Hvis man kunne få udskrevet et spaophold hos lægen, ville der stå Marienlyst Strandhotel på recepten

Marienlyst Strandhotel er som skabt til, at man læner sig tilbage i hverdagsluksus, slukker sin mobil og tilbringer resten af dagen i badekåbe. Anne Sophia Hermansen har tilbragt en weekend i spa og infinity pool.

Marienlyst Strandhotel tiltrak i slutningen af 1800-tallet både Christian IX og hans bror Hans. Forståeligt nok. De kom hvert år til Helsingør og indlogerede sig på værelse nummer 15. Hotellet er den dag i dag et besøg værd af mange grunde, men mest af alt fordi personalet får en til at føle sig velkommen. Der er intet københavnsk ungdomssløvsind over hotellets medarbejdere her – og tak for det. Fold sammen
Læs mere
Foto: FOTO: Marienlyst Strandhotel PR

Hans Castorp ender med at tilbringe flere år på luksussanatoriet Berghof, før han vender tilbage til virkeligheden i Thomas Manns »Trolddomsbjerget«. Flere år er nok at strække den, men et par dages spaophold kan varmt anbefales oven på coronakrisen.

Marienlyst Strandhotel tilbyder havudsigt, infinity pool, gourmetmad og noget så eksklusivt som øjenkontakt. Allerede da vi ankommer, ser receptionisten os rent faktisk i øjnene og siger goddag. Det er ikke som i København, hvor man mange steder ansætter unge med akut ungdomssløvsind i servicejob, unge, der opfatter det på linje med kinesisk vandtortur at hilse på kunder og måske endda hjælpe dem.

Det er tydeligt, at hotellet ikke bare er et hotel, men netop et strandhotel med fokus på spa, kulturarv og gourmet.

Lækkert ser det ud, og det er det også. Lige ud til Øresund og perfekt til et glas champagne. Dog ligner pavillonerne noget fra Månebase Alpha. Fold sammen
Læs mere
Foto: FOTO: Marienlyst Strandhotel PR.

Det ligger lige ud til Øresund med udsigt til Kronborg og svensken, og det har det gjort, siden Frederik VII var konge. For nylig blev hotellet istandsat, og det er gjort med respekt for det oprindelige udtryk (dog minus de nybyggede pavilloner mellem hotel og strand – dem skulle man overveje at rive ned igen). Værelserne tilbyder et generøst vue ud over sundet og over Helsingør, som hotellet ligger i forlængelse af, og skulle man have lyst til at træde ud af sin parforholdsboble og ud i virkeligheden, kan det anbefales at besøge Museet for Søfart eller madmarkedet lige over for museet. Ellers er hotellet som skabt til, at man læner sig tilbage i hverdagsluksus, slukker sin mobil og tilbringer resten af dagen i badekåbe.

Zarbesøg og infinity pool

Hotellet tiltrak i slutningen af 1800-tallet både Christian IX og hans bror Hans. Forståeligt nok. De kom hvert år til Helsingør og indlogerede sig på værelse nummer 15. Efter sigende har den russiske zar også spist frokost her, ligesom det var Frederik VIII, som gav hotellet det privilegium at flage med splitflag – og drive kasino.

Casino Marienlyst var således det første af slagsen i Danmark, men efter at have satset hele min SU på rødt en tåbelig dag i 1997 har jeg ikke sat mine ben på et kasino. Til gengæld satser jeg gerne min lever på at drikke drinks i den opvarmede infinity pool dagen lang, og det rummer Marienlyst Strandhotel rig mulighed for.

Spaområdet er på 1.600 kvadratmeter og byder både på klassiske spafaciliteter og på gamle badetraditioner. Rummelige liggestole med udsigt over vandet er tilgængelige, og det samme er et såkaldt saltterapirum, hvor man kan komme ind som et stressramt ringvrag og ud som en genfødt baby. Takket være en belysning skabt af Det Kongelige Teaters lysdesigner og en kæreste, der sadistisk kan mase saltscrub ind i ens hud. Bagefter kan man hælde iskoldt vand ud over sig selv fra store trætønder.

Det er ikke forfatteren på billedet, men det er til gengæld Kronborg, som længes efter en lige så kærlig behandling som den, der tilbydes på badehotellet. Fold sammen
Læs mere
Foto: FOTO: Marienlyst Strandhotel PR.

Alt er lækkert og i kvalitetsmaterialer. Selv om hotellet er gammelt, er det langtfra affældigt. I stedet har det nydt godt af, at det er blevet elsket af de mennesker, der har haft ansvaret for det, og det mærker man også som gæst.

Hotellet har således bevaret mange af de møbler, der har stået her siden åbningen i 1861, og de efterfølgende ejere har sørget for at indkøbe lysekroner, møbler og kunst, som forholder sig loyalt til stedets ånd. Der er en buste af Christian IX, et maleri af Rubens og de smukkeste art deco-lysekroner. Det er ikke forkert at sige, at fortiden er så meget til stede i nutiden, at man levende kan forestille sig de fester, der engang er blevet holdt på hotellet.

Det mest indbydende ved stedet er imidlertid ikke indretningen, men personalet, der virker oprigtigt interesseret i gæsterne.

Mindre vellykket er de gyselige, nybyggede pavilloner, som ligger ud til vandet, men en af dem rummer en restaurant, der er mere end et enkelt besøg værd. 1861, hedder den og byder på et fremragende menu- og vinkort. Det kan anbefales at gå ombord i femrettersmenuen, der denne aften blandt andet bestod af en perfekt stegt helleflynder serveret med grønne asparges, hestebønner og syltede stikkelsbær.

»Mit livs helleflynder,« udbrød forfatteren bag denne artikel i begejstring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marienlyst Strandhotel.

Godt nok er jeg ingen Søren Frank, men når en menu får en til at genforelske sig i sin kæreste, har kokken gjort noget rigtigt. Assisteret af en udsøgt vinmenu.

Det formidable søfartsmuseum

Som nævnt ligger Museet for Søfart lige i nærheden, og hvor Kronborg Slot ligner et dødsbo efter Dracula, ligner søfartsmuseet et sted, der tager sig selv og sine gæster alvorligt.

Lige nu og frem til oktober viser museet en særudstilling om Troels Kløvedal, der gjorde det, de fleste drømmer om – gjorde livet til en ferie. Med enkle, men vellykkede formidlingsmæssige greb fortælles historien om hans opvækst i en kernefamilie, der snart blev til en splittet familie, hvor moren gik i en retning og faren i en anden, mens børnene blev spredt ud over landet og kom på børnehjem eller i pleje. Da moren endelig kunne samle samtlige børn, døde hun året efter. Dén indgang etablerer et tungt hjerte, og Kløvedal fortjener virkelig alle de stjernestunder og eventyrlige solopgange, der blev ham til del.

Så enkelt og smukt kan et miniauditorium indrettes. Kvalitet. Det er kodeordet. Fold sammen
Læs mere

Derudover benytter søfartsmuseet sig af lyd og viden og rundhåndet formidling. Når det for eksempel kommer til at vise, hvor i verden silke, bomuld, sukker, papegøjer og kaffe kommer fra, har museet lavet en kopi af et guldaldermaleri, der viser et kaffeselskab. Billedet oplyses pletvis, og man ser, hvordan borgerskabet betjente sig af handelsvarer hjembragt fra alle verdenshjørner. Handelsvarer, som i dag er hverdagsvarer.

Endelig har museet med sikker hånd forstået at bruge dansk design i indretningen – det nybyggede miniauditorium er for eksempel med stole af Arne Jacobsen. Kvalitetssansen afspejles også i museumsbutikken, der ikke er fyldt med junk, men med litteratur, design og stilsans.

Værftets Madmarked

Lige over for museet ligger Helsingørs madmarked, det såkaldte Værftets Madmarked, som byder på fodbold på storskærm og en formidabel omgang fish and chips. Det kan anbefales at gå derhen, hvis man forinden har været på Kronborg og trænger sig til at sunde sig oven på den kærlighedsløse oplevelse.

Her er ikke noget pjank med Holger Danske-bøffer eller Hamlet-drinks, men en række boder, der serverer mad uden slinger i valsen.

Pol Roger er godt for sjælen

Fra strandhotellets træaltaner kan man se slottet og byens lys.

De danske sommeraftener er som skabt til at drikke Pol Roger – Churchills yndlingschampagne. Selv om Kronborg indeni ligner et dødsbo, er slottet om aftenen et imponerende syn, og man forstår, hvorfor Shakespeare i 1600-tallet blev så fascineret af renæssanceslottet, at han placerede sin prins, Hamlet, i det.

Det er så mindre forståeligt, at slottet har lov til at forgå, og at ingen tilsyneladende kerer sig særlig meget om den ellers væsentlige del af den danske kulturarv.

Og sådan kan man sidde i de velourbeklædte loungestole på Marienlyst Strandhotel og få sig en på forargeren, mens solen går ned.