Lærke Kløvedal: »Summen af bekymringer kan jo synes uoverstigelig, når man er eneforælder«

»Tak, fordi jeg måtte blive sur på dig, selvom det var livet, der var en idiot.«

Teksten stod på det ene af de to grafiske kort, Lærke Kløvedal for nylig sendte til sin mor på Mors Dag. På det andet stod: »Det er din skyld, at jeg er fantastisk. Tak.«

»Det synes jeg opsummerer eneforælder-ansvaret meget præcist. Man står ret alene på mål for sit barns opvækst. På godt og ondt.«

For værten på det populære portrætprogram »Det sidste måltid« har det været en stor styrke at vokse op alene med kun én forælder. Sin mor. Men også skrøbeligt.

»Styrken ligger i, at man ret hurtig bliver selvstændig – fordi man skal. Der er simpelthen ikke andre til at gøre tingene for dig. Og med en skrøbelighed, fordi der kun var os to. Mig og min mor.«

Opvokset i Thy alene med sin mor, Maiken, der var sygeplejerske, husker Lærke Kløvedal, at hun som barn var »sindssygt bange for«, at der skete hendes mor noget. At moren døde.

»Jeg havde en meget klar fornemmelse af, at jeg så ville være helt alene i verden. I praksis ville min far jo så selvfølgelig have taget over. Men det føltes ikke som en mulighed for mig som barn. Helt konkret kan man sige, at det er dobbelt så usikkert kun at vokse op med én forælder, fordi sikkerhedsnettet er halvt så stort.«

Savner sjældent noget, man ikke kender

Som barn var Lærke Kløvedal kun et par gange ud at sejle med sin far, forfatter og kaptajn Troels Kløvedal, der døde i 2018. Senere som teenager og også voksen sejlede hun i kortere og længere perioder med ham.

»Man savner sjældent noget, man ikke kender, og for mig var det slet ikke en del af min bevidsthed, at jeg kunne bo hos min far eller se ham mere end et par gange om året. Så da min stedfar, Ole, blev en del af i mit liv, jeg har nok været 11-12 år, kunne jeg godt mærke, at han faldt på et tørt sted.«

På samme måde som for Lærke Kløvedal er det i dag 16 procent af alle danske børn, der bor uden deres far, mens kun fire procent bor uden deres mor, viser tal fra Danmarks Statistik.

»Når jeg tænker over det, havde min mor en ret vild selvopholdelsesdrift dér langt ude på landet i Thy. Min mor gjorde – og gør – altid alting selv. Der var ikke noget, hun ikke selv tog sig af. Kalkede huset kridhvidt, malede soklen sort og knivskarp. Plantede og vedligeholdt en kæmpe køkkenhave. I perioder var vi selvforsynende på grøntsager. Hun fik bilen på værksted, ringede fuldstændig upåvirket til brandvæsenet, da vi engang havde skorstensbrand, og tog imod kattekillingerne, da vores hunkat skulle føde. Hun sørgede for, at vi havde et dejligt hjem. Ikke fancy, men hyggeligt og indbydende. Og rent. Altid rent.«

I dag ved Lærke Kløvedal, hvor meget det har påvirket hende at vokse op med en mor, der gjorde alting selv. Det motiverer, siger hun. Men forpligter også. Selv ejer Lærke Kløvedal ikke sin mors sans for det praktiske.

»Jeg er en hel del mere i nydelses-, føle- og relationsbranchen. Mildest talt. Så det har jeg skullet lære at forstå. Min mor er nøjsom, praktisk og kan leve på en sten, mens jeg er sulten, følsom og altid vil have mere. I dag er jeg dybt taknemmelig over, at min mor så tydeligt har vist, hvem hun er, så jeg så tydeligt kunne blive mig.«

Indtil Ole flyttede ind, kunne det være svært at slippe for hinandens humør, husker Lærke Kløvedal.

»Når man er vokset op alene med én forælder, fornemmer man stemningen, før man slår øjnene op. Med et enkelt blik eller et enkelt ord ved man, hvordan hinanden har det. De der ordløse gnidninger. Jeg tror, man bliver ret artig som barn af en aleneforælder, det er man nødt til. Man har jo kun hinanden at løse tingene med. Da Ole kom ind i billedet, var det, som om jeg kunne puste lidt ud. Det var dejligt at føle, at de voksne var i overtal, og jeg kan nærmest huske fornemmelsen af at sænke skuldrene. Og så var det dejligt, at der var en anden voksen til at passe på min mor.«

Også selvom moren ikke er én, der vil passes på, indskyder hun.

»Hun har vitterligt aldrig lagt det ansvar over på mig. Men følelsen af, at der var en anden voksen nu, det gjorde mig tryg. Og så blev tingene lidt mere luksus. Ole hentede mig fra håndbold og den slags. Derefter tror jeg også, at der var plads til, at jeg blev lidt mere fræk og lidt mindre artig. Det var rart.«

Børnene kravlede rundt på ham

Efter at Lærke Kløvedal mødte sin kæreste, Peter, og hun sammen med ham og deres tre sammenbragte børn blev en familie, slog det hende en dag, hvor fysisk Peters børn tager ham for givet.

»Den fysiske styrke han har som mand gjorde, at børnene som små helt naturligt kravlede rundt på ham og sloges med ham på en måde, jeg aldrig selv har oplevet som barn. Det må være en konkret fysisk fornemmelse af, at der er en voksen, der har én. En voksen som simpelthen passer på én og er et borgværn mod verden, alene i kraft af sin fysik. Den lethed, barnlighed eller sorgløshed fik jeg lige et stik over ikke selv at have fået med i barndommen.«

Er der noget, Lærke Kløvedal kun er blevet klogere på gennem årene, så er det, at børn ikke gør, som deres forældre siger. Børn gør, som forældrene gør.

»Min mor har ikke fortalt mig, men vist mig, at verden er et trygt sted at være. At vingerne nok skal bære. Hun har altid stolet på mig. I tillidssager og helt konkret. Hun stolede trygt på, at jeg som barn selv kunne transportere mig rundt. Selv tage toget til København. Rammerne var altid klare. Men indholdet måtte jeg selv tage ansvar for.«

I en periode på et halvt års tid var rammerne ikke længere Thy, men en farm i en lille by i Portugal. På et tidspunkt havde Lærke Kløvedals mor hævet sin pensionsopsparing for at flytte til Portugal med sin datter, en veninde og venindens børn. Sammen havde de købt en appelsinplantage, og Lærke Kløvedal tror, at det egentlig var tanken, at de ville importere portugisiske kakler til Danmark. Det blev ikke til noget, og efter nogle måneder flyttede de tilbage til Danmark.

»Den form for risikovillighed sidder dybt i mig. At man må turde afprøve, om drømmene holder. Farmen i Portugal, som i dag er omdannet til kollektiv, er min mor stadig en del af. «

I de første seks år af sin skoletid gik Lærke Kløvedal på en lilleskole. En skole hun husker som lillebitte og med et stort lærer- og forældreengagement.

»Jeg spiste morgenmad hos forstanderen og hans kone, der boede på skolen, fordi min mor mødte klokken 7, og skolen først begyndte klokken 8. Jeg følte mig hverken forkert eller anderledes, bare heldig.«

Moren havde sin sygeplejeløn, så økonomisk var der ikke højt til loftet.

»Men jeg har aldrig mærket det og tror, jeg har følt mig ret forkælet som barn. Vi havde ikke vaskemaskine, så om søndagen kørte vi til et møntvaskeri i Vorupør. Mens maskinerne var i gang, gik vi ned til stranden og spiste en ristet hotdog. Det var magisk. Og hvis vi en sjælden gang gik på café eller restaurant, måtte jeg bestille alt det, jeg havde lyst til. Når vi var i København et par gange om året og tog en taxa, gav min mor altid store drikkepenge til chaufføren. Den slags føltes som at være rig.«

Lærke Kløvedal beskriver sin mor som et ekstremt realistisk menneske. Operationssygeplejerske helt ind til benet. Praktisk, omsorgsfuld, usentimental. Et menneske, der handler.

Stenhårdt arbejde

»Min mor er selv vokset op med en alenemor, så der har jo været en vis erfaring at bygge på. Jeg tænker, at min mor i perioder må have været helt enormt … træt. Det er jo stenhårdt arbejde at være eneforsørger. Enormt meget praktik og vel også visse bekymringer omkring økonomi, fremtid og den slags. Men at være alenemor har aldrig nogensinde været noget hun italesatte. Det var bare sådan, det var.«

Af og til kom Lærke Kløvedals far, Troels, på besøg.

»Det var fint og hyggeligt. Som sådan noget nu er. Min mor talte aldrig dårligt om min far, og hun betragtede aldrig nogensinde sig selv som offer. Hvis der er noget, der ikke fungerer, så må man ændre det. Det var og er stadig hendes holdning og sådan, hun har opdraget mig.«

Også efter at Lærke Kløvedal blev voksen, har hendes mor været en stor del af hendes liv, og da Lærke Kløvedals søn var nyfødt, og hun selv blev alenemor, gjorde hendes egen mor det klart, at hun ville hjælpe. At hun var der.

»Og det var hun virkelig. Hun blev dagplejemor for min søn, indtil han fik en vuggestueplads, og da jeg blev optaget på journalistuddannelsen, der lå i Odense, og jeg nogle dage skulle op klokken halv fem for at møde til timerne, stod hun der om morgenen og tog over. Når jeg kom hjem fra Odense, var der lavet aftensmad. Sådan nogle år gør jo, at man bliver meget tætte og forbundne, og at hun har et nært bånd til min søn.«

I dag føler Lærke Kløvedal en stor taknemmelighed.

»Hun har passet på mig og taget sig af mig. Smurt hver evig eneste madpakke. Hvor svært det er – hands on – både at være mor og far for et barn gik først op for mig, efter at jeg selv blev forælder. Taknemmeligheden over, at min mor magtede begge roller, slipper mig aldrig. Summen af bekymringer kan jo synes uoverstigelig, når man er eneforælder. Ligesom alle de glæder, man ikke nødvendigvis kan dele med nogen, fordi ingen andre er lige så interesseret i dit barn, eller elsker det lige så højt, som du selv gør. Den ensomhed kan være overvældende.«