Jakob Steen Olsen: Københavns Kommune gør teatret til en tyndt udsmurt leverpostejmad

Københavns Kommune prioriterer geografi højere end kvalitet med omfordelingen af teaterstøtten i hovedstaden. Det er ærgerligt.

Man kan godt forstå, hvis teaterchef Jens Albinus for tiden har lidt svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Hans teater, Huets Teater, skal skæres med 20 procent trods stor kunstnerisk og publikumsmæssig succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var ikke en god dag for teaterbyen København forleden. De københavnske kommunalpolitikere blev over en bred kam enige om en ny fordeling af de midler, der på det kommunale budget er afsat til det, der med et lidt kedeligt udtryk i det offentlige støttesystem hedder små storbyteatre.

De har tilsyneladende fået geografi på hjernen inde på rådhuset. Hver bydel skal have sit eget teater, mener man, og derfor hæver man for eksempel støtten til det relativt nyetablerede Sydhavnen Teater og til Teater V i Valby, der ligesom Teater Grob på Nørrebro og Husets Teater samt teatret Sort/Hvid på Vesterbro skal være såkaldte »fyrtårne« i den københavnske teaterpolitik med hver fem millioner kroner i støtte. Også teatret Batida får som noget nyt en million kroner til at forsøge at skabe teater for befolkningen i Nordvest.

»Så kender vi et politikerstyret dansk teater igen – et system, hvor bygninger og skrivebordsfordeling er vigtigere end forståelsen for, hvor vigtigt det er at kaste penge efter de steder, der rent faktisk er ekstra ild i.«


Det er tilsyneladende vigtigt for politikerne, at teater er tilgængeligt lige uden for hoveddøren – også for mennesker i bydele, hvor man måske har lidt sværere ved at komme af sted, og hvor teater ikke bare er en naturlig del af tilværelsen for alle.

Dette kan være udmærket, selv om København trods alt ikke er større, end den er. De fleste undersøgelser, jeg er blevet konfronteret med, viser i hvert fald, at de københavnske teatergængere shopper på tværs af teatrene. Beliggenheden betyder altså meget mindre, end hvad teatrene spiller.

Teaterlederen Christian Lollikes teater, Sort/Hvid, har en husleje på halvanden million kroner, som den betaler til Københavns Kommune, der gerne så, at teatret fik adresse i den nyåbnede Kødbyen. Nu fjerner samme kommune 1,2 millioner kroner fra teatrets budget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Konsekvensen af sammenblanding af socialpolitik og teaterkunst betyder, at intet teater fremover modtager mere end fem millioner kroner fra Københavns Kommune. Så kender vi et politikerstyret dansk teater igen – et system, hvor bygninger og skrivebordsfordeling er vigtigere end forståelsen for, hvor vigtigt det er at kaste penge efter de steder, der rent faktisk er ekstra ild i. Man interesserer sig for rammerne, men ikke for kvaliteten af det, der foregår på scenerne.

Solidt greb i publikum

Der er intet i vejen med de teatre, der får mere i støtte – det er gode teatre. Problemet er, at man lader det gå ud over nogle, der er bedre.

Med et snuptag straffer man helt absurd to af landets bedste teatre, Husets Teater og Sort/Hvid, som hver mister cirka 1,2 millioner kroner. To scener, som trods deres beskedne størrelse – i fremtiden endnu mere beskeden – begge er kunstneriske spydspidser i forhold til at drive hele teaterlivet frem i Danmark. To teatre, som med henholdsvis Jens Albinus og Christian Lollike i spidsen har haft et solidt greb i publikum samtidig med, at de har kunnet skabe kompromisløse forestillinger, der har skabt stor respekt om scenernes vovemod og kunstneriske niveau med formidable anmeldelser, fulde huse og Reumert-nomineringer i hobetal.

Det er ikke alene grotesk, det er også meget trist for dansk teater i det hele taget – og for det publikum, der har krav på sublime teateroplevelser. Tænk, hvis Københavns Kommune, en af landets rigeste, i kølvandet på coronakrisen og den vanskelige tid, alle ved, at hovedstadens teaterliv vil stå over for, havde hævet det almissebeløb, de kaster efter teatrene.

Tænk, hvis den i det mindste bare havde fundet de ekstra midler til de nye geografiske fyrtårne – og hvordan kan man i øvrigt være et fyrtårn for fem millioner kroner? – et andet sted i stedet for at ødelægge to af landets dygtigst ledede og væsentligste teatre i processen. Resultatet er i hvert fald, at det hele smøres så tyndt og demokratisk ud, at det næsten kan være lige meget.