Kulturkommentar: Hvis kvinder vil have mere tid til sig selv, må de opgive forestillingen om »det perfekte hjem«

Kvinder er nødt til at opgive opfattelsen af hjemmet som deres personlige »domæne«, hvis vi skal opnå ligestilling mellem kønnene og skabe ligelig plads til begge parter i parforholdet og hjemmet, skriver Berlingskes litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Søren Damm Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag i mandags bemærkede jeg, at der i tiltagende grad bliver talt meget om fordelingen af huslige pligter i parforholdene. Ifølge sociologen Sarah Steinitz bruger kvinder én time mere om dagen på huslige pligter end mænd.

Det er et problem, da det koster kvinder tid og anstrengelser, som de for eksempel i stedet kunne bruge på karriere, uddannelse eller iskold hvidvin.

Men hvad inkluderer de huslige pligter i de her undersøgelser? Har man medregnet, hvem der sætter routeren op, tjekker dæktrykket, kløver brændet, installerer tv'et, er ansvarlig for pensionsordningerne etc.? Bør man indregne, at mænd generelt arbejder mere og derfor har mindre tid til det huslige?

Jeg tror, at man i disse undersøgelser laver den fejl, at man ser en husholdning ud fra en feminin forestilling om »det perfekte/det gode hjem«, samtidig med at man applicerer den meget moderne, men fejlagtige forestilling om, at mænd og kvinder er ens i en psykologisk forstand.

Jo mere vi i den moderne ligestillingsdebat bevæger os væk fra, at der er grundlæggende forskelle på mænd og kvinder, jo sværere bliver det for kønnene at forstå og acceptere hinanden, og jo mere frustrerende vil disse socialkonstruktivistiske falske præmisser fordreje og frustrere begge parter.

Kvinder har for eksempel overordnet et langt større drive, når det handler om at få børn. Den biologiske faktor er naturligvis den mest åbenlyse. Derfor er beslutningen om at få børn for mange par en forhandlingssituation, hvor manden har nemmere ved at vælge fra eller stille forudgående krav. Statistisk set kan det aflæses ved, at det for eksempel stort set udelukkende er på kvindens initiativ, når et par møder op på fertilitetsklinikken. Jeg siger ikke, at det er godt eller skidt, men det er et faktum, ikke en social konstruktion.

Saksespark

Selvfølgelig kan kvinder selv sætte en router op, sparke saksespark og tjekke dæktryk, og mænd kan arrangere pyntepuder, købe blomster til sig selv og støvsuge én gang om ugen, men generelt er det ikke der, vores inklinationer som køn ligger.

Vi kan godt lege, at de åbenlyse og generelle kønsforskelle udelukkende grunder i kulturelle og patriarkalske strukturer, og at de er 100 procent plastiske, men det er en – i bedste fald – fjollet leg, og hvem er det egentlig, der på lang sigt vinder på den forestilling?

Vi kan også godt lege, at de ting jeg skriver i denne kommentar, blot er et surt opkog af forgangne tiders stereotype forestillinger om kønnene, som var de netop trådt ud af Det Gamle Testamente. Og selvfølgelig er der undtagelser, mennesket er universets mest komplicerede frembringelse, men hvis vi i tiltagende grad lader kønsdebatten hvile på forestillingen om køn som en ren social konstruktion, så kommer vi ingen steder.

Vi bør overveje, om ikke mange af de forestillinger, vi har om »det gode parforhold og det perfekte hjem«, i virkeligheden domineres for kraftigt af feminine forestillinger.

Det, jeg taler om, er derfor ikke at retablere gammeldags kønsrollemønstre. Det, jeg taler om, er at indregne de grundlæggende forskelle mellem kønnene i det opdaterede moderne parforhold, så der ikke blot er ligestilling mellem kønnene, men også ligelig plads til begge parter i parforholdet og hjemmet.

Nye regler

Vil man gerne have, at mændene skal spille en større rolle i forholdet og særligt i hjemmets daglige rutiner, må man i højere grad også gå ind på mændenes præmisser i det daglige. Det inkluderer også, at kvinder må indregne flere kompromisser i den daglige trummerum, som overraskende tit er en intens kampplads, hvor kvinder samtidig gerne vil bestemme de grundlæggende regler i arenaen, som de har betragtet som deres domæne.

Måske vi sammen i efterdønningerne på kvindernes internationale kampdag kunne undersøge, om nogle af de grundlæggende elementer i det gode parforhold bør genovervejes og i højere grad inkludere maskuline værdier, samtidig med, at vi anerkender, at disse værdier (naturligvis!) findes og ikke alle er »toksiske«, men bør ses som lige så væsentlige som de feminine værdier i bidraget til det fælles.

Måske ville kvinderne få mere tid til sig selv, hvis de i højere grad lod manden bestemme, om sengen absolut skal redes hver dag, om man skal beholde de store Dali Oberon 5-højtalere i stuen, og om man indimellem kunne springe støvsugningen over, fordi man er pissetræt og ikke gider lave grønkålssalat, men bare vil have en pizza. Måske. Men så skal kvinderne også redefinere deres krav til og forestillinger om hjemmet. Kan I det?