Lars Vilks død i trafikulykke. Først nu hylder svenskerne ham

Lars Vilks var en forkætret kunstner. Han afsøgte ytringsfrihedens grænser og blev mødt med voldsom modstand af det politisk korrekte Sverige. Først da han døde, var svenske medier fulde af lovprisning af ham.

 
Lars Vilks levede i over 10 år med konstante dødstrusler. Nu er han omkommet i en bilulykke. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man mødte den svenske kunstner Lars Vilks, undrede man sig over, at han kunne vække så meget had og forargelse. Han var nemlig en stille person med humor og charme.

Alligevel blev han dødsdømt af islamister, og han vakte vrede blandt danskere og svenskere, som mente, at han ganske unødvendigt i 2007 havde provokeret ved at tegne profeten Muhammed som en slags hund i en rundkørsel.

Der var mange muligheder for at møde og høre Lars Vilks i Danmark, for han optrådte gerne i blandt andet Trykkefrihedsselskabets regi, og en Lars Vilks-komité blev oprettet, da han efter sin tegnings offentliggørelse i 2007 blev udsat for mordtrusler.

Det var ved denne komités arrangement 14. februar 2015 i Krudttønden i København, at Vilks skulle tale om ytringsfriheden, og hvor en terrorist forsøgte at myrde ham og andre tilstedeværende. I stedet skød og dræbte terroristen Finn Nørgaard, mens Lars Vilks og andre søgte sikkerhed. Og senere dræbte terroristen Dan Uzan ved synagogen.

Udfordrede svenske normer

Lars Vilks var kunstner og afsøgte grænserne for tolerance og ytringsfrihed i de vestlige samfund. Ser man de svenske medier i dag, beretter de om en stor sorg over Vilks pludselige død ved en trafikulykke søndag, der også medførte døden for to af de politifolk, som konstant overvågede hans sikkerhed.

Imidlertid afspejler denne sorg ikke de holdninger, der prægede mediebilledet, mens Lars Vilks var i live og udfordrede det svenske samfund. For han mente, at Sverige havde udviklet sig til et samfund, hvor man ikke forsvarede ytringsfriheden, men havde etableret en slags statslig antiracisme, hvor enhver ytring blev kritiseret som racisme, hvis man ikke fulgte den af myndighederne afstukne »progressive« politiske linje.

Han var en provokatør, fordi han udfordrede det svenske samfunds normer, men han var en venlig provokatør, og han udfyldte det tomrum for provokation, som de færreste svenske kunstnere vovede at fylde ud i et samfund gennemsyret af politisk korrekthed.

Han blev siden 2007 gang på gang angrebet i medierne og af politikere og udsat for mordplaner, mordbrand og overfald. Alligevel bevarede han fatningen og humoren og fraveg ikke sin principielle holdning, nemlig at det er kunstnernes opgave at afprøve grænser. Fra begyndelsen var debatten polariseret i Sverige, og Vilks sagde selv: »Jeg er ikke en del af det fine selskab længere. Det har forandret sig en hel del siden 2007«.

Typisk for den svenske reaktion var artikler af den venstreradikale svenske forfatter Jan Guillou, der i Aftonbladet skrev, at Vilks' projekt var at ophidse og forulempe troende muslimer, at hans mål var at træde på svage mennesker, og at hans aktiviteter intet havde at gøre med ytringsfrihed:

»Det var en politisk strategi, som blev opfundet i Danmark. Ytringsfrihedens grænser skal altid testes på muslimer. Det er altså et fejt projekt,« skrev Guillou.

Hård kritik fra tidligere dansk udenrigsminister

Også i Danmark vakte Lars Vilks' aktiviteter forargelse og modstand. Da Vilks i 2007 offentliggjorde sin tegning, blev han indbudt til debatmøde i Trykkefrihedsselskabet i Forfatterforeningens lokaler. Den daværende chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden, var indbudt som taler, men meddelte, at den fremmødte forsamling var ham så vederstyggelig, at han kun selv var mødt frem for at meddele dette, og at han straks herefter ville forlade lokalet. Hvilket han så gjorde.

Jeg var selv til stede i det fyldte lokale, hvor Seidenfaden forsvandt ud af hoveddøren og efterlod os noget rystet. Seidenfadens afstandtagen til Vilks kom til at præge Politikens holdning.

Men Seidenfaden var ikke den eneste, der tog skarp afstand fra den svenske kunstner. I 2010 sagde tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) om planerne mod Vilks:

»Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for.«

Og Ellemann-Jensen fulgte op med at sige:

»Selvfølgelig skal man bringe satiretegninger, hvis der er en idé med det. Men der, hvor det er provokation for provokationens egen skyld, og hvor der ikke rigtig er andet budskab i det end at håne nogle mennesker og gøre dem ondt, der skal man altså tænke sig lidt om. Man skal ikke lade være med det, fordi man er bange. Man skal lade være med det, fordi det er forkert.«

Selv i det politisk korrekte svenske dagblad Dagens Nyheter bliver Lars Vilks nu hyldet. En kommentator, Björn Wiman, kalder Lars Vilks Sveriges vigtigste kunstner i det 20. århundrede. Det var ikke ligefrem det indtryk, man fik af holdningen til Lars Vilks, når man løbende læste Dagens Nyheter. I døden hyldes Lars Vilks nu. Han havde fortjent den hyldest i levende live.