Halvdelen af alle unge føler sig ensomme: I dag fortryder Mads, at han ikke har set sine venner under corona

Efter et år med restriktioner, afstandskrav og nedlukninger står det klart, at det er de unge, som har betalt den højeste pris, hvad angår trivsel. En ny Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske viser, at 50 procent af de unge mellem 18 og 35 år har følt sig ensomme under coronakrisen.

23-årige Mads Dam Kristiansen har savnet at snakke med sine venner. »Jeg har gang på gang prøvet at fjerne ensomheden fra mine tanker, men det har været svært,« fortæller han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

23-årige Mads Dam Kristiansen husker tydeligt, hvad han lavede den sidste aften, inden Danmark 11. marts 2020 blev lukket ned for første gang.

»Jeg var samlet med 10-12 gode venner til spilaften. Vi hyggede os, havde det sjovt, uden anelse om hvad der lå forude,« fortæller han.

Kort efter blev landet lukket ned, og siden har Mads Dam Kristiansen mærket en voksende ensomhed. En følelse, som også fyldte i hans liv inden coronakrisen, men som er blevet forstærket af ikke at have mulighed for at se sine venner.

Lyt til artiklen her:

»Jeg har virkelig mærket ensomheden i det her år. Jeg har følt mig rastløs, magtesløs og ked af det, fordi jeg så gerne ville lave om på situationen, men uden mulighed for at gøre noget ved det.«

Mads Dam Kristiansen er langt fra alene. Ifølge en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Berlingske, har ensomhed i høj grad præget hverdagen hos unge, som i et år har omlagt deres hverdag totalt.

Undersøgelsen viser, at 50 procent af de adspurgte mellem 18 og 35 år har følt sig ensomme under coronakrisen. Derudover svarer 54 procent, at deres personlige trivsel er blevet lidt eller meget dårligere i løbet af det seneste år.

De unges trivsel har fyldt i debatten om genåbningen, da det flere gange er blevet beskrevet, hvordan nedlukningen af skoler og uddannelsesinstitutioner har afgørende betydning for de unges mentale helbred.

Ensomhed blandt unge

Julie Christiansen er psykolog og ph.d.-studerende på Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, og hun er en af de eneste i Danmark, der forsker i ensomhed. Hun nikker genkendende til, at det lige netop er de unge, som føler sig mest ensomme.

»Ungdomsårene er en af de faser i livet, hvor flest føler sig ensomme. Nu har vores sociale liv været forandret i et år, hvor vi i store træk har haft mindre mulighed for at være i kontakt med sociale relationer, og det har betydet, at ensomheden fylder mere,« siger hun og forklarer, at der er en meget naturlig årsag til de høje tal i Gallup-undersøgelsen.

»Det er ganske naturligt, fordi vi ikke har haft mulighed for at se venner, familie, studiekammerater og lignende på samme måde som tidligere.«

Jeg har døjet med ensomhed før, og jeg er overrasket over, at der er så mange, der har oplevet ensomhed under coronakrisen. Jeg håber, at det kan bryde tabuet, hvis flere vælger at stå frem med deres oplevelser med ensomhed,« siger Mads Dam Kristiansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

Venskaber på zoom

Mads Dam Kristiansen bor i Vejle, og da en del af hans venner er flyttet til andre byer for at studere, har de besluttet ikke at besøge hinanden i løbet af året. I stedet har de holdt kontakten over digitale platforme som for eksempel Messenger, men det har været svært at holde det tætte bånd ved lige.

»Jeg tror lige, der skal gå et par gange, før man får det samme bånd op at køre. Jeg har ikke set mine venner i virkelig lang tid, og det fortryder jeg nu,« fortæller han.

Ifølge undersøgelsen svarer 48 procent af de adspurgte unge mellem 18 og 35 år, at forholdet til deres venner er blevet lidt eller meget dårligere.

Netop manglen på fysisk kontakt kan have en betydning for de unges følelse af ensomhed og deres mulighed for at holde venskaber ved lige, siger Julie Christiansen:

»For mange opstår ensomhedsfølelsen, når man mangler intimitet, fortrolighed og gensidighed – de ting, der ofte karakteriserer de nære relationer. Så kan man jo spekulere i, hvorvidt det har været sværere at opretholde de her bånd over zoom, meet og andre digitale platforme.«

Konsekvenser for helbred

Selvom ensomheden er højest blandt de unge, viser undersøgelsen, at corona også fylder hos de ældre. Her svarer cirka hver tredje i alderen 36 til 59 år og aldersgruppen 60+, at de har følt sig ensomme under coronakrisen.

Og det kan have afgørende betydning for helbredet ifølge Rikke Lund, som er cand.med., ph.d., dr.med. og professor i socialmedicin ved Københavns Universitet. Hun forsker i sammenhængen mellem sociale relationer og helbred.

»Det at mangle sociale relationer og føle sig ensom påvirker helbredet negativt. Hos ældre mennesker kan det skabe en stressreaktion i kroppen, som kan føre til højere dødelighed, hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk – fuldstændig ligesom når folk er stressede på grund af deres arbejde,« siger Rikke Lund.

Forandring

Mandag den 15. marts kan flere unge komme i skole, på efterskole og på højskole som en del af den gradvise genåbning, og dermed vil flere unge have lidt bedre mulighed for at se deres venner.

Og ifølge Julie Christiansen er der håb forude for den yngre generation. Hun tror nemlig, at den gradvise genåbning vil have betydning for størstedelen af de unge, som føler sig ensomme under coronakrisen.

»For mange unge vil det også være sådan, at når verden igen bliver, som vi kender den, og vi igen kan være i fysisk kontakt med venner, komme tilbage i skole og arbejde, så stabiliseres det, og ensomheden vil for mange mindskes eller helt forsvinde. Det er i hvert fald en forventning,« fortæller hun.