.

»Som ung havde min mor været underlagt en hel del kontrol fra sine egne forældre, derfor var det vigtigt for hende at give mig og min bror al den frihed, hun ikke selv havde fået. Paradoksalt nok ønskede jeg måske ikke så meget frihed og ville gerne have haft, at hun havde guidet mig mere, især da jeg var mellem 20 og 30. Et årti, hvor der opstår mange eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Hvor skal jeg hen? Så hun måtte gerne have blandet sig noget mere i mit liv. Men hun ville ikke.

Så når jeg bliver spurgt, om jeg havde et nært forhold til min mor, er svaret både ja og nej. Der var altid en forståelse, en opbakning og en skulder at græde ud ved, men hun blandede sig aldrig og kom ikke med sin ærlige mening om ting, som hun mente, en mor skulle holde mund med. Formentlig fordi hun selv havde haft rigeligt af indblanding.

Samtidig var det vigtigt for hende at lære min bror og mig, at de drøje hug, livet indimellem og uundgåeligt byder dig, dem skal du desværre nok være indstillet på selv at måtte klare.«

Det har altid været: Gør hvad du har lyst til. Men er det egentlig ikke også altid det svar, man får, når man spørger folk, der vælger samme branche som forældrene?« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.