Hvad gør du, når der åbnes en ny kasse i supermarkedet?

Foto: Asger Ladefoged.
Læs mere
Fold sammen

Hassan Preisler:

Jeg har boet steder, hvor man ikke opererer med køer. I Mellemøsten møver man sig frem. Hvis der er et par kvadratcentimeter tilovers ude i krydset, så triller man sin bil derud. Hos købmanden stiller man sig op i tæt rundkreds om kasseapparatet med pengene viftende foran ekspedienten. Og kropskontakt er ikke noget, man undgår. Man står tæt op og ned ad hinanden.

Det er som om, sporten er, at man skal udfylde ethvert lille tomrum i luften, der måtte være omkring en luge ind til noget, man har brug for. En slags kø-kluddermor.

Og det er overordentligt svært for sådan en som mig at bo sådan et sted. Ikke alene på grund af det med kropskontakten, som jeg er vokset op uden – Charlottenlund, I ved! Endnu mere er det, fordi jeg er ekstremt optaget af god køkultur. Man kan faktisk gå så langt som at kalde min tilgang til køer en besættelse.

Jeg lider nemlig af en intens frygt for at blive sprunget over. En fobi. Og det er ikke, fordi jeg vil forrest i køen. Det er faktisk ikke det, det handler om. Jeg er helt ligeglad med, hvor jeg er placeret, og hvornår jeg når frem. Så længe det hele bare går fair til! Og det er netop derfor, at min puls stiger, og håndfladerne bliver fugtige, så snart jeg nærmer mig en kø – om den er ved billetautomaten, security-båndet, indsnævringen på motorvejen eller i færgelejet. For det er jo her … lige her i køen, at det kan gå så grueligt galt. Det er her, retfærdighedens ekstreme skrøbelighed træder allertydeligst frem. Og hvilket øjeblik er mere skælvende end det, hvor der åbnes en ny kasse? Hele vores livsstil er til forhandling i det sekund, hun kalder, »jeg åbner ovre i kasse 3!« Retskaffenheden, redeligheden. Nej, ikke kun det. Det er det demokratiske fundament, vi forhandler om i den kø. Og omfordelingen – nej, velfærdsstaten. Selve humanismen. Og det er derfor, mit hjerte slår så hårdt, når jeg går op mod kasserne i min lokale Brugs. DET ER IKKE BARE EN FOBI!

Maise Njor:

Ok. Du gør sådan her: Du fingerer, at du er blind, lader som om du skal klø dig på anklen, men tager i sidste øjeblik fat om hanken på kurven, og så drøner du over mod den kasse, hvor en ny ekspedient er ved at sætte sig til rette.

Hvis du er helt igennem rigtig dansker, så har du lært, at køkultur er noget, man har i London, men her til lands er det survival of the fastest, når en ny kø åbner, selv om man i farten kører en pensionist over, og heldigvis kan vi som eneste folkefærd i verden trylle: Hvis du ikke kigger på andre mennesker, så kan de faktisk ikke se dig, og derfor er det ikke pinligt at være en snydetamp.

Du kan også vælge at være en sexy motherfucker. Hvem er det? Jo, det er dem, der er så overskudsagtige, at de lige ser sig tilbage, opdager at der er en, som kun skal have to Faxe Kondi halvanden-liters og nogle Doritos, og uden at dømme siger »vil du ikke foran mig?« At give en forlomme er det samme som at fortælle omverdenen, at man er så lækker, at man ser de andre mennesker, man deler Fakta med.

Forleden opstod der imidlertid det problem, at den islandske dame foran mig i køen iført perlebesatte briller og en i fordums tid flot minkswinger følte en pludselig trang til at hylde Anker Jørgensen. »Engang var Danmark et PARADIS!« råbte hun igen og igen ud i Netto, og forsøgte at engagere køen. Kassedrengen, som var for ung til at huske oliekrisen og mest havde krise med sit ansigt og alle bumserne, så en smule forvirret ud. Han havde endnu ikke groet mandsmod nok til at bede hende om i det mindste at pakke sine varer, mens hun råbte.

Vi andre havde heller ikke. Men i fællesskab fik vi etableret åbning af en ny kasse, og fordi vi nu var fælles om oplevelsen, rykkede alle fint videre, i samme rækkefølge som før. Og hvad kan man lære af det? Når der er optræk til ny kasseåbning, så råber du simpelthen bare »Engang var Danmark et PARADIS!«