Karen Blixen Museet i Rungsted blev reddet på et hængende hår med finansloven for 2019, hvor den daværende VLAK-regering sammen med Dansk Folkeparti afsatte en midlertidig bevilling på 12 millioner kroner over fire år til museet.
Men en fornyelse af bevillingen for museet, som er en selvejende institution, er ikke med i det finanslovsudspil, som den socialdemokratiske regering præsenterede forleden. Det gør mildest talt museumsdirektør Elisabeth Nøjgaard bekymret, siger hun til Berlingske.