Den 23. september 2020 skrev Henrik Marstal, Danmarks ukronede krænkelses-konge, på Facebook, efter at han havde deltaget i en debat på P1, at han ikke kunne forestille sig, at Politikens chefredaktør, Christian Jensen, nogensinde ville være at finde på en avisforside i forbindelse med #metoo-sager.
Ikke overraskende kollapsede Misse Marstals sociale konstruktioner som et korthus få måneder senere, da en mindre bølge af sexismesager piblede ud af »det højeste organ«.
Ovenstående eksempel på den ubesmittede Henrik Marstals ubehagelige møde med kognitiv dissonans er interessant i forbindelse med de overrumplende mange sexismesager i de kreative og »selvgode« miljøer, som Marstal også er den del af. Man må spørge sig selv, om Marstals stålsatte virkelighedsresistens er almen for det miljø, han repræsenterer?
»Den eneste synd, der ikke kan tilgives, er hykleriet. En hyklers anger er i sig selv hykleri.«
Således skrev den engelske skribent og filosof William Hazlitt omkring år 1800. Trods 200 år på bagen er citatet særligt aktuelt i disse interessante tider.
Og dermed melder spørgsmålet sig også om, hvorvidt der findes en art hyklerisk syndikalisme mellem de forskellige institutioner og bevægelser, der ser sig selv som overherrer i vores fælles moralske landskab.
Ikke mindst hos De sidste dages hellige, a.k.a. det detroniserede Radikale Venstre – her er hykleriet åbenbart uden ende og anger.
Det er nu kommet frem, at den radikale top har fået Kvinfo til at fjerne et stærkt belastende vidneudsagn fra en rapport om sexisme i det selvgode parti. Vidneudsagn, som vidnerne havde givet tilsagn om, at Kvinfo godt måtte bruge i rapporten. Vidneudsagn, som ville eksponere De Radikales nuværende leder, Sofie Carsten Nielsen, i en løgn. Igen. En løgn, der forstærker fortællingen om, at hun over en længere periode har været med til at dække over den detroniserede partileder, Morten Østergaards, grænseoverskridende og liderlige eskapader i partiet.
Der melder sig adskillige foruroligende spørgsmål oven på eksponeringen af De Radikales ubehjælpelige forsøg på at få undereksponeret de betydelige problemer, som i sjælden grad rammer partiets frelste, men øjensynligt falske selvopfattelse.
Moralsk kapital er formøblet?
Man tænker: Hvad skal der egentlig til, før et menneske med Sofie Carsten Nielsens moralske konstitution smider håndklædet i ringen, erkender selvbedraget, og at al hendes moralske kapital for længst er formøblet. Ja, ikke bare står den i nul, men kontoen er voldsomt overtrukket, og renterne minder om det danske boligmarked i 80erne.
Med de alvorlige #metoo-sager i de selvsamme miljøer, som ser sig som bannerfører for bevægelsen, burde det snart være åbenlyst, at forestillingen om, at man finder landets største #metoo-røvhuller på Strandvejen – i form af onde, merværdisudnyttende fabrikanter med høj hat og monokel, der har uægte børn med tjenestepigen – står for fald.
Åbenbart skal man nærmere defilere en tur forbi RUC, Politiken, teaterscenen, filmbranchen, DR og Radikale Venstre for at hæve sandsynligheden for at løbe ind i en opstemt liderklovn, uden elementær forståelse og/eller respekt for andre – især kvinders – grænser.
Dobbeltmoralsk syndikalisme
Dermed melder spørgsmålet sig også om, hvorvidt der findes en art hyklerisk syndikalisme mellem de forskellige institutioner, miljøer og bevægelser, der ser sig selv som udstyret med en særlig etik, hævet over godt og ondt.
Er Kvinfo i virkeligheden slet ikke en organisation, hvis primære formål er at advokere for kvinders rettigheder, men nærmere et dulgt politisk organ, hvor en særlig politisk dagsorden trumfer sandheden og organisationens officielle formål til fordel for promoveringen af et givent og dogmatisk verdenssyn?
Burde man ikke undersøge og prøve at forstå, hvorfor der netop i disse miljøer, som ellers er stopfyldt med Gutmenschen, popper så mange sager op om grænseoverskridende adfærd? Er der nogle særlige psykologiske mekanismer i spil, der gør, at man internt i miljøerne ikke evner at se sig selv og sine egnes handlinger med kritiske briller, idet man opfatter sig selv som særligt oplyste og moralsk uangribelige mennesker?
Det er ikke bare hykleri, men undergravende for tilliden til de andre organisationer og mennesker, der kæmper en reel kamp for at skabe et bedre samfund for os alle, mænd som kvinder.
