Man får sig en mindre overraskelse, når man åbner døren til De Konservatives gruppeværelse på Christiansborg. Man forventer figurative malerier på væggen, gerne med nationale temaer, som et parti som De Konservative forventes at hænge op.
I stedet hænger der ikkefigurative malerier, som rindalisterne i sin tid ville have kaldt klatmalerier, som ikke fortjente at blive hængt op på fornemme steder som Christiansborg. Maleren er professor ved Det Kongelige Akademi Claus Carstensen, og malerierne er grønne fantasier.
De seks store malerier har titlen »Eat your Darsein« (Fortær livet) og blev i 2007 valgt af partiets daværende formand, Hans Engell. De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, kan godt lide dem.
»Kunsten skal være fri, og vi skal ikke censurere. Jeg kan godt lide, at kunsten har mange fortolkningsmuligheder, og det har Claus Carstensens malerier.«
Berlingske har bedt om et interview med Birgitte Bergman for tale om kunst og kultur under den nye kolde krig. Under den sidste kolde krig pumpede amerikanske myndigheder store beløb ind i europæisk kunst og kultur for at vinde sjæle for de åbne, demokratiske samfund. Europas venstrefløj var imod NATO og løb ofte med de totalitære toner fra Sovjetunionen eller Kina, og derfor understregede CIA de vestlige værdier ved blandt andet at støtte abstrakt kunst.
Vi står nu i en ny krigssituation, hvor vestlige værdier skal vise deres værdi, men hvordan?
»Dengang var tiden en helt anden,« siger Birgitte Bergman.
»Store dele af Europa var sønderbombet, og også kunst og kultur var lagt i ruiner. Så man kan forstå USAs bekymring, og Sovjetunionen støttede jo også både kommunisterne med finansiel hjælp til tidsskrifter og såkaldte fredsbevægelser. Så hjælpen dengang til kunst og kultur var en nødvendig støtte, men nu er situationen en anden. Befolkningen er bedre uddannet, og demokratiet har foldet sig ud på en god måde, så kunsten har det bedst ved at blive sat fri.
Kunsten kan hjælpe os gennem svære tider, give os modet til at stå op om morgenen. Vi skal ikke have en politisk dagsorden med kunst og kultur, men vi skal værne om vores fælles kulturarv og alt det, der har ført os frem dertil, hvor vi er i dag. Det er jo alt det, der har formet vores identitet som danskere og som nation.«
De Konservative har altid lagt vægt på kulturarven og de nationale værdier. Nu er Claus Carstensens abstrakte malerier jo en form for nonfigurativ kunst, der kunne hænge overalt i verden og ikke udtrykker noget specielt nationalt. Du siger, at kunsten skal være fri, men betyder det, at De Konservative vil støtte hvad som helst og ikke specielt national kunst?
»Vi skal passe på kulturarven, men når vi taler om malerier, litteratur, musik og andre former for kunst, så er tilliden til de åbne samfund og muligheden for at kritisere afgørende vigtigt.«
Fri kunst skal selvfølgelig være fri, men partiet har vel lov til at lære af historien, og kunsten er jo aldrig helt fri, men også en del af tidsstrømningerne. Går vi tilbage til Den Kolde Krig, ved vi, at mange kunstnere efter Anden Verdenskrig blev stalinister og villigt lod sig bruge som propagandister for totalitære tanker. Jeg tænker på folk som Pablo Picasso, Asger Jorn og Martin Andersen Nexø ...
»Du har jo ret i, at kunsten ikke fungerer værdifrit. Kunst er en del af tidsånden, og det er i dag vigtigt, at kunstnerne ikke støtter totalitære tanker. Og der kan man da godt blive bekymret, når en lærer på kunstakademiet smider en buste af Frederik 5. i kanalen og bagefter bliver støttet af kunstnere, undervisere og elever i miljøet. Deres holdninger er ikke udtryk for fri kunst, men det stik modsatte. De vil censurere, hvilket jeg er dybt imod. Derfor tog jeg initiativet til, at vi skulle have bestyrelser ind på kunstakademiet for at have hånd i hanke med, hvad der foregik på de kunstneriske skoler.«
Men hvad så med din lidt frimodige bemærkning om, at kunsten skal være fri?
»Med det mener jeg, at kunsten ikke skal begrænses. Claus Carstensens store malerier herinde overlader til din egen fantasi at tolke temaerne. I Socialdemokratiets gruppeværelse har du malerier, der skildrer partiets historie og propper fortolkningen ned i halsen på beskueren. En slags pædagogisk pegefinger. Claus Carstensen overlader fortolkningen til os og propper ikke noget ned i halsen på os, og det er netop udtryk for en fri kunst. De Konservative skal støtte kunsten, men ikke begrænse den, og derfor finder jeg ikke, at Claus Carstensens værker er fejlplacerede, og De Konservative er meget mere end guldaldermalerier.«
Truslen fra woke-generationen
I vor nye krigssituation er det jo næppe gamle kommunister eller unge i Enhedslisten, der udgør den største totalitære trussel, men nok nærmere nye politiske bevægelser, som woke-bevægelsen, hvor hudfarve pludselig er vigtig, og hvor kønsspecifikke gruppeidentiteter får forrang for vor normale opfattelse af forholdet mellem mænd og kvinder, og hvor foredragsholdere lukkes ned, og bøger forbydes, fordi de angiveligt krænker?
»Den tendens er virkelig bekymrende. Vi ser denne wokebevægelse få større og større indflydelse, og den truer i mine øjne samfundets værdier og dermed også den frie kunst og kultur. Det, vi ser med undermineringen af kønsopfattelsen, hvor mandlige sportsfolk nu skal kunne deltage i kvindesport, er truende.«
Vi har set nedlukning både på universiteter og kunstmuseer, fordi foredragsholdere eller kunst angiveligt krænker. Så fra den sidste kolde krig, hvor venstrefløjen repræsenterede en totalitær trussel, er vi nu i en ny situation med en ny trussel. Men hvad vil du gøre?
»Jeg vil godt sige fra. Og det gør jeg nu over for dig. Folk bliver bange for, hvad der kan ske, hvis man siger noget, der måske kan krænke nogen eller være udtryk for såkaldt kulturel appropriation eller lignende. Det skaber en frygt og en ufrihed, som allerede synes at gribe dele af samfundet og dermed også kunsten og kulturlivet.«
Men hvad vil du gøre?
»Nu er der jo tale om en numerisk lille gruppe, der ganske vist er højtråbende, men …«
Selvom den er lille, kan den jo godt have godt fat i kunst- og kulturverdenen. Statens Museum for Kunst har ændret titler på kunstværker for ikke at støde an. Kvindemuseet i Aarhus har ændret navn til KØN og viser i sin sidste udstilling en ammende mand. Aktivister vil have et nyt kolonimuseum til kun at handle om slavehandelen, så Danmark kan skamme sig?
»Ja, og de nævnte eksempler er blot nogle af de få, der viser, at vi er på vej ud i grøften. Vi ser lige nu, at Danmarks Frie Forskningsfond vil ændre på sine regler, så de kan vælge en kvindelig ansøger, hvis der er to ansøgere, der står lige. Altså gøre kønnet til at den afgørende faktor for at favorisere kvinder. Og eksemplet fra Kvindemuseet viser, at der er en aktivisme i kunst og kulturverdenen, som jeg finder anstødelig. Det er åbenbart ikke mere legitimt at fortælle om kvinders kamp, og det er absurd, og som kvinde føler jeg mig provokeret.«
Men hvad vil du gøre? Kan man stoppe tilskuddet eller hvad?
»Det er i hvert fald vigtigt, at vi er bevidste om disse ting, og at debatten foregår. Jeg har jo allerede handlet ved at få bestyrelser ind på de kunstneriske uddannelser i et forsøg på at stoppe de værste excesser, hvor minoriteter overtager scenen. Jeg synes, at Statens Museum for Kunst er på et vildspor ved at ændre titler på historiske kunstværker. Det er en totalitær tendens, og det må siges klart og tydeligt. Hvis vi ændrer på historien og naturen, så skaber vi en total forvirring og underminerer vore værdier. Vi lever under forandring, og vi skal også ændre holdninger, men ikke opgive grundlæggende værdier.«
Hvad har du hængende på væggene derhjemme?
»Jeg har faktisk også abstrakt kunst på mine vægge. Jeg har valgt en lokal kunstner fra Nordsjælland, som hedder Felica Lysfalk. Det gode ved den abstrakte kunst er, at man selv kan fortolke, og det finder jeg ro i – også over Claus Carstensens malerier. Jeg elsker historie og vores museer, og som tidligere destinationschef i VisitNordsjælland var jeg dybt involveret i at udvikle og fremme formidlingen af for eksempel Kronborg for danskere og internationale turister.«
Hvad med litteraturen?
»Jeg er både valgt ind i Folketinget og er byrådsmedlem i Helsingør Kommune, så der er desværre begrænset tid til litteraturen. Men jeg læser Christine Hannahs »De fire vinde«, som handler om stærke kvinder i USA i 1930erne, hvor den økonomiske krise rammer, og hvor kvinderne må redde familierne. Den krisebeskrivelse understreger vor situation nu. Vi er vågnet op til en brutal virkelighed, hvor Ukraine-krigen viser, hvor meget vi skal værdsætte vort åbne demokrati og dets grundlæggende værdier og vores kulturarv. Det er værd at kæmpe for.«
