»Man kan måske sige, at I er en generation, vi som forældre har kastet rigtig meget opmærksomhed efter«

Generation X havde ingen drømme om fremtiden, men fandt ud af det hele lidt hen ad vejen, mens de unge i dag har ekstremt høje forventninger til sig selv. Berlingske har inviteret en mor og datter til en samtale om forskelle og ligheder mellem de to generationer og deres indbyrdes forhold.

Malene Lei Raben, 52 år, tilhører generation X. Hun er vokset op med no future og har været nøglebarn med en enlig mor. Hun er jurist, forfatter og tidligere direktør. Hun har blandt andet skrevet bogen »Fruen«, en personlig fortælling om hendes mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Og så er hun mor til Ellen.

Ellen Hovmand, 21 år, tilhører millennial-generationen og er dermed vokset op i en præstationskultur. Hun har boet i en kernefamilie med mor, far og tre børn båret af stærke familieværdier. Hun har i de seneste år været bosat i Manchester, hvor hun er ved at tage en bachelor i skuespil på Manchester School of Theatre. Og så er hun Malenes datter.

Forventningspresset hos de unge – og noget om forældre, der ikke selv havde de store drømme

Malene: »En af de største forskelle fra min generation til din generation, Ellen, er, at vi ikke havde nogen drømme om at blive til noget stort. Vi havde ikke høje forventninger til fremtiden. Og på en eller anden måde har det også været en gave. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle blive til noget fantastisk, eller at jeg havde alle muligheder i verden. Jeg har taget tingene én dag af gangen, og så er det lykkedes sådan hen ad vejen.«

Ellen: »Jeg tror, du har ret i, at det er meget symptomatisk for min generation, at vi skal præstere. Vi har ekstremt høje forventninger til os selv. Bare at jeg skulle forberede mig til det her interview … min mor skrev tre noter på et krøllet stykke papir, og jeg forberedte mig, som var det en mundtlig eksamen, jeg skulle have 12 i.«

Malene: »Min generation er nok lidt mere realistisk. Jeg har set det med både dig og dine to søstre. Når I går i gang med noget, skal det være perfekt. I har tårnhøje forventninger, og det havde jeg ikke på samme måde, da jeg var 21. Man kan måske sige, at I er en generation, vi som forældre har kastet rigtig meget opmærksomhed efter.

Vi har virkelig gjort os umage og curlet, det har jeg også selv gjort i et vist omfang. Derfor føler I måske et større forventningspres, for så skal I pinedød også udrette alt muligt og blive til en ny Greta Thunberg eller en ny Stephen Hawking. Jeg vil bestemt gerne have, at I unge udnytter jeres potentiale, men man skal virkelig passe på, for det er et pres.«

Ellen: »For mit eget vedkommende handler forventningerne i høj grad om karriere. Det ved jeg, at det også gør for mange af mine venner. Det var for eksempel et nåleøje at komme igennem, da jeg blev optaget på skuespillerskolen, som jeg går på i England, med 1.500 ansøgere og kun 33, der blev optaget på min årgang. Men når det gælder mange andre aspekter af mit liv, føler jeg mig noget mere laid back end dig, mor. Og det er ikke for at sige, at du er neurotisk.« (Ellen griner)

SoMe hæmmer for den åbne samtale – og noget om de voksne, der har været med til at skabe en hadsk kultur

Mens Malene er meget aktiv på Instagram og delvist på Facebook, bruger Ellen hverken Instagram eller Facebook.

Ellen: »Jeg kan godt føle et pres over for, hvad der nu er det rigtige at mene om de rigtige ting. Over for at være meget velinformeret om utroligt meget – noget, som jeg tror er kommet fra de sociale medier. Samtidig er der en øget bevidsthed hos min generation om politisk aktivisme som racisme og klima. På mange måder synes jeg, at det er en rigtig god ting, at vi i dag gør os umage i det offentlige rum med at tage hensyn og uddanne os om blinde vinkler i forhold til eksempelvis racisme og sexisme.

Men det kan måske hæmme for den åbne samtale, for der er temaer, jeg ikke tør tale om, hvis jeg ikke ved nok eller ikke er helt sikker på, at jeg har de rigtige holdninger. Hvis du kommer til at sige noget forkert på de sociale medier, kan det måske få voldsomme personlige konsekvenser. Ofte vil jeg hellere lade være med at sige noget.«

Malene: »Jeg er ret overbevist om, at vi i min generation har været med til at skabe en meget hadsk debatkultur, som når den spreder sig til de unge kan få ret alvorlige konsekvenser. Det er jo startet i min generation med en debatkultur, som også retter sig mod de unge.

Når man har den modenhed og den veltalenhed, som nogle i min generation har, kan man jorde folk, og det er der nogle, der har fundet en fornøjelse i. Jeg kan godt forstå, hvis de unge tænker: »Nå, men så siger jeg bare alt det, jeg på forhånd ved er det rigtige, så er den hjemme.««

Ellen: »På de sociale medier er det godt, at mange unge er meget aktive i for eksempel politiske spørgsmål. Om det så er de værdier, de udlever i praksis i deres hverdag, ved jeg ikke. Det føles lidt som nogle trends med et ret voldsomt pres blandt jævnaldrende for at mene det rigtige og for at vide nok.«

Malene: »Jeg synes ikke, det var nær så hårdt i vores generation. Vi havde selvfølgelig politiske diskussioner om atomkraft, men jeg synes ikke, at vi var så meget holdningspoliti, som I er over for hinanden. Vores generation var desuden meget mere uvant med den globale verdensorden.

Du har gået på en i skole i udlandet, hvor folk kommer fra hele verden. Og da du så en dag kom hjem og havde fået en ven, så var far og jeg sådan: »Nå, hvor kommer han så fra?« Vi var bare interesserede. Men du vidste ikke, hvor din nye ven kom fra, for du havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Nu kan jeg se, hvor gammeldags vi er.

Du har jo masser af venner, som kommer fra alle mulige forskellige baggrunde og har alle mulige farver, hvor far og jeg befinder os i et meget mere lukket univers. Selvom vi selvfølgelig bryster os at have et åh, så globalt og tolerant udsyn.«

En anden form seksualitet og identitet – og noget om bare at være, den man er

Malene: »En anden forskel, jeg har tænkt over, er den måde, jeg omtaler homoseksuelle på. Min bedste ven er bøsse, det kan jeg ikke sige til dig, Ellen, for du ville aldrig kalde dine homoseksuelle venner for bøsser.«

Ellen: »Nej, det ville jeg aldrig. Jeg tænker slet ikke på det. Måske er det, fordi jeg er vokset op med en anden kønspolitisk bevidsthed? Jeg ved det ikke.«

Malene: »Eksperimenterer folk ikke meget med deres seksualitet i jeres alder, og gør de det ikke helt åbent? Det er mit indtryk.

Ellen: »Jo, og det er virkelig godt, at man ikke skal sættes i en boks. Jeg kan godt lide det dér med, at man bare er den, man er, uden et særligt stort fokus på ens seksualitet. Mange af mine venner er meget åbne omkring deres seksualitet uden at kategorisere det. Det er en vigtig forskel og en vigtig pointe. For min generation er det ikke et tema overhovedet, hvad man er eller ikke er. Man er bare.«

Malene: »Jeg gik på Sankt Annæ Gymnasium, som var et lidt kunstnerisk miljø, men der var ingen, der sprang ud som homoseksuelle i gymnasiet. Det var først efter, at vi blev færdige med gymnasiet, og det er jo helt almindeligt nu, at man springer ud i en helt ung alder.«

Ellen: »Der er ikke nogen, der har behov for at springe ud i min generation. Mit håb for fremtiden er, at vi slet ikke skal tale om at »springe ud.««

Malene: »Nej, fordi man jo netop er den, man er hele tiden. Ikke det der med, at man først er inde i noget, man så skal ud af og alt det der. Man er bare den, man er fra start, og det synes jeg er fantastisk og sådan, det skal være.

Vi ligner hinanden – og noget om æblet, der ikke falder langt fra stammen

Ellen: »Egentlig synes jeg ikke, der er en særlig stor generationskløft mellem dig og mig på mange punkter. Nogle af de ting, der irriterede mig helt vildt som yngre, var for eksempel dit rengøringsvanvid, eller når du blev sur, fordi mine søstre og jeg larmede. Men jo ældre
jeg bliver, jo mere føler jeg, at jeg ligner dig og det, du står for. Måske ikke lige i forhold til det med rengøring og larm, men sådan helt overordnet.«

Malene: »Jeg har smittet dig med mine neuroser, har jeg ikke?«

Ellen: »Vel har du ej. Eller også har jeg internaliseret dem. Jeg har i flere år oplevet, at æblet ikke falder langt fra stammen, og sagt, at jeg minder meget om begge min forældre, men især min mor. Jeg føler sådan en slags magnetisme – som æblet, der rykker tættere og tættere på stammen.«

Malene: »Jeg tror, at det lige så meget er stammen, der flytter sig. Mit moderskab har jo udviklet sig meget gennem årene. Da jeg blev mor første gang, til din ældste søster, var jeg lige var fyldt 19. Den måde, jeg er mor på, har forandret sig.

På et tidspunkt var jeg ved at gro fast i en rolle, hvor jeg var en autoritet, bare fordi jeg var ældst. Jeg kunne råbe og skrige og skabe ufred, når jeg kom stresset hjem fra arbejde. Til sidst indhentede det mig, for jeg kunne mærkbart konstatere, at det havde en negativ indvirkning på min familie med den stil, far og jeg kørte.

Vi talte tidligere om, at man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret. Det er i høj grad sådan, du og dine søstre har opdraget mig. Ikke fordi jeg ikke er en autoritet, det er jeg helt sikkert i jeres liv. Men jeg er blevet meget mere lyttende. For hvis man gider lytte, kan man lære rigtig meget. Det synes jeg har gjort mig til en bedre mor. Hvis jeg er en god mor, så er det i høj grad jeres egen fortjeneste.

Der er sådan en skillevej i voksenlivet, hvor man kan vælge at gro fast, fordi det er for besværligt at ændre sig. For hvis du først begynder at lytte, kan du jo tage fejl. Men hvis man rent faktisk gider lytte, har man muligheden for at bevæge sig. Så dét med æblet og stammen, det er rigtigt. Hvis man selv vil, kan stammen også flytte sig.

Men – jeg vil gerne indskyde, at jeg haft mig selv til nogle meget hårde MUS-samtaler. Og du og dine søstre har haft mig til nogle hårde MUS-samtaler. Det er så vigtigt at lytte, ellers mister man sine børn, så trækker I jer.«

Ellen: »På min uddannelse lærer jeg noget om en energi, vi kalder MAH, som udtrykker compassion for yourself, compassion for others. Hvis folk er vokset op med en bestemt livsfilosofi og et bestemt værdisæt og syn på verden, kan det være så umådeligt svært at ændre det.

Der er en ekstrem tryghed i at føle sig sikker og blive bekræftet i, at det, man tror på, er rigtigt. Så for at åbne op for sund dialog og forståelse mellem generationerne, må man – ja, prøve at komme hinanden lidt i møde og føle empati og forståelse over for andre.

Jeg er totalt med på, at alle er forskellige, og at man derfor ikke kan presse en one size fits all ned over alle. Man kan ikke bebrejde andre generationer, at de er vokset op i en anden verden end én selv. Det er bare ikke altid så nemt lige at ændre sig.«

Jævnbyrdigheden i 70erne var på de voksnes præmisser – og noget om en anden familiemodel i dag

Ellen: »Jeg føler mig meget hørt og respekteret i min familie. Fordi I tror på mig, tror jeg på mig selv.
Det er ikke, fordi jeg kan koste rundt med far og dig, men jeg føler, at jeg er vigtig for jer.«

Malene: »Og det er jo nyt i forhold til generationsforskelle. Dét med det jævnbyrdige er nyt. Det forsøgte man i 70erne, da man afbrød den autoritære familiemodel. Min egen personlige erfaring er, at det kun var på overfladen, fordi man nedbrød det i den forstand, at man slap for at sørge for faste rammer, som at maden stod på bordet klokken 18, og at voksne havde et ansvar for, at børn mødte i skole til tiden.

Jeg er altid kommet for sent i hele min skoletid, det har jeg altid selv måtte klare. For det med at varetage sit barns behov, som jo kunne være, at jeg for eksempel havde brug for at komme i skole til tiden, det ansvar blev ikke løftet. Jeg synes, at jævnbyrdigheden i 70erne var på de voksnes præmisser.

Det var meget en opvækst præget af: »Du behøver ikke kalde mig mor eller far, bare kald mig mit fornavn. Jeg behøver ikke udvise autoritet over for dig, for så slipper jeg for alt det besværlige: Opdragelsesarbejdet.«

Jeg var måske også svær at opdrage og var meget rebelsk.

Pludselig kom man i puberteten og begyndte at gøre noget andet, og så lød det fra 70ernes forældregeneration: »Hov, det havde vi ikke aftalt, I skulle jo være lige som os!« Men man slipper bare ikke som forælder for et oprør. Den reelle jævnbyrdighed er, at man lytter til
børnenes synspunkter og tager dem alvorligt. Det synes jeg ikke, at jeg oplevede i min generation overhovedet.«

Ellen: »Kendetegnet for min generation er måske en langt mere demokratisk familiemodel. Jeg har prøvet at bo i udlandet i et par omgange, og jeg har hørt, hvordan mange af mine venner i andre lande er blevet opdraget. Det forhold, de har til deres forældre, bærer meget præg af, at der ikke har været en fortrolighed. At der er noget, der er meget hemmelighedsfuldt internt i familien, og også noget frygt.

Jeg er ret vild med at have et helt andet forhold til far og dig. Måske er det meget skandinavisk med en mere demokratisk familiemodel, jeg ved det ikke.«

»Nu er det jo ikke sådan, at din barndom er et ideal« – og noget om, at modgang gør svag

Malene: »For nogle år siden følte jeg næsten en foragt for dig og dine søstre, fordi jeg syntes, I var for svage. Der var for få ting, I kunne klare. Nok fordi jeg har klaret meget selv. Arbejdet fra jeg var ni, ordnet mit skattekort fra jeg var 13 og op på kommunen alene og finde ud af alt med mit fradrag.

Din yngste søster, Emma, skulle på et tidspunkt vaccineres. Hun kunne ikke forstå, at jeg mente, at hun selv skulle tage op til lægen og få det klaret. Så sagde Emma til mig: »Nu er det jo ikke nødvendigvis sådan, at din barndom er et ideal. At den er noget at stræbe efter.«

Det vendte min opfattelse 180 grader. I skal lære at gøre ting selv, det synes jeg også i høj grad, at I kan. Men forskning viser, at man ikke tager skade af at blive hjulpet, og at for meget modgang faktisk gør svag.«

Generationen, der ikke vil have børn – og noget om drømmerejser

Ellen: »Størstedelen af mine venner har udtrykt, at de ikke vil have børn. De vil ikke gå på kompromis med den livsstil, de har i tankerne for dem selv. Vi er lidt på en drømmerejse, og der passer børn ofte ikke så godt ind. Jeg tror også, det har meget med karriere at gøre. Især når det kommer til mine veninder. De gør sig mange tanker om, hvordan de kan balancere dét at skulle være den bedste mor og den bedste karrierekvinde – samtidig.«

Malene: »Det kan godt bekymre mig, at I får lidt af et chok, når I skal levere det for jeres børn, som I selv er blevet givet. Det er en total tilsidesættelse af egne behov, som jeg tror rimer dårligt på jeres forventninger. Ikke at jeg er bekymret for lige netop dig, du skal nok klare det. Men også at I har så meget styr på jeres liv. Ofte kommer børn, når man mindst regner med det, og man skal skabe et vindue for de små »uheld/lykketræf«. Det er antitesen af planlægning, som I er så stjernegode til.«

Når forældre i dag deler deres sårbarhed med deres børn – og noget om facade

Malene: »En anden forskel fra min generation til den yngre generation er, at jeg deler min sårbarhed med dig og dine søstre. Det, synes jeg ikke, at vores forældres generation gjorde med os. Der var meget mere facade, meget mere holden fast i at: »Hallo, det er mig, der bestemmer, for jeg er den voksne.« Også selv om vi har været igennem 70erne med den frie opdragelse.«

Ellen: »Altså, dét at have et sted, hvor man kan være 100 procent sig selv med en åbenhed og en ærlighed er for mig et safespace både i forhold til ens fejl og i forhold til, at man kan forbedre noget ved sig selv. Den der eksistentielle ensomhed, man taler om – den har jeg aldrig følt.«

Malene: »Det er jeg rigtig glad, for, at du synes, og nu er jeg lige ved at få tårer i øjnene, for jeg har selv været meget ensom i min barndom. Det tror jeg der er mange, der har været i min generation, og det tror jeg også, der er mange fra min forældres generation, der har været.«

Ellen: »For mig har det ikke været for meget, at du har lyttet til os og samtidig delt din egen sårbarhed med mig og mine søstre. I øvrigt er du min bedste sparringspartner. Og jeg synes lige så meget, du taler om, hvad der foregår i dit liv. Det er næsten fifty-fifty, det er bare rigtig rart, for så går vores relation ud over en mor-datter relation, men uden at vi er veninder. Vi har et meget tæt bånd og et venskab, som jeg er taknemmelig for.«

Malene: »Det er jeg også. Man bliver jo ved med at være mor og datter, og der bliver ved med at være nogle forventninger knyttet til relationen og til hinanden. Men på et tidspunkt skal man ikke længere opdrage på sine børn, og så skal der være noget på tværs af generationen, der skal bære relationen gennem resten af livet.«