Krigen skal være en øjenåbner for danskerne: »Vi bliver nødt til at dyrke det nationale – også i kunsten og kulturen«

I den forrige kolde krig spillede kunst og kultur en stor rolle for at vinde sjæle for demokratiet. Vil kunst og kultur også komme til at spille en rolle i den nye kolde krig? Berlingskes Bent Blüdnikow interviewer de politiske partiers kulturordførere. Denne gang er det Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær.

Kulturordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær, fotograferet foran F.C. Lunds maleri fra Treårskrigen 1848-1851. Lund skildrede de sejrrige danske soldater efter slaget ved Bov, og man ser slagne holstenske soldater. Blodet flyder på brostenene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han ser lighedspunkter. Mellem krigen i Ukraine, hvor ukrainerne kæmper for deres nation, og så Treårskrigen, der er afbildet på et af malerierne i partiets gruppeværelse.

»For at man kan have en nation, der er parat til at kæmpe for sin eksistens, skal du have fælles sprog, fælles historie og fælles kultur. I sidste ende gik det i galt for Danmark i 1864, og derfor er det så vigtigt, at vi dyrker kunst og kultur, der styrker vor kulturarv.«

Berlingske er på besøg hos Dansk Folkepartis kulturordfører, Dennis Flydtkjær, for at tale om kunst og kultur i en ny, kold krig. Som udgangspunkt for samtalen står vi ved malerierne i partiets gruppeværelse. Her er malerier af partiets ledelse, og samtidig har partiet en række malerier fra 1800-tallet hængende.

Et af malerierne er maleren F.C. Lunds »Efter slaget ved Bov«, hvis kunst bringer tankerne hen på krigen i Ukraine. F.C. Lund var en af vore dygtige historiemalere, og hans øjebliksbillede fra Flensborg af de sejrrige danske soldater og de besejrede holstenske soldater er et vidnesbyrd om de krige, der har præget Europas historie. Slaget ved Bov var det første feltslag under Treårskrigen 1848-1850 og stod 9. april 1848 ved landsbyen Bov lige nord for den nuværende dansk-tyske grænse.

Sejren ved Bov blev hilst med jubel i Danmark og gav anledning til stor optimisme med hensyn til de danske sejrschancer i den forestående krig. F.C. Lund var selv med ved slaget som underofficer. Der er i bogstaveligste forstand blod på maleriet, der siver ned gennem brostenene.

Vor kultur skal værnes om

Vil krigen i Ukraine med risikoen for en ny kold krig betyde noget for Dansk Folkeparti og dets kulturpolitik?

»Det er jo så trist at opleve krigen i Ukraine. Der er dog det at bemærke på denne tragiske baggrund, at ligesom under coronaen oplever alle, hvor vigtig kulturen i alle dens afskygninger er for vort liv og vor frihed. Den nye kolde krig, som truer, kommer nok til at påvirke os på en anden måde end coronaen, men vil understrege, hvor meget fællesskabsfølelsen betyder. Frihed er ikke noget, som vi blot kan tage for givet, men noget, som vi må kæmpe for, og der betyder kunst og kultur meget.«

Ukraines kamp er en kamp for national overlevelse, mener Dennis Flydtkjær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Kan vi ligefrem spejle os i ukrainernes kamp?

»Det vil jeg til et vist punkt mene, at vi kan. Deres nationale værdier og fædrelandskærlighed er det, som binder dem sammen. Uden en fælles historie og en fælles kultur havde de ikke været parate til at kæmpe for deres nations overlevelse. Deres fælles kultur, sprog og historie er det, som har gjort deres kamp mulig. På samme måde med danskerne, der under den tyske besættelse oplevede værdien af den danske kultur og en genopblussen af kærligheden til dansk sprog, historie og kultur.

Pludselig har vi en type som Putin, der personificerer et helt andet samfunds- og kultursyn, som sætter vort eget i perspektiv. Det vil blive synligt, at vor fælles kultur er noget, der skal værnes om og kæmpes for.«

Ukrainernes kamp er en kamp for frihed, så de ikke kommer under russisk dominans, men det er vel også en kamp for fædrelandet, som vi har set det så ofte i europæisk historie?

»Det er en kamp for national overlevelse, og fædrelandskærligheden – for nu at bruge et gammel godt begreb – er helt afgørende for den kamp. Jeg er vildt imponeret over, at der kæmpes så intenst for fædrelandet.«

Fædrelandskærlige sange

I lange perioder efter Anden Verdenskrig, hvor vi fik en kunst herhjemme, som ofte var domineret af venstrefløjen, var et begreb som fædrelandskærlighed jo ikke ligefrem populært. Under og efter den tyske besættelse fik vi smukke sange om fædrelandskærlighed, men vi kan vist ikke under Den Kolde Krig pege på egentlige fædrelandskærlige sange, der blev hits eller endsige sange, der priste vort militær eller NATO?

Aktivister fra teatergruppen Solvognen klædt ud som indianere og Ku Klux Klan-folk skabte ravage ved Rebildfesten i 1976. 56 blev anholdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

»Nej, det var småt med den slags. Det var jo under store dele af Den Kolde Krig venstrefløjen, der sad på kunsten og kulturen. Det var ikke støtte til vort militære forsvar eller national patriotisme, der dominerede sangerne og kunstmalerne, som jeg husker det. Men jeg er medlem af et nationalkonservativt parti, og jeg håber da, at dette vil blive en øjenåbner for danskerne, så man vil erkende, at vi bliver nødt til at dyrke det nationale – også i kunsten og kulturen. Når vi har kæmpet mod øget indvandring, er årsagen blandt andet, at vi med indvandring får tilført en anden kultur, og det er afgørende for vor sammenhængskraft, at vi har en rimelig homogen kultur. Hvis Ukraine havde været delt op i flere områder med vidt forskellig kultur, så tror jeg, det havde været svært at samle til en fælles modstand.«

Har der været for lidt støtte til, hvad vi kan kalde en national kunst og kultur i Danmark?

»I Dansk Folkeparti vil vi gerne have mere fokus og mere støtte til det, vi kan kalde national kunst og kultur, som jo kan finde mange forskellige udtryksformer. Jeg vil ikke optræde som en slags censor, og kunstnerne skal være frie til at lave, hvad de vil. Men jeg så da gerne, at kunstverdenen også kunne understøtte, hvad jeg med en bred pensel vil kalde national kunst.«

Hvad mener du præcist?

»Man kunne jo fra museer og kunstverdenen generelt i stedet for den megen fokus på abstrakt, internationalt orienteret kunst støtte kulturarven mere, der fortæller, hvor vi kommer fra, og hvad vi har til fælles. Jeg så gerne flere penge til kunst og kultur, der understreger vor kulturelle og historiske fællesskab, der strækker sig tilbage til vikingetiden, men også gerne omfatte nyere historie som under Den Kolde Krig.«

Har det siden Anden Verdenskrig ligget i kunstforståelsen, at kunsten skulle være oprørsk, samfundskritisk, demaskerende, antikapitalistisk, antimilitaristisk, antiborgerlig og helst venstreorienteret for at blive godkendt?

»Det synes jeg i høj grad har været tilfældet. Kunsten har i alt for høj grad været motiveret af lysten til at rive ned og være antiborgerlig. Alt skulle være provokerende for provokationens skyld. Eller grimt for at nedbryde vort syn på skønhed. Eller være imod det borgerlige samfund eller kapitalismen eller NATO. Den tendens håber jeg da vil ændre sig, uden at jeg – som jeg understregede før – vil optræde som censor.«

Mange kunstnere vil opfatte det som deres opgave at demaskere den pæne borgerlige overflade, som vi alle skjuler os bag. Ikke fordi de nødvendigvis er venstrefløjsaktivister, men fordi det ligger i kunstens dna, at den ikke blot må være pæn og opbyggelig som i Guldalderperioden, men gerne afdække nogle ubehagelige usandheder, som vi skjuler os bag?

»Vi er selvfølgelig oppe imod stærke kræfter, men vi må holde fast i den kultur, vi kommer fra, så kunsten ikke blot ser det som formålet at provokere og sætte spørgsmålstegn ved borgerlige værdier. Der er nok af kræfter, som i de nye bevægelser som woke vil ændre vore etablerede værdinormer. Måske ville det være revolutionært for kunsten ligefrem at styrke givne normer og gå imod strømmen?

Selvfølgelig skal kunstnere have ret til at provokere og sætte spørgsmålstegn ved vore værdier, men skal det nødvendigvis dominere, så det virker nedbrydende, for så kan vi stå i en situation, hvor vi ikke har tilstrækkelig fælles værdier, hvis vi en dag bliver truet af en udenlandsk magt.«

Abstrakt kunst for eliten får flest penge

Kan du give et eksempel på forskellen mellem denne tendens til internationalt, orienteret abstrakt kunst og så det, du gerne vil støtte?

12 kilometer sydøst for Herning ligger Søby Brunkulslejer, hvor man på et 15 kvadratkilometer stort område gravede brunkul i perioden 1940-1970. Nu ligger der et museum, som er det bedst besøgte i Herning Kommune, men det af kulturstederne i kommunen der får færrest penge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix.

»I Herning har vi et kunstmuseum, der hedder Heart. Det er faktisk et fint kunstmuseum, men har problemer med at lokke folk til. I en af deres sidste udstillinger var det abstrakt kunst, der dominerede af den internationale type og ikke national kunst. Det bliver ofte så abstrakt og teoretisk, at almindelige mennesker ikke kan forholde sig til det. Det bliver kunst for eliten lavet af kunsteliten. Jeg vil hellere dyrke den kultur, der viser, hvorfor vi er som danskere. Vi har således et museum for brunkulsudvindingen i Søby lige syd for Herning. Her fortæller man historien om brunkulsudvinding og om de mennesker, der sled for at opretholde livet. Museet har suverænt flest besøgende i kommunen, fordi stedet fortæller om vor fælles kultur, og hvorfor vi er som danskere.«

Men du vil vel ikke forhindre nogen at lave provokerende kunst?

»Jeg vil ikke censurere nogen, og alle kunstnere skal have frie hænder. Men fra statens side kan man nok godt ændre tilskudsordninger, så der lægges mere vægt på de historiske museer, der fortæller noget centralt om vor fælles historie, kunst og kultur. Således er brunkulslejren det sted i kommunen, der får mindst offentlig tilskud. Heart er det museum i Herning Kommune, der får flest penge. Så det, der sker, er, at finkulturen får flest penge, og de museer, som forvalter vor fælles kulturarv, får færrest. Det, synes jeg, er forkert.«

Efter slaget ved Bov

Malerierne i Dansk Folkepartis gruppeværelse er domineret af malerier fra 1800-tallet. Det er i modsætning til de andre gruppeværelser, og Dennis Flydtkjær understreger, at det er fuldt bevidst, at det er den slags malerier, der præger gruppeværelset. Et af dem er som nævnt F.C. Lunds maleri »Efter slaget ved Bov«, der viser en scene fra Flensborg by. Man ser danske soldater i byen efter den sejrrige Treårskrig 1848-1851. Besejrede holstenske soldater bønfalder de sejrrige danske soldater. Maleriet viser en lang række danske flag som en slags national fejring. Maleriet er fuld af detaljer, og ser man nøje efter, er der blod på brostenene.

Kulturordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

»Det var jo en slags borgerkrig mod holstenerne,« siger Dennis Flydtkjær.

»Ganske vist havde holstenerne Det Tyske Forbund som allieret, men i bund og grund handlede krigen jo om en nation, som ikke havde fælles kultur eller fælles sprog. Derfor blev resultatet en borgerkrig, som ganske vist endte sejrrigt for danskerne, men det var jo en stakket stund, for krigen fortsatte i 1864 med et ulykkeligt resultat for Danmark.«

Så du ser maleriet som en kommentar til Ukraine i dag, hvor der synes at være fælles kulturarv og nationalt fællesskab?

»Ja, så absolut. For at man kan have en nation, der er parat til at kæmpe for sin eksistens, skal du have fælles sprog, fælles historie og fælles kultur. Holstenerne ville hellere orientere sig mod syd og Det Tyske Forbund, ligesom separatisterne i det østlige Ukraine orienterer sig mod Rusland. Derfor endte det i sidste ende galt for Danmark, og derfor er det så vigtigt, at vi dyrker kunst og kultur, der styrker vor kulturarv.«

Folkeafstemningen i 1920 afgjorde, at Flensborg skulle blive tysk, selvom man på F.C. Lunds maleri af de glade civilister kunne få den opfattelse, at byens borgere var dansksindede?

»Ja, der har maleren nok været lidt nationalromantisk, og det er jo kun godt, at en folkeafstemning afgjorde, at Flensborg altså blev tysk.«

Øvrige interviews i serien:

Læs interview med SFs kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk

Læs interview med De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman

Læs interview med Radikale Venstres kulturordfører, Zenia Stampe

Læs interview med Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær