Mor henter tidligt, og mor er på aula. Mor bager boller, og mor er i super form. Og så er mors vej til toppen af karrierebjerget mere stejl og blæsende end fars. Men i samtalen om ligestilling er det ikke kun kvinder, der er hovedpersonerne. Mænd har også en rettighedskamp, der skal kæmpes. Sådan lyder det fra sociolog og forfatter Sarah Steinitz.

»Hvis alle de krav hviler i højere grad på mor end på far, bliver det et meget større spring for mor at satse på karriere. Og hvis man er en magtfuld kvinde, kan man let opfattes som mindre sød, fordi der er ideer om, hvordan kvinder er, som ikke går i spænd med det at være topchef. I Danmark har vi besluttet os for, at vi jo har ligestilling, men vi har glemt at se på, hvordan verden egentlig hænger sammen,« forklarer hun.

Ligestillingskampen kan ikke afskrives, »bare fordi så mange kvinder nu tager lange videregående uddannelser«, tilføjer hun.

Sarah Steinitz har netop udgivet bogen »Rollemodeller og Ravnemødre«, og har de seneste år kortlagt den danske magtelite gennem sit arbejde. I den proces har den pilskæve fordeling af topposterne været iøjefaldende. Topfolkene på magtens gulv ligner hinanden, mener hun.

»Det er typisk mænd fra det bedre borgerskab, der har en Djøf-uddannelse, har startet deres karriere i Danske Bank, Finansministeriet, McKinsey eller Mærsk, bor nord for København og cykler i lycra på landevejene. Det skaber risiko for en osteklokkelogik, der betyder, at det er ensporede perspektiver, der bestemmer i vores land.«

Og befolkningen bør kunne spejle sig i toppen. Ellers virker det ikke realistisk selv at nå derop, forklarer hun.

»Der er vigtigt, at der er en bred erfaringshorisont. Og som det er i dag, er det sgu rimelig snævert. Køn er en vinkel, men hvor mange topchefer er det lige, der hedder Ali eller Aisha? De er der ikke,« siger Sarah Steinitz.

»Hvad med fædrenes ret til at være fædre?«

Sarah Steinitz er med egne ord »glad for tal«. Hun besvarer spørgsmål med lige dele ord og statistik, og slynger fra rygraden: Kvinder arbejder gennemsnitligt en time mere i hjemmet om dagen end mænd. Der er større sandsynlighed for, at en direktør for en børsnoteret virksomhed hedder Lars, end at det er en kvinde. Og i Folketingets partier er der dobbelt så mange kvindelige ordførere for familie-, børne- og ligestillingspolitik, som der er mænd. Den sidste stikker ud. Den peger for Sarah Steinitz på en lyssky, men central del af kønsdebatten anno 2021. For debatten kan ikke kun handle om stereotype krav til mor, og de sjældne stiletter på ledelsesgangene.

»Hvad med fædrenes ret til at være fædre, kan de ikke være lige så gode som mødre? Der er jo mange kvinder, der føler, at de har ret til barslen og naturligt skal sørge for alt det med børn. Mænd skal på banen og begyndte at tale om deres rettigheder i forhold til familiepolitik,« siger Sarah Steinitz.

Hun beskriver den klassiske modtagelse på arbejdspladser, når man lander fra barsel. Medfølende blikke, et hensyn til at både hjerne og hjerte blev efterladt i vuggestuens garderobe ved aflevering. En antagelse om, at arbejdsmoral og ambitioner naturligvis er hæmmet af navlestrengens fantomsmerter, der som en hundesnor tøjrer hende til barnet. Hvis man er en kvinde altså. Når de nybagte fædre igen betræder kontorets gulve efter enkelte uger i barselland, mødes han af et dunk i ryggen og en forventning om, at der er blod på karrieretanden, som aldrig før.

»De to ligestillingskampe er hver sin side af samme mønt. Kvinders kamp for ligestilling på arbejdsmarkedet hænger sammen med mænds kamp for ligestilling i forhold til at være tæt på deres børn og svinge taktstokken i familien. Og vi altså ikke nået så langt, som vi selv går og tror,« siger hun.

Denne vigtige diskussion bør mor og far have

Ligestillingskampen skal i år 2021 være en nuanceret snak om arbejdsmarked og kultur, mener Sarah Steinitz. For vi har en »super lineær« opfattelse af karriere.

»Vi skal tage uddannelsen, og så skal vi gradvist rykke til finere jobs; du skal helst have en markant lederposition i 30erne, for at du så kan blive til noget på toppen. Lige der, hvor der skal ske allermest, og man skal markere sig på arbejdsmarkedet, er der, hvor de fleste stifter familie. Det er jo upraktisk. Vi bør kunne se spirende talent i en 42-årig, man bør i perioder kunne skrue op og ned for sit ambitionsniveau. Tænk hvis ingen blev dømt ude, fordi de også gerne vil være familiemennesker,« siger hun.

Man skal have en diskussion med sin partner om, hvordan man opnår ligevægt, mener Sarah Steinitz.

»Den snak skal man have, så begge tager del i det at have et hjem og børn og samtidig har lige muligheder for at udfolde sig, uanset om man så drømmer om at gøre karriere. Den her debat gælder bredere end folk, der vil helt til tops professionelt, for det er sgu svært for mange mennesker at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen,« siger Sarah Steinitz.