Den svenske tegner og kunstner Lars Vilks døde 75 år gammel søndag, og siden er han blevet mindet og hyldet for sin kamp for ytringsfrihed.
Lars Vilks er blevet et navn, som mange danskere husker efter hans deltagelse ved et arrangement om kunst og ytringsfrihed ved Krudttønden, som blev angrebet af en terrorist i februar 2015.
Som tegner havde Lars Vilks i 2007 tegnet profeten Muhammed som et modsvar til reaktionerne efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Af samme årsag var han målet for terrorangrebet, som i stedet kostede filminstruktør Finn Nørgaard livet.
Bag arrangementet ved Krudttønden stod Lars Vilks-komiteen – en gruppe, som blev grundlagt for at støtte om op kampen for ytringsfrihed. Et af medlemmerne var debattør, journalist, forfatter og historiker Mikael Jalving.
»Hans død rummer jo livets absurditet, som han selv havde et meget skarpt blik for,« siger han.
De to havde et »meget specielt venskab«:
»Han har jo levet årevis under politibeskyttelse, og vi, der kendte ham, vidste jo ikke engang, hvor han boede, og havde ikke hans telefonnummer. Vi kunne kun kommunikere med ham på mail, og hvis vi skulle mødes med ham, foregik det som oftest på en lokalitet, som vi fik meddelt kort forinden. Og hans liv var ligeså absurd som hans død.«
Søndag eftermiddag omkom Lars Vilks og hans to livvagter i en bilulykke. Endnu tyder intet på, at der var et attentat bag, har svensk politi oplyst mandag.
»Det er næsten så banalt, som det kan være,« siger Mikael Jalving. »Der er ikke nogen mening med det.«
»Han ville sige til os, at vi skal blive ved«
Mandag har blandt andre Mads Brügger, direktør og chefredaktør for Frihedsbrevet, mindet Lars Vilks på Twitter. Selv har chefredaktøren været aktiv i debatten om, hvor vigtig ytringsfrihed er.
Hos de svenske medier skriver Erica Treijs, der er en af Svenska Dagbladets skribenter, at Lars Vilks ikke var inde i »den finkulturelle varme«:
»I stedet sås han som en enspænder og en i mange sammenhæng uønsket provokatør, som da han kom til bogmessen i Göteborg i skudsikker vest og omringet af sikkerhedsvagter. Han ville tale om sin nye bog, men fik mest spørgsmål om andet.«
Af folketingsmedlem og forhenværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) beskrives Lars Vilks som »et sympatisk og hjertevarmt menneske«, som hun lærte at kende som vært ved en konference om ytringsfrihed.
Også løsgænger Inger Støjberg har delt et opslag på Facebook, hvor hun mindes Lars Vilks og deler hans tegning af profeten Muhammed.
Det er tydeligt, at Mikael Jalving er berørt af nyheden om Lars Vilks død. De seneste år har kontakten mellem ham og den nu afdøde kunstner været mere sporadisk, efter Lars Vilks-komiteen blev opløst efter interne stridigheder. Deres relation har sidenhen været »taknemmelig«:
»Jeg var taknemmelig for Lars' arbejde, hans deltagelse i debatten, og hans modige engagement og entusiasme synes jeg var forbilledligt. Og han var glad for og takkede for, at vi i komiteen havde forsøgt at gøre hans eksempel og eksistens lidt bredere kendt,« siger han.
»Og jeg kunne have ønsket mig, at alt den sympati, der nu skyller ham i møde, at den kunne have været der, da han havde mest brug for den. Vores egen lille komité opstod jo, fordi vi ikke synes, at folk værdsatte hans indsats. Det var en slags trods. Nogen vil sige en barnlig trods. Men det var en lille protest mod, at han havde så dårlig presse – især i Sverige.«
Artiklen fortsætter under billedet.
Lars Vilks var med Mikael Jalvings ord »en sen oprører«, der havde en energi, som vi andre kun kan misunde. Og trods modvind fra folk, der for eksempel mente, at han var for »dyr i drift« som følge af den konstante politibeskyttelse, har han været en vigtig stemme i debatten. Han med andre ord »sat sine spor«, og han har ikke levet forgæves, siger Mikael Jalving.
»Vi kan lære det, at han overlevede i mange år med en dødsdom over hovedet. Debatten om ytringsfrihed er ikke vundet eller afsluttet, og vi kan ikke sige, at vi kan lægge det bag os. Men Lars Vilks har båret argumenterne for ytringsfrihed et stykke videre, og han overlevede faktisk i 15 år, selvom han var på islamisternes dødsliste.«
»Så jeg synes bestemt, at vi kan tage noget med. Det ville slet ikke være hans ånd, hvis vi skulle kapitulere eller sige, at det hele var forgæves. Tværtimod tror jeg, at han ville sige til os, at vi skal blive ved.«
