Medinas chok for åben mikrofon: »Er jeg død?«

Streaming. Samtaleprogrammet »Det sidste måltid« er en gedigen succes og godt på vej til at blive en klassiker. Ikke mindst fordi gæsterne får lov til at tale ud. Med mad i munden.

Selvsikker og usikker: Sangerinden Medina er Lærke Kløvedals gæst i »Det sidste måltid«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad siger de om mig, når jeg er død?

Tænk at ligge i kisten og lytte til snakken hen over låget. Eller bedre endnu: Tænk sig at læse sin egen nekrolog i avisen.

Som skrivende har jeg selv forfattet den ene sidste rune efter den anden – folk har det jo med at gå hen og dø. Også i utide. Derfor ligger nekrologerne klar på nogle af landets mest kendte mennesker, hvor morbid en fornemmelse man end har, når man er den, der skal skrive dem.

Og lad mig bare afsløre: Det er aldrig nogen let opgave at være den, der får det sidste ord. For hvordan kan man overhovedet yde den døde retfærdighed? Hvordan kan man få det hele med? Hvordan sikrer man sig, at det, der skal siges, bliver sagt?

Radio 4 har et program, som faktisk giver de døde mulighed for at gøre indsigelser over for den nekrolog, der er skrevet om dem.

Nu er det ikke ligefrem sådan, at den landsdækkende radio vader i lyttersucceser. En måling viste for nylig, at kun 38 procent af danskerne overhovedet aner, at den skatteyderbetalte station eksisterer. Men programmet »Det sidste måltid« er gået hen og er blevet et af de programmer, folk kender, også selv om de måske slet ikke har opfattet, at det er en radio ovre i Jylland, der sender programmet. Podcasten har gjort sit indtog i danskernes tilværelse, og »Det sidste måltid« lever sit eget liv og placerer sig flot på listerne over de programmer, danskerne gerne streamer og hører. Ja, så populært er programmet ligefrem, at det også har været fremført live for et betalende publikum i salen.

Ingen falsk beskedenhed

Det er journalisten og madanmelderen Lærke Kløvedal, der er kvinden bag programmet. Og hun er altså i stand til at tale med de døde. Eller rettere: Med dem, som engang skal dø, men som nu – i en halvmorbid øvelse – er inviteret på deres eget sidste måltid, hvor værten læser den nekrolog, hun har skrevet, op for dem.

Meget venlige nekrologer, skulle jeg hilse og sige. Og det er morsomt at høre, hvordan de fleste af hendes gæster æder det hele råt og synes, det er helt på sin plads, når de fremhæves for deres store bedrifter og endnu større bidrag til det danske samfund. Ingen falsk beskedenhed her, når det kommer til stykket.

Lærke Kløvedal er en empatisk interviewer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men nu er det også A-listen af kendte mennesker, der er på Kløvedals gæsteliste, så de fleste har noget at prale af. Efterhånden 88 af dem, vi alle kender. Det er tilsyneladende blevet lidt af et ridderslag at være gæst hos Kløvedal. Bliver man ikke budt, er man ikke rigtig noget.

Ufortyndet taletid

En, der absolut er noget, er for eksempel popstjernen Medina, som i et af de seneste programmer også bliver bedt om at vælge den overskrift, hun synes er mest passende: »Medinas betydning for dansk musik kan ikke overvurderes«. Så er det ligesom på plads.

Medina får lov til endnu engang at skyde skylden for alle sine dårligdomme på den presse, som – ret skal være ret – ikke altid har behandlet hende ordentligt. Tænk bare på dengang, Politiken begik karaktermord på sangerinden ved at lade hende tale uredigeret spalte op og spalte ned i et kæmpe interview.

Også her får popstjernen ufortyndet taletid, for Kløvedal er ikke en interviewer, der leder efter selvmodsigelser, som insisterer på at holde nogen op på noget. I stedet går hun pænere og forsigtigere til værks. Hun går snarere med end mod. Hun ved, hvornår hun skal samtykke, vise empati, guide nænsomt videre med den forberedte nekrolog som værktøj – og ikke mindst tie stille. Hun er mere rund, end hun er konfrontatorisk. Mere venligt forsonlig end synderligt kritisk.

Det har også sine kvaliteter: Her får man sympati for Medinas forsøg på – ad alle mulige holistiske, spirituelle veje og afveje – at tage styringen over sit eget liv. Ejendommeligt lidt selvhøjtidelig midt i det selvhøjtidelige. Kløvedal får faktisk fint indfanget sangerindens paradoks: Hvordan kan man være så tjekket en popstjerne og samtidig så sårbart et menneske? Hvordan kan man være så selvsikker og så usikker på én og samme tid?

Lad så være, at man – alt efter temperament – godt kan have lyst til, at Kløvedal skulle holde sin gæst lidt mere op på noget af alt det, der bliver sagt. Men sådan er programmerne som sagt ikke. Ingen går grædende hjem. Medina, der ikke helt har forstået programmets koncept – »Er jeg død?« – har fået fortalt af sin manager, at Lærke Kløvedal er god nok og til at stole på. Det har han ret i.

Afslørende måltid

Programmet, hvis kvalitet først og fremmest er afhængig af den deltagende gæsts evne til selv at bide til bolle og insistere på at få sagt noget interessant, er mere en hyggelig søndagsbrunch end et rivegilde.

Men det er i hvert fald dejligt, at gæsterne får lov til at tale ud – programmet varer en hel time.

Og så har vi ikke fået nævnt, hvor afslørende det måltid, gæsten selv vælger som sit sidste og som fortæres undervejs, egentlig er. Forsager man livet eller går man direkte til fadet? Hvor prætentiøs er man i sine valg? Tror vi på, at det er det, de spiser, når ingen ser? Hvor meget nedtoner man sig selv ved at vælge noget, der ikke er fisefornemt?

Og samtidig er der noget dybt menneskeligt over store tanker med mad i munden.

Konceptet virker som en klassiker. Kommet for at blive.

Lærke Kløvedal kan, med andre ord, fortsætte, til hun dør.

Det sidste måltid

Vært: Lærke Kløvedal