Hun var et geni. Hun gjorde revolutionerende opdagelser. Hun blev 104 år. Og så blev hun glemt

Boganmeldelse: Med »Den inderste kerne« har Lotte Kaa Andersen ikke alene kastet lys over en skammeligt overset dansk verdensstjerne, hun fortæller også det 20. århundredes danske historie.

Seismologen Inge Lehmann fremsatte tilbage i 1936 den skelsættende teori, at jorden er tredelt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra tid til anden dukker så lysende talenter op på den danske stjernehimmel, at man må bøje sig i støvet. Tycho Brahe, Grundtvig, brødrene Ørsted, H.C. Andersen, Carl Nielsen, Niels Bohr, Karen Blixen ... Navne, som enhver dansker med stolthed kan genkende og nævne.

Men hvad med Inge Lehmann? Siger det navn dig noget? Måske har du noteret dig, at hun har fået en vej opkaldt efter sig ved havnen i Aarhus og ved Rigshospitalet i København, og måske har du set den skulptur, som bærer hendes navn foran universitetet på Frue Plads, til højre for Niels Bohrs buste?

Inge Lehmann døde i 1993, men både vejene og skulpturen er kommet til inden for de seneste fem år, og det er ret så symptomatisk for hendes liv. Alt tog nemlig en evighed, når det kom til det naturvidenskabelige geni – ja, hun kunne ikke engang holde sig til en gennemsnitlig levetid. Inge Lehmann blev næsten 105. Og nu får vi så endelig en biografi om hende i form af Lotte Kaa Andersens gennemresearchede roman »Den inderste kerne«.

»Først da Inge Lehmann fylder 100 år i 1988, bliver hun for alvor fejret af sit fædreland«


Inge Lehmann blev i 1888 født ind i den både akademisk og samfundsmæssigt toneangivende Lehmann-familie. Hun var en skravlet nørd, som ikke kunne lege som andre børn; alt skulle give rationel mening for hende, men så kunne hun også fordybe sig i timevis, ligesom hun var en lynende matematisk begavelse. Dermed stod hun i skarp kontrast til den indtagende og livlige lillesøster Harriet; en forskel, som fulgte de to søstre gennem hele livet.

Verdens første

Harriet blev i en ung alder en feteret teaterskuespillerinde, mens Inge kæmpede med at finde sin rette hylde: »Hun er 38 år og gruer for sin fremtid, som da hun var 18, 24 og 30. Altid dette nagende spørgsmål; hvor hører hun til, hvad er hendes bestemmelse? De evner, hun altid er blevet rost for, har vist sig svære at omsætte til et meningsfuldt arbejde.«

Hun finder sin bestemmelse i 1928, da hun på det nyoprettede Geodætisk Institut bliver verdens første kvindelige seismolog, der gør studier i Jordens opbygning og i jordskælv, om end hendes egen forskning på Askepot-vis må henlægges til søndage og ferier.

 

Endelig får hun som 48-årig i 1936 færdigformuleret en opsigtsvækkende teori baseret på sine elskede tal og fakta: Jorden har ikke kun en indre flydende kerne; den har også en inderste fast kerne. Men hendes momentum gribes ikke af omverdenen, for ikke nok med, at det er svært at bevise teorien, hun er også … kvinde. Og det duer ikke på det akademiske parnas. Ikke i Niels Bohrs Danmark i hvert fald.

Langsomt, langsomt indhenter tiden hende dog, og det store udland hylder hende som fortjent, ligesom hendes karriere får et langt og glorværdigt efterspil fra og med 1950ernes USA – i »den nye verden« har man en mere fri tilgang til formerne, ligesom man kan bruge den aldrende forskers unikke forståelse for seismologien under den kolde krigs atomvåbenkapløb. Hun får nemlig tal og målinger til at åbne sig på en helt anden måde, end hendes forskerkollegaer gør det. Ja, nogle hævder endda, at selv ikke en computer ville kunne opnå de resultater og drage de konklusioner, hun kan med sin kombination af fakta og intuition.

Først da Inge Lehmann fylder 100 år i 1988, bliver hun for alvor fejret af sit fædreland, om end der altså skulle gå yderligere knap 30 år, før hun i 2017 fik en skulptur foran universitetet som tak for sit bidrag til forskningen – den jævnaldrende Niels Bohr fik sin i 1965.

Med »Den inderste kerne« har Lotte Kaa Andersen ikke alene kastet lys over en skammeligt overset dansk verdensstjerne, hun fortæller også det 20. århundredes danske historie gennem forudseende og initiativrige personer, der ville noget med samfundet; fra faderen, Alfred Lehmann, der grundlagde Institut for Psykologi, og skoleforstanderinden Hanna Adler, der blandede kønnene, til kusinen Lis Groes, der blev handelsminister og formand for Dansk Kvindesamfund, og veninden Ebba Strandbygaard, der blev læge og aktiv i modstandsbevægelsen. Den stædige nørd Inge Lehmanns indsats var mere usynlig, men ændrede verden.

Forskningslivets sejpineri

Romanen er et imponerende stykke arbejde baseret på hidtil ukendt materiale og samtaler med nogle af de personer, som kendte Inge Lehmann, og med mange pudsige detaljer inkluderet, blandt andet et hip til Alfred Lehmanns bidrag til den såkaldte smørkrig. Han havde dog nok ikke været glad for Kaa Andersens favnen af det spiritistiske. Bogens synsvinkel er primært Inge Lehmanns, men udvalgte andre får egne kapitler, så vi ser hovedpersonen gennem deres øjne; ikke mindst søsteren Harriet, hvis nonchalance igen og igen ramler sammen med den jordbundne og fornuftstyrede storesøster. Netop typer som Harriet udgør en herlig kontrast til forskningslivets sejpineri, hvilket også betyder, at når romanen til tider holder sig strikt til Inge Lehmanns hverdag, bliver den lidt for meget af en arbejdspladsroman.

Det klæder fortællingen, når de mange skuffelser og de akademiske korrespondancer blødes op med Harriets pludselige indfald, veninden Ebbas maskuline drivkraft og chefen Nørgaards beregnende disponeringer, men et register kunne have givet et velkomment overblik over de 104 års levetids mange relationer. Dog skal Lotte Kaa Andersen have ros for loyalt at følge Inge Lehmanns kvindeliv helt til dørs og ikke bare slutte det på succesens tinde. På den måde forstår vi den besynderlige dobbeltrolle, ethvert geni spiller: som den udvalgte ener og som almindelig, dødelig borger.

»Den inderste kerne« er fortællingen om et sjældent geni. Og vi må som børn af H.C. Andersen skamme os over, at en svane som Inge Lehmann i så mange år blev betragtet som en grim ælling af den danske akademiske andegård. Alene fordi hun var kvinde.

Den inderste kerne
Forfatter
: Lotte Kaa Andersen. Sider: 416. Pris: 299,95 kroner Forlag: Gutkind.