Min kone er teolog og præst, og jeg har selv i en periode studeret teologi, hvilket har resulteret i en del præster i omgangskredsen.
Noget man kan være rimelig sikker på er, at er der blot én teolog til stede i et selskab, vil den generelle samtale uvægerlig komme til at handle om tro og kirke, inden der er gået en halv time.
Det skyldes dog ikke ene og alene præsters generelle store entusiasme for deres eget virke, men også at det er et job, der naturligt afføder mange spørgsmål fra udenforstående. Det betyder, at vi indimellem har nogle let aparte og morbide samtaler til vores middagsselskaber.
Præster har generelt et både mere praktisk og samtidig filosofisk forhold til døden, end de fleste af os andre har. Det er en anskuelse, som kan minde om den, læger og sygeplejersker udvikler med tiden. Men præsters forhold til manden med leen er dog tit stemt i en mere vant, ja, næsten kammeratlig, tone, end vi, de ikkeindviede, ville anvende. Her er både krop og ånd en del af hverdagen.
Præsters syn på døden rummer et element af håb, da de i sagens teologiske natur tror på en (slags!) liv efter døden – og så behøver man jo ikke at være sådan en hængemule alt for lang tid efter, at gravøllets bitre smag aftager på tungen.
Nuvel. Med venner i lys vi tale, og det ender som sagt ofte i mange meget ligefremme diskussioner om døden.
Forleden spurgte jeg således en præsteven, hvad der, når tiden kom, skulle stå på hans gravsten?
Jeg tænkte, at han måtte have set mange af slagsen og endda haft samtaler med terminale sognebørn om, hvad der skulle stå på stenen.
Havde han et mere dybt og spidsfindigt citat eller tekststykke til sit gravskrift? Gerne et, der rummede mere dybde end »Det var så det«, som en håndværksmester har stående på sin gravsten på Assistens Kirkegård, omend det, indrømmet, ikke er helt ueffent.
Og det havde han. Det var et tekststykke fra en af biblens store profeter og poeter, Esajas. Den samme profet, som det demokratiske USAs nye huspoet og digterkomet, Amanda Gorman, tydeligvis også har fundet inspiration i til hendes nu herostratisk berømte digt »The Hill We Climb«, som hun fremførte ved indsættelsen af USAs 46. præsident, Joe Biden.
Glaskæben
Først virkede Esajas ældgamle ord banale – for så den følgende dag at ramme mig rent på corona-glaskæben.
Jeg tænkte over de kliniske masker, coronavirussen har påtvunget os, og hvordan de har skamferet vores mimik og fordrejet vores blikke. Vi har i stigende grad opgivet at aflæse hinandens ansigtsudtryk. Vi møder nu hinanden med en mere generel mistro og ligegyldighed end tidligere.
Jeg tænkte over, hvorfor vi altid gik med nakken i en 90 graders vinkel. Med blikket fæstnet på vores mobiltelefoner. Jeg tænkte over, hvor meget af min tid den elektroniske afgud unødvendigt sluger, og over hvor meget tid jeg i det hele taget havde tilbage, eller hvor lidt – og et kort sekund fik jeg lyst til smadre afguden ned i asfalten.
Jeg tænkte, at jeg skulle huske at hæve blikket og se naturens omskiftelighed, morgensolens flammesværd og al den menneskeskabte skønhed.
Jeg tænkte over, hvordan coronalivets evindelige repetition hang mig tørt og tungt ud af halsen som en kronisk let kvalme.
Jeg dagdrømte om en pastramisandwich på Barney Greengrass i New York og om at køre ned til Piemonte i Italien, mens Europa strøg forbi mit blik, og køre ind på gårdspladsen hos vinproducenten Vietti, hvor der dufter af læder, vilde blomster, græs og gamle vintønder, mens morgendisen hænger stædigt i bakkerne.
Og jeg ville møjsommeligt bringe et par kasser vidunderlig barolo med mig hjem. Og jeg ville holde en fest for alle mine maskeløse, løsslupne venner, og vi skulle tale om alt – på nær corona.
Jeg tænkte over, hvordan jeg i fremtiden måske ville stå på kirkegården tynget af melankoli, mens jeg betragtede en gammel vens gravsten, løftede blikket fra de dødes verden til de levendes, og jeg ville være taknemmelig over stadig at være i live. Og jeg ville huske at leve, mens der endnu er tid
Jeg ville kigge en sidste gang på gravstenen, hvor der stod: »Løft dit blik og se dig omkring«, Esajasʼ Bog 60:4-5.
