Kulturkommentar: Professor vil hakke litteraturens penis af

Norsk litteraturprofessor vil have fjernet offentlige midler til forskning i en af det 20. århundredes største forfattere på grund af hans fascination af fascismen. Men tror vi virkelig selv på, at det ender godt, hvis vi fornægter vores egen brogede oprindelse og den historie, vi som civilisation er født af?

Knut Hamsun, forfatteren som ung mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

I 1555 blev 80-årige Paul den 4. valgt til pave. Han styrkede inkvisitionen og er berømt for at sige: »Hvis jeg opdagede, at min egen far var kætter, ville jeg med glæde slæbe tømmer til det bål, jeg ville lade ham brænde på«. Det er ikke mærkeligt, at han fik tilnavnet Il terrible (den frygtelige, red.). Han indførte også et såkaldt Index librorum prohibitorum – som var en tjekliste over bøger, den katolske kirke ville bandlyse.

Som et led i Il terribles renselse af Vatikanstaten og Rom blev der gjort op med tidligere tiders depraverede og løsslupne syn på menneskekroppen. Den nyvalgte pave gik derfor i gang med at hakke kønsdelene af alle statuer, han og hans snæversynede disciple kom i nærheden af.

»Vi er nødt til at have nogen, der rapporterer fra krigszonen mellem godt og ondt, nogen, der folder underbevidstheden ud og siger: »Sådan er hele mennesket«.«


Heldigvis er det næsten 500 år siden, at vi med så puritansk og indskrænket forstand så på fortidens kunstneriske frembringelser. Eller det skulle man tro, for der findes stadig nypuritanere, der insisterer på at måle fortiden med nutidens målestok og tiltagende todimensionelle designermoral. Vi er åbenbart slet ikke færdige med at hakke penisser af statuer:

»Vi kan ikke længere opfatte ham som en stor og god forfatter. Efter Auschwitz er det barbarisk.«

»Ham«, der tales om, er nobelprisvinder i litteratur, og en af det 20. århundredes største forfattere, den norske Knut Hamsun (1859-1952). Ham, der udtaler sig i den norske avis Klassekampen, er Ståle Dingstad. Dingstad mener, efter at have læst Hamsuns roman »Markens grøde« fra 1917, at selve kernen i Hamsuns forfatterskab er »konstitueret af racisme og antisemitisme«.

Dingstad forslår, at Hamsun-Centeret i Hamarøy bør nedlægges, da det »ikke kan være statens opgave at finansiere formidlingen af en krigsforbryders ideologi«.

Heldigvis modsiges Dingstad af flere fagfæller, og der er nok heller ingen, der vil hævde, at Hamsuns begejstring for nazismen og hans personlige møde med Adolf Hitler i 1943 er uvæsentligt i vurderingen af Hamsuns forfatterskab, men kunsten skabes sjældent af helgener. Ikke fordi ondskab og kaos er den sikre vej til stor kunst, men fordi der – når man kigger dybt nok i mikroskopet – ikke findes rene helgener.

Det egentlige problem med Dingstads kritik er, at han er professor i litteratur på Oslo Universitet. Det vil sige, at han repræsenterer den højeste sagkundskab, og når universiteterne selv begynder at censurere i kunsten, er der ikke langt vej til at »tissemændene« igen bliver hakket af.

Så er Hamsun et godt menneske? Øjensynligt ikke. Er han en stor forfatter? Indiskutabelt. Men vi må aldrig blive så infantile som civilisation, at vi ikke kan skelne mellem liv og værk.

Knut Hamsun blev i stor stil brugt i frivilligt i den nazistiske propaganda. På Billedet ses: Forfatteren Knut Hamsun (længst til venstre) der modtages i lufthavnen Fornebu af Josef Terboven. Bag ham ministerialdirigent G.W. Mueller og pressechef Anders Beggerud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Og følger man Dingstads argumentation ad absurdum, må man også spørge sig selv, hvad vi stiller op med de myriader af forfattere, der dyrkede kommunismen op gennem det 20. århundrede? Eller hvad med William Shakespeares eller Martin Luthers udtalte antisemitisme?

Hvad med de frie mænd i Rom eller bystaten Athen? Disse magtkonstruktioner oppebåret på slaveryg og erobringskrige. Skal vi så ikke forkaste disse staters intellektuelle frugter: Euripides, Platon, Aristoteles, Seneca, Marcus Aurelius …? Listen er endeløs.

Kun én bog

Middelalderens store italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-1274) tilskrives citatet »Hominem units libri timeo«, hvilket løst oversat betyder: »Frygt manden, der kun har læst én bog«. En populær fortolkning af citatet siger, at man bør frygte den person, der ser verden ud fra en meget begrænset position. Det er så ligegyldigt, om den ene bog er Koranen, Biblen, »Mein Kampf« eller »Das Kapital«. Men meningen er klar; ingen bliver klogere af at afgrænse sin horisont – særligt når den udfordres.

Censur er aldrig vejen frem. Det har fortiden vist os gang på gang. Den samme fortid, man nu vil rekalibrere, så den passer til vores ultrasensible og tiltagende historieløse samtid. Tror vi virkelig selv på, at det ender godt, hvis vi fornægter vores egen brogede oprindelse og den historie, vi som civilisation er født af?

Det må være op til den enkelte at gøre op med sig selv, om de vil springe Knut Hamsun over, eller slukke for radioen, når der spilles Michael Jackson. Men vil man forstå den nordiske litteratur eller den moderne popmusik, er vi nødt til at undersøge såvel Hamsun som Jackson. I stedet for den tiltagende indskrænkning af det vestlige sind, bør vi fortsætte med at provokere, styrke og danne den enkeltes evne til at tænke selv.

Fortidens mennesker, helgener som kættere, udgør alle en unik prisme, der på forskellig måde belyser os som mennesker, den historie, vi er den del af, og de komplekse relationer, vi alle indgår i. Vi er nødt til at have nogen, der rapporterer fra krigszonen mellem godt og ondt, nogen, der folder underbevidstheden ud og siger: »Sådan er hele mennesket«. Det gælder også Knut Hamsun, selv om han var en satan, der skrev som en gud.