For 11 år siden indrykkede jeg en dødsannonce her i avisen og erklærede Kvindernes Kampdag for død. Når jeg i dag genlæser den kronik, der ledsagede dødsannoncen, får jeg lyst til at sætte mig ind i en tidsmaskine, rejse tilbage i tiden og tage en kammeratlig samtale med mig selv.
Jeg tog fejl dengang på en række punkter. Jeg overså væsentlige problematikker. Men jeg havde også ret. Det sidste kommer jeg til.
For det første undrede jeg mig over, hvad der egentlig var tilbage at kæmpe for. Vi har jo fuld ligestilling, skrev jeg, og gik let henover, at jeg havde taget størstedelen af barslen, tjente mindre end mine mandlige kolleger og endda var blevet forbigået til en stilling i Mærsk, fordi jeg havde det forkerte køn. Jeg nævnte heller ikke med et ord, hvordan jeg i næsten et år var blevet groft chikaneret, fordi jeg havde blandet mig i den offentlige debat og nu måtte have hemmelig adresse for at undgå trusler og uønskede natlige besøg.
I stedet forklarede jeg mig selv og andre, at jeg bare måtte arbejde hårdere, gøre mig mere umage og lade være med at klynke.
Men det er ikke klynk at bede om mere i løn, ligesom trusler og chikanerier skal vises frem og ikke gemmes væk. Det skal selvfølgelig også anholdes, hvis en potentiel chef forklarer et afslag med, at de ville have en mand, fordi kvinder jo bliver gravide.
Jeg skrev dog en fornuftig ting, og det var, at mænd, der ikke vil tage deres andel af barslen, fortjener at få en skilsmisse. Det mener jeg stadig.
Et par nedslag
Tiden har hastigt ændret sig, og tidsånden er i dag et andet sted end for ti, 20 og 30 år siden. Den er endda et markant andet sted end for et år siden. Lad os se på et par nedslag.
For et år siden var det et særsyn at se en interessant kvinde på forsiden af et magasin. Til gengæld kunne man se en 16-årig model, hvis største bedrift havde været at stå ud af sengen. I dag ser vi kvinder på forsiden af Alt for Damerne, Femina og IN, fordi de er forbilleder, har taget en chance, udmærket sig, gjort en forskel og tak for det.
I mange år så vi et klassisk makkerpar på tv: En ældre mand, som kunne tage de »svære« politikerinterviews og en yngre kvinde, der kunne hyggesnakke med kokke og popstjerner. Duoen var fast inventar på morgenfladen og i aftenshows. I dag er det ofte kvinder, som styrer de væsentlige partilederdebatter, og selv udenfor valgsæsonen kan en statsminister forvente at møde en benhård kvinde i selv de bløde formater. Jeg er med på, at mange fra den ældre generation kan synes, det er hård kost. Er man en af dem, skal man undersøge, hvorfor man foretrækker, at kvinder viser uvidenhed eller endda underdanighed.
Vi så også engang film som »Pretty Woman« uden at tænke over, hvor gammel Richard Gere egentlig var i forhold til Julia Roberts. I dag ved jeg, at unge kvinder synes, det er komisk, at en kvinde skal foregive at være interesseret i en mand, der er dobbelt så gammel. Og nej, de er ikke imponeret af hans penge – de drømmer nemlig om at tjene deres egne.
Og der var selvfølgelig også engang, hvor en mand i egenskab af at være overborgmester, chef, politisk leder, formand eller celeber tv-vært kunne betragte kvinder som et seksuelt tag selv-bord. Og endda betragte sig selv lidt som et offer for alle kvindernes opmærksomhed. Hvis de, altså kvinderne, sagde fra, var de selvfølgelig dumme snerper, der ikke forstod mændenes glade måde at feste på, eller hvor generøst det i grunden er at få lov at give et blowjob til en mand, der har indflydelse på ens karriere.
Også her er der en generationskløft, og vi kan iagttage en ældre generation, som ikke forstår #metoo og synes, den yngre generation er hysterisk og snowflakeagtig. Særligt synes mange af de ældre kvinder, selv rødstrømperne, at de unge kvinder gør sig til ofre, og vi skal huske på, at offer og klynker er noget af det værste, man kan være. Jeg ved det, for jeg har selv tænkt sådan. Men det er ikke offeragtigt at sige fra og udkæmpe en kulturkamp. Det er tværtimod heroisk, og derudover er det et sundhedstegn at insistere på at blive vurderet på sin faglighed og ikke fuckability.
Meget er vundet, og flere kampe venter forude. For mig at se er lige barselsrettigheder til mænd og kvinder en af de væsentligste kampe, der mangler at blive udkæmpet. For sagen er, at vi ikke kommer til at se flere kvinder i bestyrelser, direktioner og som iværksættere, hvis vi fastholder et traditionelt mønster i familierne.
Da jeg for mange år siden fik afslaget fra Mærsk, gjorde jeg opmærksom på, at mænd jo også får børn. Ja, blev der sagt, men kvinderne får dem, når de er helt små. Underforstået: Mænd får først børn, når de er klar til gå med rullekrave og blive sendt på kostskole.
Meget vil være vundet, hvis vi kan ændre den forestilling, og derfor er mandebarsel en vigtig kvindesag at kæmpe for. God kampdag.
