Jeg blev en bedre forælder, da jeg blev alene med børnene

En ny rapport fortæller, at børn bliver skældt alt for meget ud i deres børnehaver. At man hellere skal stille krav til dem, lærte jeg først selv, da jeg blev alene med to børn, og der ikke længere var plads og overskud til forhandling. For selvfølgelig må man ikke slå børn. Men man må heller ikke gør skade på sig selv.

Jeg kommer aldrig til at mene, at det er bedre at være alene end at lade dem vokse op med både far og mor, men når det kommer til min egen forældrevne må jeg indse, at min opdragelse blev bedre, da jeg pludselig var ene om ansvaret, skriver Sarah Iben Almbjerg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg mener ikke, at jeg er en dårlig mor, men jeg må nok indrømme, at jeg er en krævende mor.

Mine to børn dækker bord og har altid gjort det. Den store går i Netto. Den anden skærer grøntsager.

Kommer vi sent hjem, må de bære sig selv og deres tasker op ad trappen, for jeg har som regel selv hænderne fulde. Nogle gange sker det under protest, men etapen bliver altid gennemført, fordi det er nødvendigt. Går de ikke, sætter jeg mig ned og venter.

Ejerforeningen ville have gjort mit liv meget sjovere, hvis de havde forsynet opgangen med bænk og papvin, men jeg har nu klaret den alligevel. Der er trods alt grænser for, hvor livgivende det er at tilbringe fredag aften på afsatsen mellem tredje og fjerde sal.

At stille sådanne krav blev først nødvendigt, da jeg pludselig befandt mig alene med to børn med en kæmpe aldersforskel. Før var vi to voksne om det meste, og dermed var der altid en, der kunne løfte de sidste poser eller hjælper med at putte.

Jeg kommer aldrig til at mene, at det er bedre at være alene end at lade børnene vokse op med både far og mor, men når det kommer til min egen forældreevne, må jeg indse, at min opdragelse af børnene blev bedre, da jeg pludselig var ene om ansvaret. Mest fordi det var nødvendigt, hvis livet skulle hænge sammen. Men vi skulle en del igennem først, det tager jeg på min kappe.

Der var måneder, hvor jeg virkelig råbte af dem. Så meget at jeg - næsten i smug - lånte bogen »Skæld mindre ud« med hjem. Her proces lærte jeg, at der er forskel på at hæve stemmen og irettesætte. At sætninger, som »hvorfor gør du det der?« eller »skammer du dig ikke?« er noget, man bærer med sig videre. Som en stor tung skygge, der følger med som en tung, klam trøje, når man egentlig bare gerne vil lege.

I denne uge udsendte Børns Vilkår en rapport, der viser, at mere end hvert sjette barn i undersøgelsen mange gange havde oplevet, at en pædagog har råbt vredt ad dem. Mere end hvert fjerde barn havde mange gange set et andet barn blive skældt ud.

Problemet bliver tydeligere, når man læser børnenes egne beskrivelser. Blandt andet søger de ikke hjælp hos pædagogerne, fordi de er skræmte eller føler, at de voksne ikke kan lide dem. Tænk over det. Det er jo hjerteskærende.

Der er virkelig svært at sætte grænser. Endnu sværere at gøre det på en ordentlig måde. Jeg er stadig ikke mester til det, men det blev lidt bedre, da jeg, tvunget af omstændighederne, begyndte at se mig og børnene som en maskine, der kun kunne bevæge sig fremad, hvis alle hjul sad rigtigt.

Før syntes jeg, at det var synd, hvis ikke jeg ordnede det hele. Ofte var man helt smadret af at løbe rundt, og så kunne man kun skælde ud. Nu forsøger jeg at forklare, hvorfor jeg bliver vred. Jeg holder igen med udsagn, der går på børnenes personlighed. Og jeg forklarer, hvorfor de skal tage mere del.

Nogle gange skal man stå med håret i postkassen for at mærke, at man skal gøre tingene anderledes.

Ulempen ved en familie, hvor alle bidrager, er selvfølgelig også, at alle lærer at sætte ord på deres behov. Det mærkede jeg sidste weekend.

En lang aften var blevet til en endnu længere nat, og i desperation forsøgte jeg at overtale børnene til at tage en dag på sofaen, så jeg kunne blive i sengen.

»Hvad siger I til at se en rigtig god film på Disney+ i dag,« spurgte jeg optimistisk. Hvortil de svarede: »Nej, det er søndag. I dag skal vi lave noget sammen.«

Da jeg senere stod i en gymnastiksal og så på miniputfodbold, kunne jeg havde ædt alle ord om at stille krav til hinanden. Lige der virkede himlen som et sted, hvor de voksnes ord var lov.

Men det meste af tiden tror jeg nu alligevel på, at vi får det bedste ud af at vide, at vi allesammen har et ansvar for at hjælpe hinanden. Nu skal jeg bare lige lære dem, at det også gælder, når deres mor er kommet for sent i seng ...