Mads Christensen: Vi hamstrer mundbind, men bruger dem ikke. Jeg tror, jeg ved hvorfor

Læsning af ugens aviser har budt på en masse sjove forklaringer på, hvorfor vi danskere helt åbenlyst ikke er så vilde med at iføre os ansigtsmasker.

»Tillad mig i stedet at fremkomme med et lidt mere jordnært bud på en forklaring på den åbenlyse ansigtsmaske-vægring: Vi tror ikke rigtig på det mere,« skriver Mads Christensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Antropologer, sociologer, adfærdsforskere og sågar en enkelt psykiater har forsøgt sig med mere eller mindre langhårede forklaringer på, hvorfor vi er helt vilde med at købe, samle og hamstre de eftertragtede og tilsyneladende europa-rekord-dyre CE-mærkede ansigtsmasker, men pudsigt nok ikke er sååååååå gode til rent faktisk at tage dem på.

Udsolgt overalt, melder aviserne, og den ene historie efter den anden forklarer, hvordan lagre på millioner af ansigtsmasker køres fra landsdel til landsdel, fra hotspot til hotspot, men enhver, der har forsøgt sig med S-toget, vil vide, at det kun er de aller-aller-aller-færreste af dem, der kommer ud af tasken eller jakkelommen.

»En død er en død, og for de berørte og for hovedpersonen må det være hæsligt, men til perspektivering oplyser Danmarks Statistik, at der i runde tal dør 150 danskere om dagen. Hver dag! Også om søndagen.«


En antropolog forklarede forleden med stor patos, hvordan vores maske-uvilje kunne forklares ved den gamle jæger-samler-sondring. Noget med, at vi allerede i stenalderen …  jeg mistede interessen og fik ikke læst historien til ende, gaaab!

Vi tror ikke rigtig på det mere

Tillad mig i stedet at fremkomme med et lidt mere jordnært bud på en forklaring på den åbenlyse ansigtsmaske-vægring:

Vi tror ikke rigtig på det mere.

Lad os kigge på tallene: Vi har været corona-krise-ramte i rundt regnet et halvt år. En masse danskere har været smittede, mange har været syge, nogle mere end andre, 621 er døde. Det er bestemt ikke min ambition at forklejne det faktum. En død er en død, og for de berørte og for hovedpersonen må det være hæsligt, men til perspektivering oplyser Danmarks Statistik, at der i runde tal dør 150 danskere om dagen. Hver dag! Også om søndagen.

De dør af dette og hint, rygning, storbyluft, overvægt, knivstik, færdselsuheld, alder, slitage og alverdens andre dødsensfarlige ting. Antager vi, at seks måneder udgør cirka 180 dage, er der altså i runde tal 27.000 danskere, der i løbet af corona-krisen er døde af alt muligt andet end corona.

Kigger man, hvilket altid udgør interessant læsning, på tallene fra statistikbasen Euromomo.eu, vil man se, at der i de to berørte corona-kvartaler har hersket såkaldt underdødelighed. Færre danskere er altså døde under dette corona-halvår end i et ordinært halvår.

Da sundhedsminister Magnus Heunicke i foråret fremviste sin berømte planche med den grønne kurve og den røde, var vi selvfølgelig alle sammen lutter øren og henførte. Det var en vidunderlig visualisering. Men tallenes indiskutable fortælling er i dag, at vi aldrig kom i nærheden af den grønne kurve, og at den røde straks fortabte sig i en fjern horisont. I stedet har vi nu stort set nonstop befundet os på den kurve, vi så kalder den blå, altså den, hvor færre danskere dør og er døde end under en hvilken som helst tilsvarende normal seks-måneders-periode.

Jeg forstår godt, og kan sagtens sætte mig ind i, den gængse avisredaktørs tanke. Man møder ind på redaktionen, spændt på, hvad der måtte være hændt, siden man gik hjem fra sidste vagt. Hvad vil dagens historie mon være? Er der gang i den?

Det må være, lidt ligesom når jeg ser en ishockey-kamp. Jovist, jeg interesserer mig for spillet, og nej da, jeg håber selvfølgelig ikke på nogen af spillernes smerte eller elendighed, meeeeeeen ... den indre svinehund hvisker mig i øret ... det kunne nu være fedt med et lille slagsmål.

Eller Formel 1.

Vel ønsker jeg da ingen af kørerne hverken ulykke eller ubehag, meeeeeeen ... svinehunden ... det KU´ nu være fedt, hvis der lige røg et hjul af Hamiltons bil ... eller noget ...

Den lille svinehund

Aviserne har brug for vores fortløbende interesse, og alle implicerede aktører drives af denne lille svinehunds iver efter endnu en stor gul blinkende BREAKING-bjælke. Meget gerne én med VIRUS-prædikatet. At dødstallet i går var kedelige nul, ligesom dagen før og dagen før, sælger ikke de store avis-cliks, meeeeen så er det jo godt, at man kan skrive, at det meget snart går heeeeelt bananas …  bare vent ... Det bliver heeeeeelt forfærdeligt ... om lige om lidt.

Tillad mig en lidt fræk sammenligning: I mit hobby-værksted har vi forskellige måleværktøjer. Skal vi finde ud af, hvor langt der er hen til porten, skridter vi det af, cirka fem en halv meter. Skal vi beslutte, hvor liften skal stå, måler vi op med en centimeterstok. 188 centimeter fra hjørnet. Måler vi pasformen på en dør eller klap, bruger vi en skydelære, 4,8 millimeter. Er det ventilerne, der skal justeres, kommer søgebladene i spil, 0,25 millimeter. Skal krumtappen afbalanceres, måler vi med et mikrometer, et meget detaljeret måleapparat til bittesmå udslag.

Corona bør ikke måles med afskridtning, dertil er det simpelthen i en national sundhedsskala ikke stort nok, og vi er flere og flere, der gradvis er blevet tonedøve over for de konstante katastrofistiske dommedagsprofetier, der tydeligvis (til dato) ikke har meget hold i virkeligheden.

Med de mange divergerende sundhedsfaglige fortællinger, der i de forgangne måneder har været om effekten af et stykke foldet køkkenrulle foran ansigtet, kan man ikke fortænke den almindelige lægmand … den kildekritiske borger … I at udvise en vis skepsis.

Nogle tror på det, nogle gør ikke. Jeg gør efterhånden ikke.