Marie Louise er vokset op i »den privilegerede overklasse« i Charlottenlund: Vores liv ville styrte sammen, hvis sandheden om min far kom frem

Hvis bare hun kunne slippe væk fra den klaustrofobiske kahyt på Oslobåden.

Væk fra sine forældres voldsomme og høje skænderi. Med ydmygelser og fysisk tumult, som om natten har vækket adskillige af gæsterne i de andre kahytter, de fleste med sovende familier på vej på skiferie. Marie Louise trykker puden ned over sit hoved og lukker øjnene stramt i, mens gæsterne ombord banker løs på de tynde kahytvægge og insisterer på nattero.

Ude i den smalle gang prøver hendes mor at undgå, at faren kommer op at skændes med nogen, hun vil bare have ham i seng. Han er den charmerende og velhavende skibsreder fra Charlottenlund, der iført habit, blankpudsede sko og en cigaret mellem to fingre aftenen igennem har styret baren med sit gode humør og sine pengesedler, når han generøst har betalt for drinks til de andre bargæster.

Situationen er så skamfuld, at Marie Louise ønsker, hun kunne blive til skumsprøjt på bølgerne uden for kahyttens lille vindue. Gråden sidder fast i halsen, vejrtrækningen er ujævn, og hver eneste muskel i den spinkle krop er spændt.

Inden længe vil faren være faldet i dyb søvn, det ved hun. Bedøvet af alkohol efter endnu engang at have været midtpunktet ved en bardisk eller en festlig sammenkomst.

Alt ville styrte sammen og gå i opløsning

»Næste morgen var mine søskende og jeg stadset op i pænt og nyvasket tøj, da vi alle fem gjorde vores entré i Oslobådens restaurant for at spise morgenmad. Mine forældre smilede og nikkede godmorgen til alle. Alt var tilsyneladende normalt, og det, der var sket om natten, ikke længere en del af virkeligheden. Nu skulle vi på den årlige familie-skiferie i de næste ti dage,« husker Marie Louise Pii Winkel, der dengang var otte år.

I takt med, at farens afhængighed udvikler sig, ødelægger det gradvist hans dømmekraft og følelser, og hans familie reduceres til objekter, der skal vises frem.

»Vi skulle passe ind i en fastlåst ramme, uden plads til personligheder og individualitet. Det var der ikke overskud til, for hvis sandheden om min fars alkoholisme og alt det, den medførte, først blev erkendt som et alvorligt problem, både udadtil og indadtil, ville vores liv styrte sammen, og alt gå i opløsning. Vi havde hver sin rolle, og man vidste meget tidligt, hvordan den rolle skulle udfyldes. Min far elskede os højt, han var meget stolt af os, for hans familie var det vigtigste. Men at vise os sin kærlighed, var noget, han aldrig havde lært.

Min far var en meget afholdt og generøs mand, et ordentlig og følsomt menneske. Men han var en knokler og perfektionist, det var aldrig godt nok. Hverken som forretningsmand, som far og eller som menneske. Min mor knoklede også, hun kæmpede for os alle og for en god familie. Det hele skulle være så godt. Men noget gik galt undervejs.«

Det er episoder som den på Oslobåden, som Marie Louise Pii Winkel kan nævne mange af fra sin opvækst i et dysfunktionelt, alkoholisk overklassehjem på en af Charlottenlunds kendte velhaverveje. I en villa med kostbare ægte tæpper, antikviteter, sølvtøj og lofter dekorerede med krystallysekroner. Så mange, at en ny veninde på et tidspunkt udbryder:

»Jeg har aldrig i mit liv set så mange lysekroner i det samme hus!«

Når familien ikke er i Charlottenlund, holder alle fem ofte fri sammen i sommerhuset i Hornbæk. Det er her, faren finder fred, når han smider habitten, trækker i sin norske sweater og stikker i et par træsko.

»Her kom vi ned i gear, når vi cyklede ture i skoven, sad foran pejsen om aftenen eller havde gæster. Men når jeg tænker tilbage, er det ikke hele sandheden, for jeg husker også min fars blanke øjne, når han kom ind fra haven. Han virkede fraværende og trist.«

Gennem sin opvækst får Marie Louise Piil Winkel jævnligt at vide af forældrene, hvor heldig hun er. Hvor meget hun skal sætte pris på alt det, hun har, og som ikke er så mange andre børn forundt.

Tror hun måske, at græsset er grønnere inde hos naboen?

»Jeg hørte til i den privilegerede overklasse, derfor kunne jeg ikke være utaknemmelig og hysterisk. Min fars tiltagende alkoholisme var noget, jeg skulle acceptere, det lå implicit, men blev aldrig sagt, for vi talte ikke om det. I dag ved jeg, at min far led af en sygdom. Når man er afhængig, og afhængigheden udvikler sig, er det en forførende, men nedadgående og dødelig spiral.

Hvad vi havde af problemer blev altid bagatelliseret, også selv om nogle af problemerne i en periode var ret voldsomme i forhold til min bror. Der var bare aldrig noget, der var særlig slemt, heller ikke min fars afhængighed. Andre familier havde jo også deres småting at slås med. Dét var attituden.«

Henter fars flasker oppe i klædeskabet

På Oslobåden kan Marie Louise fornemme blikkene fra de andre gæster i restauranten og mærke hullet i sin mave. For selv om hun ved, at farens pinefulde eskapader om natten og morens forsøg på at styre ham er overstået for denne gang, er hun ubevidst klar over, at det vil ske igen.

»Jeg var på vagt, jeg var altid på vagt. Ville det ske i eftermiddag? Eller ville der denne gang gå flere uger? Når jeg sad ved middagsbordet derhjemme, kunne jeg se det på hans øjne. De var et spejl af, hvad jeg kunne forvente. Oftest i form af meget voldsomme skænderier mellem mine forældre.«

Derhjemme sidder Marie Louise ofte oppe på et repos på villaens førstesal, mens hun iagttager og frygter, hvad der vil ske, når forældrene begynder at skændes. Køkkenet og den ene stue er adskilte af et par salondøre, som hårdt bliver knaldet i, frem og tilbage, i takt med skænderiernes styrke. En dag er en af salondørene pludselig fjernet, men ikke forældrenes diskussioner.

Marie Louise er efternøleren. Storebroren er flyttet hjemmefra, mens hendes storesøster senere flytter ned i kælderetagen med sin kæreste, hvor hun lever sit eget liv. Søsteren og hendes kæreste er ikke meget hjemme. Derfor er det Marie Louise, der fra hun er omkring 11 år og frem til, at faren dør af lungekræft, da hun lige har afsluttet niende klasse, er datteren, som af sin mor bliver bedt om at hente flasken til far.

Efter en lang arbejdsdag på kontoret inde i Bredgade skal faren have et glas eller to at slappe af på, når han kommer træt hjem.

»Som så mange andre havde vi også et barskab nede i stuen. Men det var ikke her, jeg blev bedt om at hente flasken. I det værelse, min bror havde oppe på 1. sal, før han flyttede, var der et klædeskab. Og i bunden af klædeskabet stod en flaske gin. Andre gange blev en flaske hentet i et reserveskab i et kosteskab. Barskabet i stuen var kun til pynt, som noget, der symboliserede normalitet.«

Det er Marie Louises mor, der beder hende om at hente flasken, hvorefter moren skænker op i det glas, hun har stillet frem foran faren.

»Jeg følte mig medskyldig i alt det dårlige, der skete i vores hus, når jeg kom ned i stuen med flasken. Jeg hadede det. I dag ved jeg, at det var min mors måde at overbevise sig selv om, at hun kunne styre min fars afhængighed og indtag og måske derved hjælpe ham. Hun så hans kamp med sig selv. Men det var en illusion at tro, at hun kunne styre det, for på det tidspunkt var det hele ude af kontrol.

Forinden havde mine forældre søgt hjælp på Gentofte Hospital, men fået at vide, at min far ikke kunne lide af alkoholisme, når han både havde fint job, hus og familie. Hjælpen blev noget antabus. Men i dag ved man fra forskningen, at antabus ikke kan stå alene, og kort tid efter blev det igen et nederlag for ham, da han begyndte at drikke. Min far skulle have haft professionel hjælp og været sat i et regulært behandlingsforløb.«

Udvikler en spiseforstyrrelse

Fra Marie Louise går i femte-sjette klasse, hænger hendes nevesystem i laser. Hun har aldrig ro med sig selv og får gradvist sværere ved at koncentrere sig i skolen og finde overskud til nære venskaber.

Selv om hendes far ikke er påvirket af alkohol hver dag og også har sine gode perioder, er han nu i godt i gang med styrte sig selv og sin familie ud over kanten.

»Hans afhængighed forårsagede på forskellig måde meget stor skade og eftervirkninger for os alle,« siger Marie Louise Pii Winkel.

Selv udvikler hun en spiseforstyrrelse i sine tidligste teenageår. En spiseforstyrrelse, hun siden kommer til at kæmpe med i mere end ti år, mens moren et par år før farens død begynder at dulme sig med benzodiazepiner, udskrevet af familiens læge i Charlottenlund. Morens afhængighed af nervemedicinen varer i ca. 20 år. Også Marie Louise Pii Winkels to søskende er på hver deres måde påvirket af opvæksten.

»Efter min fars død, da jeg gik i niende klasse, stod min mor med en stor sorg, tre børn –  selv om de to var voksne – et hus og en økonomi, hun aldrig havde haft indblik i. Hun var uddannet jordemoder, og efter 25 år som hjemmegående tog hun et job som hjemmehjælper i kommunen. I de sidste par år af sit liv havde min far ikke haft styr på økonomien, så hun måtte selv klare det.«

Når virkningen af morens nervemedicin skal fremskyndes eller forstærkes, spæder hun op med stærk spiritus.

Så smukt kunne det have været

Marie Louise Pii Winkel, 47, har inviteret indenfor i sit hus i Hornbæk, hvor hun i dag bor sammen med sin mand og parrets to piger.

»Jeg ved, at mine forældre elskede hinanden meget højt. Men alkoholen var kommet mellem dem som noget altødelæggende og destruktivt,« konstaterer hun.

»Jeg kan stadig blive trist, når jeg tænker på, hvor smukt og dejligt et liv, vi kunne have haft, hvis ikke ...«

Hun fuldfører ikke sætningen.

»Det, der længe generede mig, og som gjorde ondt, var, at vi aldrig kunne tale om, hvor alvorligt et problem vi havde haft i familien. At vi ikke kunne sætte ord på, hvordan vi hver især havde haft det. I mange år efter min fars død fornægtede min mor hele den del af vores liv.

Skulle hun have sagt undskyld? Hvis man skal sige undskyld, kræver det jo, at man tør kigge på, hvad det er, man har gjort, og på alt det, der skete. Men det kræver selvværd at blive i stand til tage ansvaret på sig for noget så skamfuldt som at have givet sine børn en opvækst i et hjem med en alkohol-afhængighed. Endda et hjem med god økonomi og masser af muligheder, som blev forspildt. I dag ved jeg, at det er en sygdom i familien, og at hvis mine forældre havde haft viden om alt det, de var oppe imod, kunne det hele have set meget anderledes ud.«

Op gennem Marie Louises barndom har begge forældre stor selvtillid udadtil, mens selvværdet kan ligge på et meget lille sted.

»De var ikke bekendte med forskellen. De var opdraget med at du er værdifuld i kraft af hvad du gør/præsterer og ikke hvem du er. Når du har et lavt selvværd, går du i forsvarsposition. Jeg tror, det var mine forældres overlevelsesstrategi at manipulere med virkeligheden, ellers var den for ubærlig. For hvordan kan man ellers tage ansvar for at have påført sit barn nogle traumer? Så er man jo det mest modbydelige menneske i verden, og hvem kan holde det ud? Mange ville nok mene, at man som forældre havde fejlet big time, men hverken min mor eller far kendte konsekvenserne af alkoholisme, som er en sygdom.«

Generationen der ikke kan sige undskyld

Mange år senere forsøger Marie Louise Pii Winkel gentagne gange at få sin mor til at tale om opvæksten, men forgæves.

»Hvordan taler vi om noget, der er svært? Mange fra min forældres generation har ikke forudsætningerne, de har ikke været vant til selvrefleksion, ikke haft ordene og sproget, for det hele har været en form for overlevelse. Måske ikke i økonomisk forstand, men overlevelse i en kultur, hvor man klarer sig selv, og hvor der knokles igennem for at skabe en social status og opretholde en facade. Det var de vigtigste værdier, når livet ikke var snorlige og med normer, hvor piger skulle være pæne, og drenge ikke måtte græde.

Som barn rettede man ind. Ingen tog hensyn til den enkelte og spurgte, hvordan man i virkeligheden havde det.«

For Marie Louise Pii Winkel skulle der gentagne forsøg til gennem flere år, før hendes mor i en alder af 75 år endelig sagde:

»Ja, far havde et alkoholmisbrug, og det var ikke let.«

Forinden indvilliger moren i at deltage i et Al-Anon-møde i Hellerup i form af et 12-trins program for pårørende til alkoholikere, selv om faren på det tidspunkt har været død i mange år. Her skal Marie Louise Pii Winkel i et foredrag fortælle sin historie.

»Bagefter er min mor lige ved at falde ned af stolen. Hun siger, at hun overhovedet ikke kan genkende det, jeg har fortalt, og der skal gå yderligere et par år, før hun for første gang nogensinde nævner ordet alkoholmisbrug. Det var en kæmpe lettelse for mig og en form for forløsning.

Det blev starten på en lang rejse med større erkendelser og mindre benægtelse som ender med, at min 75-årige mor går i seks ugers behandling i Ålsgårde for sin afhængighed af lægeordineret nervemedicin, spædet op med spiritus. Efter et år lykkes det min mor at blive clean og ædru. I dag er hun 87 år, og jeg har igen fået en nærværende, kærlig og glad mor, der er til stede, og som stadig øver sig i at tale om vores fortid og alt det, der var svært.Jeg er utrolig stolt af min mor, for det har krævet et stort mod og vilje.

I dag er mit største ønske at minimere risikoen for at videreføre den dysfunktionelle adfærd, så mine egne to børn senere skulle blive afhængige af alkohol, som er en sygdom i vores familie. Jeg er bevidst om min adfærd, kender mit ansvar og mine fejl og håber, at jeg vil kunne sige undskyld, hvis det skulle ske for mig«.