Vi står over for en ny kold krig. I den forrige kolde krig spillede kunst og kultur en stor rolle for at vinde sjæle for de vestlige demokratier. Men hvad skal kunsten og kulturen i dag?
Berlingske er taget på rundtur hos en del af partiernes kulturordførere for at få deres bud med udgangspunkt i malerierne i partiernes gruppeværelser, der fortæller deres egen historie. Vi begynder hos Socialdemokratiet, hvor maleren Jacob Brostrup har fortalt partiets historie gennem en række store malerier.
Vi standser foran maleriet af 1990erne, som den 32-årige kulturordfører for partiet, Kasper Sand Kjær, selv husker som ung mand, og hvis optimistiske syn på fremtiden han ikke helt deler i dag:
»Generelt var den grundlæggende optimisme om, at alt gik mod bedre tider, i form af at nu ville demokrati og fred vokse frem overalt, vel ikke korrekt,« siger han.
Kasper Sand Kjær er valgt i Ballerupkredsen for Socialdemokratiet, og efter en tid som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd kom han ind i Folketinget og er nu partiets kulturordfører. Den første kolde krig var en krig, hvor man var konfronteret med kommunisterne i Sovjetunionen og dets allierede og med kommunister og venstreradikale i selve Danmark. Kunst og kultur blev en del af den kamp.
Er der brug for nye kustoder?
I kampen deltog socialdemokrater i første række, og partifolk, der havde frihedskæmpererfaringer fra den tyske besættelse, var beskyttede aktivt det demokratiske samfund mod det yderste venstre. Det var blandt andet den senere borgmester i København Urban Hansen, den senere borgmester i Rødovre Per Møller og folketingsmedlem Robert Pedersen.
Men da en ny venstrebølge bredte sig efter 1970, og en ung generation af socialdemokrater kom til magten, blev de gamle partifolk som dem kaldt »kustoder«. Partiets venstrefløj marcherede sammen med den øvrige venstrebevægelse og gik ind for atomvåbenfrie zoner i Norden, Sovjetunionens hede drøm, og fik lavet fodnoter til forsvarspolitikken, der underminerede vore NATO-forpligtelser. Kulturpolitisk var det slut med patriotiske fædrelandssange i partiets top, og man sang med på nyere venstreorienterede slagsange.
Er der brug for gammeldags kustoder i partiet i den nye kolde krig, der er startet med Ruslands krig mod Ukraine?
»Når verden er i opbrud som nu, så har man brug for kultur og kunst for at forstå den nye verdensorden, og det er tydeligt, at vi står i en værdikamp mellem demokrati og frihed på den ene side og de autoritære kræfter på den anden side. Og dér skal kunsten vælge side i den værdikamp. Så ja, der er brug for, at vi igen tager et opgør med antidemokratiske tendenser og bevægelser – også gennem kultur og kunst.«
Socialdemokratiet har fra tidlige dage stået for international kamp for arbejderklassen og de undertrykte, men man har på den anden side heller ikke vrænget ad det nationale og patriotiske?
»Allerede partiets første statsminister, Stauning, tog Dannebrog til sig og gjorde det nationale til en del af partiets program. Så Socialdemokratiet har klaret den balanceakt fint, synes jeg. Men der har jo været nogle år siden Murens fald, hvor vi troede, at nu gik vi mod mere fred og mere demokrati i verden, og derfor blev spørgsmålet om et forsvar for de nationale værdier skubbet i baggrunden. Og det blev reflekteret i kultursynet, hvor det nationale blev mere usynligt. Men dér står vi i en ny situation og må erkende, at værdier som demokrati og frihed aldrig blot giver sig selv, og at der skal kæmpes for dem.«
Betyder det rent praktisk, at man skal give flere kulturpenge til aktiviteter, der understøtter de nationale værdier?
»Det kan man jo godt tænke sig. Kunsten og kulturen kan bidrage til den forståelse af, at demokratiet aldrig er givet. At frihed aldrig kommer af sig selv. Men kræver både konstant udvikling og et klippefast forsvar af dem.«
Vi har været for naive
Krigen raser i Ukraine, og Kina er truende. Vesten troede i mange år efter Anden Verdenskrig, at freden ville komme, mener Kasper Sand Kjær. Men vil denne erkendelse nu omsider få betydning for Socialdemokratiets kunst og kulturpolitik?
»Nu er det ikke længere kun højre- og venstreradikale og kommunister, der udgør den største fare, men også vanvittige konspirationstanker på nettet, falske nyheder, misinformation og manglende tillid til politikere og medier. Derfor er kulturpolitikken – og her tænker jeg også på medierne – en nødvendig opgave at opprioritere, for det er en kamp for at bevare frihedsværdierne i et moderne samfund, som nok er anderledes end den kamp, som de gamle kustoder stod over for, men ikke mindre udfordrende.«
De gamle kustoder var helte, der så totalitarismens farer og samarbejdede med CIA, men så kom udskridningen fra 1970erne, hvor partiets venstrefløj fik magten. Hvordan vil du sikre dig, at det ikke sker igen med en ny wokegeneration, der synes lige så utopisk i sin tankegang som de gamle kommunister og partiets gamle radikale venstrefløj?
»Vi skal da i hvert fald lære af, hvad der skete dengang. Socialdemokratiet har altid vedkendt sig de vestlige værdier. Det var en socialdemokratisk regering, der førte Danmark ind i NATO, og senere også i EF, og siden da vi har stået klippefast på Danmarks tilhørsforhold til Vesten.«
Kunsten skal sætte ord og billeder på vor nye situation
I borgerlige kredse taler man om kulturarven og nødvendigheden af at støtte det fælles historiske og kulturelle, der svejser os sammen som nation. Har I været lidt for dovne i partiet med at erkende nødvendigheden af den kulturarv?
»Nej, det synes jeg ikke, men der har i de senere år været en tendens til, at kulturlivet blev apolitisk og afkoblet fra den politiske samtale. Det synes jeg er ved at forandre sig med en ny generation af kunstnere, så vi får et mere politisk engageret kunstliv, som nok tager afsæt i andre problemstillinger end tidligere, men dog er engageret.«
Hvem tænker du på?
»Jeg tænker på unge kvindelige musikere, der går ind i debatten om ligestilling, og på forfattere som Morten Pape, der skriver om social ulighed. Man kan ikke båse kunst inde, og nogle af vore kunstnere, som man ikke nødvendigvis kunne kalde nationale værdikrigere, er jo alligevel blevet nationale identitetsmarkører, for eksempel Kim Larsen, der jo nærmest blev en nationalskjald, eller Shubidua, der igennem deres kunst, med en ironisk distance, satte på ord på det danske.«
Hvad med fædrelandskærlighed, Kongehuset, kristendommen? Det er vel ikke temaer, som har præget dansk kunstliv? Kunne man tænke sig en kunst, der priste den slags symboler?
»Det er vanskeligt at forudse, for kunsten skal være fri. Både coronaen og Ukraine-krigen har medført store omvæltninger, og det er endnu for tidligt at sige, hvordan kunsten vil behandle de temaer, for vi står jo endnu midt i ændringerne. Men jeg er sikker på, at kunsten og kulturen skal hjælpe med at sætte ord og billeder på den situation, vi nu står i. Og jeg håber, at kunst- og kulturlivet vil kaste sig ind i kampen for vores frihedsværdier og demokrati.«
Hvad bruger du selv af kultur og kunst?
»Jeg er temmelig altædende, men specielt i litteraturen finder jeg stor glæde. Jeg holder af Morten Pape, der sætter ord på meget af det, som velfærdssamfundet ikke er lykkedes med. Jeg læste for nylig Stine Pilgaards roman »Meter i sekundet«, som på en sjov og underfundig måde handler om kulturmødet mellem storbyen og livet i en lille by i Vestjylland.«
Og hvad med musikken?
»Min musiksmag skifter i perioder. Jeg har ikke én, som jeg altid vender tilbage til, men lige for tiden er jeg meget betaget af sangeren Søren Huss, der med sin sidste plade synger om at se lyspunkterne i livet, også i tunge tider.«
Hvad med den oprindelige socialdemokratiske sangskat, hvor man havde en arbejdernes sangbog med arbejdersange. Synger I stadig fra den?
»Så absolut. Vi starter hvert gruppemøde om tirsdagen med en sang fra Arbejdersangbogen, hvor vi skiftes til at vælge og præsentere dagens sang. Og den bliver stadig brugt flittigt rundt til partimøder i hele landet. Mange af sangene repræsenterer de værdier, vi stadig kæmper for i dag – selvom konteksten og virkemidlerne naturligvis er nogle andre.«
Malerierne i gruppeværelset
På et af de store malerier i gruppeværelset, der skildrer perioden i 1980erne og 1990erne, ses nogle af hovedskikkelser fra den første kolde krig som den amerikanske præsident John F. Kennedy, den tyske socialdemokratiske kansler Willy Brandt og danske socialdemokratiske ledere som Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Mogens Lykketoft. Der er ikke de gamle kustoder med, men de spillede heller ikke en hovedrolle i partiet i perioden, men blev skubbet ud. Maleriet er præget af en menneskelig pyramide, røde flag og en generelt munter stemning.
»Det er muligheder for mange fortolkninger, men jeg tolker det som en optimistisk stemning, som der vel også var, og som jeg selv husker det fra min barndom. Der var fremgang, og vi gik mod bedre tider. Flere kom i arbejde, økonomien gik godt, og udsigten efter en lang kold krig var mod fred, menneskerettigheder og demokrati,« siger Kasper Sand Kjær om det.
Og det hele var en alt for optimistisk fremskridtstro?
»Ja, generelt var den grundlæggende optimisme om, at alt gik mod bedre tider, i form af at nu ville demokrati og fred vokse frem overalt, vel ikke korrekt. Det skal vi alle vænne os til, og kunsten skal hjælpe os med at finde rundt i den nye situation, vi nu befinder os i. Krig på europæisk jord, millioner af ukrainere drevet på flugt og et behov for at sikre Danmarks sikkerhed og placering i den vestlige alliance.«
