68erne åd S med hud og hår og kustoder

I 1968 trængte ungdomsoprørerne lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem. I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Mere munkemarxister end socialdemokrater.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

68erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen. De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet. Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68erne, er, hvilket opstemmet behov for opbrud, der var i 60erne.

Besættelsestiden havde været en streng tid med afsavn, frygt og had. Men det var også en tid med spænding, folkeligt fællesskab og forhåbninger. Efterkrigsårene blev en antiklimaks. Det har senere slået mig, hvor bagudvendt vores opmærksomhed var i 50erne. Vores verdenskrig var jo ikke den 2., men den 1. Vi læste Remarques »Intet nyt fra Vestfronten«, Jacob Paludans »Jørgen Stein« og Stefan Zweigs »Die Welt von Gestern«. Og jeg tror ikke, min skole, Gl. Hellerup, var den eneste, som opførte Sheriffs »Rejsen endt« som skolekomedie. Et dystert stykke om unge mænd i skyttegravenes helvede under 1. Verdenskri­g.

Det var sådan set vores læreres ungdomsliv, vi beskæftigede os med. De lærere havde haft en hård ungdom i 20ernes og 30ernes knaphedssamfund. Der var ikke mange af lærerne på 50ernes Gl. Hellerup, der ikke virkede kompleksede, regelfikserede, ufrie. Fri abort, erotisk ytringsfrihed, p-piller var en by i fremtiden.

Men denne indeklemte 50er-mentalitet begyndte at blive anfægtet i 60erne. Så da eftersommeren 68 indtraf med et brag, var også vi, der blev 68ernes modstandere, i begyndelsen med på ungdomsoprøret. Min første bog, der netop kom i 68, hed »Tør du være fri?«

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HKs Erling Dinesen, SiDs Anker Jørgensen og LOs næstformand Kai Petersen. Og rundt om i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men med pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem.

I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spørgsmålet var, om de ikke var mere munkemarxister end socialdemokrater.

Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregaard og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af Nulevende Danske Helte, den knastørre juraprofessor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

Ind kom også Anker Jørgensen som partiformand. Heller ikke han havde haft sin politiske læretid i Socialdemokratiet og DSU. Derimod i Arbejdsmandsforbundet, senere SiD, hvor mod- og medspillet med kommunisterne var en del af dagligdagen. Han havde også haft en vis tilknytning til PH og de kulturradikale. Og han tog gerne ordet i foreninger, hvor man diskuterede socialistiske teorier.

Anker er en mand, som alle socialdemokrater, ja, næsten alle danskere sætter pris på, et troværdigt og nobelt menneske. Men at favne bredt i partiet var ikke hans styrke. Så en række traditionsbevidste socialdemokrater, der mere stod for at »højne socialt og kulturelt« end for »socialisme«, følte sig ikke godt behandlet af Anker og hans lederhold, som hurtigt blev bemandet med 68ere som Ritt og Auken. Arbejdsminister Erling Dinesen betroede mig engang, hvor utidigt påtrængende den unge Svend Auken var for at skubbe Erling Dinesen til side og selv blive arbejdsminister. Gode, begavede socialdemokrater som Erhard Jakobsen, bibliotekspolitikeren R. Lysholt Hansen, TV-journalisten Flemming Madsen og tusinde andre følte sig ikke hjemme i det nye 68-socialdemokrati, der opstod i disse år. Og mange af dem gik da også deres vej, da Erhard åbnede en ny dør for dem.

Helle Virkner har sagt det rigtige, at Krag skulle være blevet som partiformand et par år mere. I de par år markerede handelsminister og mange andre slags minister, Erling Jensen, sig som en politiker af format. Han ville være blevet en storartet – festlig, resolut og folkekær – statsminister. Og han ville ikke have ladet partiets gode, gamle, men ikke ungdomsoprørske ankermænd slippe ud af sin favn.

I løbet af 70erne – munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i det socialdemokratiske admiralskib. Og vandet fosser ind i skibet. Nogle sosser lægger vægt på ligheden, andre på friheden. Hedtofts og Julius Bomholts idé om et folkeligt fællesskab – broderskab! – samlet om kulturelle idealer går i glemmebogen. Partiet, der indtil 68 havde en balance mellem ånd og økonomi, bliver nu et rent økonomisk parti præget af tidens marxistiske åndløshed.

Anker holder længe partiet oppe på pæne stemmetal i kraft af sin personlige popularitet. Men admiralskibet tager vand ind. Nyrup og Lykketoft sidder ved pumperne og holder skuden flydende på en ansvarsfuld finanspolitik. Men at have orden i regnskaberne er jo ikke noget partiprogram. Det er noget, der bare skal være i orden, for at man kan realisere sin politik.

I 90erne bliver islam det politiske brandtema. Prøvestenen på hvor man hører hjemme. Folkets store flertal er imod den overhåndtagende muslimske indvandring. Et lille mindretal fra den nye medieoverklasse, samlet om de Radikale og SF (før Søvndal opfandt Helvede!), finder det malerisk og tiltalende, at vi får et kæmpe islamisk parallelsamfund i Danmark. Og nu bliver det for alvor synligt, hvordan munkemarxisterne har infiltreret Socialdemokratiet. Med de kulturradikale Auken og Birte Weiss som styrmænd sejler Socialdemokratiet nu i konvoj med medieoverklassen og halalhippierne.

Dog, i et demokrati kan en talsvag overklasse ikke spille et befolkningsflertal på næsen i længere tid. Der opstår et nyt socialdemokrati, Pia Kjærsgaards dygtigt ledede Dansk Folkeparti. Dette parti ligner til forveksling 30ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50er socialdemokrati. DF bliver det danske folks talerør om islamisering og muslimsk indvandring. Partiet går frem fra valg til valg. Min skorstensfejer, Jan, skifter fra S til DF. Det gør jeg for resten også. »Af folket vi kommer, til folket vi går, dets lykke skal være vor lov!«, som Aakjær synger. Dermed skifter dansk politik karakter. Admiralskibet sejler med knækket mast og forreven rigning. Stemmetallet er halveret i forhold til Krags socialdemokrati. Og DF er på vej til at have de resterende 20 pct.

Det begyndte med 68ernes vårbrud. Men blomsterbørnene holdt hurtigt op med at være frihedselskende. De blev munkemarxister og udstedte Berufsverbot på de områder, hvor de havde magten – på universiteter, forlag, DR osv. Munkemarxisterne blev med årene mænd i gode, borgerlige stillinger. Men de glemte ikke deres børnelærdom, at de har den moralske ret til at styre samfundet, så få de end er. For de har »indsigt i nødvendigheden«, som det hedder på marxistisk dansk. Som unge væltede de de gamle af pinden. Nu som gamle er de ikke til at drive af pinden.

Derfor støder vi stadig på små lommer af munkemarxistisk forførelse, som nu sidst Undervisningsministeriets anbefaling af et netleksikon, der finder venstreorienteret terror moralsk retfærdig.

Kom der slet ikke noget godt ud af »oprøret«? Jo, en mere ligefrem omgangstone mellem børn og voksne, læge og patient, lærer og elev. (Spørg bare Jeppe Kofod!)

Da jeg tog mit sidste slips af i 1968 og puttede æsken med slips ned på bunden af klædeskabet, var jeg vis på, jeg aldrig skulle have et slips på igen. Nu sidder slipset der minsandten igen rundt om kraven. Og hvad, herregud, sådan et er da egentlig meget festligt. Især med blomster på.