Gå en tur ud på kirkegården – her finder du historien om en sexet pigesanggruppe og en missionær, der jagede sexkunderne væk

De ukendte døde: På Garnisons Kirkegård på Østerbro møder man farverige skikkelser fra fortiden. Både en dansk pigesanggruppe, der i 1800-tallet forargede Europa med seksuelt udfordrende numre, og en ihærdig, prostitutionsbekæmpende missionær.

Gårdmissionær Rasmus Buch Clausens gravmæle. Clausen, der forsøgte at stoppe lovlig prostitution, var en af 1800-tallets mest  farverige københavnerskikkelser.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Bag den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjölds Allé ligger en af Københavns ældste kirkegårde: Garnisons Kirkegård, der blev indviet i 1671. I begyndelsen var det fattige soldater og deres familier, der blev begravet her, fordi kirkegården lå langt uden for Københavns volde, men i 1711 blev København angrebet af en pestepidemi, der slog 23.000 borgere ihjel, og de døde skulle begraves hurtigt på grund af smittefaren. Derfor blev Garnisons Kirkegård også en begravelsesplads for ikkemilitære personer. Stedet lignede et vildnis, og først i 1800-tallet kom der orden på det. Så kom flere mondæne grave til.

Clausen til kamp mod prostitution

Går man rundt på det smukke område, er det ikke mindst Treårskrigen mod Tyskland, 1848-1851, og krigen i 1864, der dominerer. Her er monumenter over helte som general Olaf Rye, helten fra Treårskrigen, men også over general de Meza, den forkætrede general fra 1864, der fornuftigt nok trak hæren bort fra Dannevirke, men som fik ballade for det. En stor fællesgrav for 226 faldne fra krigen blev rejst i 1885.

Der er mange smukke gravmonumenter og bronzerelieffer på kirkegården, men det mest levende er uden tvivl en skulptur af en mand, der som en tredimensionel figur rækker ud til tilskuerne med et intenst blik og Bibelen i hånden. På stenen står: »Gårdmissionær Rasmus Buch Clausen 1840-1904«. Skulpturen blev skabt i 1905 af billedhuggeren August Hassel.

Hvem var denne gårdmissionær? Han er ikke nævnt i historiebøgerne, men han var en af 1800-tallets mest fascinerende skikkelser. Rasmus Buch Clausen var en del af en religiøs bevægelse, der kæmpede mod tidens lette moral og mændenes brug af prostituerede. Oprindeligt var han gårdejer på Lolland, men da hans hustru og datter døde, fik han en religiøs vækkelse og drog til København. Sammen med andre fra Indre Mission forsøgte han fra 1880erne fysisk at forhindre prostitution i Københavns gyder og gårde ved at angribe mænd, der opsøgte pigerne. Der findes en nekrolog fra et socialistisk blad, der var modstander af Rasmus Buch Clausen, fordi denne også bekæmpede socialismen. I nekrologen står der blandt andet:

»Han var en mærkelig mand i alle henseender. Han prædikede i gårdene og patruljerede ved nattetid i de snavsede gader, hvor prostitutionen bor til huse. Her uddelte han gudelige traktater, advarede de unge og gamle mænd mod at følge kødets lyst, hvilket ofte gav anledning til mange tragikomiske scener i disse gader. »Pigerne« så i Clausen en mand, der ville skade dem i deres lovlige, af staten beskyttede erhverv, og derfor gik de ofte angrebsvis til værks mod Clausen, og derved udspandt sig optrin som trodser alt i retning af gudsbespottelse og råhed. Men dette afskrækkede ikke Clausen. Nat på nat blandedes hans ord i disse gader med drukne kvinders eder og latter, og ikke sjældent har man i de snævre gader set Clausen og det sminkede pigebarn hale i hver sin arm af en ung mand og næsten altid med det resultat, at pigebarnet sejrede.«

Gadeuro og ballade

Clausens virksomhed havde støtte langt uden for Indre Missions rækker og blev finansieret af blandt andet overklassens kvinder, der ville beskytte de fattige piger og moralen. Hans virksomhed begrænsede sig heller ikke til natlige raids, men bestod også i graffiti på væggene med bibelcitater og vækkelsesmøder. I en reportage i Nationaltidende fra 1896 fra hans bedehus i Farvergade lyder det: »Den såkaldte »Gårdmission« har ladet indrette et bedehus, hvor der hver aften fra 9-12 bliver afholdt møder med tale og sang, hvilket har bevirket, at der til overholdelse af den offentlige orden siden den dato hver aften har måttet anvendes 6-10 politibetjente, og der var sammenstimlen af personer så stærk, at politiet måtte afspærre gaden for begge adgange. At disse møder ikke løber af uden spektakler af ildesindede personer er bekendt, ruderne i lokalet er mange gange slået ind, og missionær Clausen er tre gange, når han gik derfra, blevet forulempet, og har endog fået prygl.«

Clausens og hans kampfæller spillede en ikke uvæsentlig samfundsrolle, men alligevel er han ikke at finde i nogen leksika eller historiebøger. Mens alle kulturradikale aktivister groft sagt er medtaget i de fleste værker, så er denne farverige skikkelse skrevet ud af vores historie – nok fordi han var religiøs, mens historikerne var kulturradikale.

Tidens frækkeste piger

Går man lidt væk fra den fascinerende skulptur af Clausen, støder man på en sarkofag, den eneste på kirkegården, hvor navnet er udvisket, så man ikke ved, hvem der ligger begravet der. En tilkaldt kirkegårdsgartner kender udmærket sarkofagen, men ved ikke hvem, der ligger der. Kun på grund af  historikeren Hans Henrik Appels blændende bog »Barisson-feberen« (2020) om syngepigerne Barrison ved vi, hvem de er.

Bent Blüdnikow ved sarkofagen for nogle medlemmer af familien Barrison – en mor og to af hendes døtre. Barrison-pigerne var tidens hotteste sanggruppe. De var så frække, at deres optræden længe var forbudt i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Pigerne var tidens frækkeste pigegruppe og chokerede hele Europa med viser og dansenumre, der var stærkt seksuelle- Deres optræden i 1800-tallet – samtidig med Rasmus Buch Clausens ihærdige forsøg på at advare mod den lette moral – viser tidens alsidighed. Pigegruppen bestod af fem danske piger, der ikke var blege for at vise ben frem og synge om deres »missekatte.« De blev tidens mest populære sanggruppe, og man kunne købe porcelænsfigurer og postkort med søstrene i udfordrende tøj. Der var tale om et rent Barrison-hysteri.

I København boede kunstdrejer Senius Bareisen med sin hustru, Erika, i en lejlighed på Frederiksborggade. De fik i alt fem døtre: Abelone, Hansine, Sophie, Inger og Gertrud. I 1886 rejste Erika og døtrene til USA, og den første tid i USA var hård for familien, men fra 1889 begyndte de fem døtre at optræde med en vis succes på scenerne i New York.

Den ældste, Lona, blev hyldet i en artikel i et amerikansk blad med overskriften »Lona Barrison: The Face of an Angel, the Heart of a Devil«. I 1889 gik de fem søstre om bord på skibet Le Bretagne for at indtage Europa. Søstrene fik engagement på Folies Bergère, der var Paris’ centrale forlystelsessted for vovet scenekunst. De optrådte først med en barnlig troskyldighed og sang den populære »Daddy Wouldn’t Buy Me a Bow Wow«, der handler om en pige, der ønsker sig en hund, men kun får en kat. Men så ændrede søstrene tonen og sang: »Do you want to see my pussy?« Så trak de op i skørterne og afslørede, at de alle havde en levende kattekilling placeret i en lomme foran skridtet.

Barrison-søstrene var Europas hotteste pigegruppe. I en af deres viser sang de »Do you want to see my pussy?« og hev op i kjolerne. Indenfor for havde de rigtige små missekatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra Hans Henrik Appels »Barisson-feberen«.

La Vie Parisienne skrev: »Et helt igennem frækt skue«. Tiden var til erotiske udfordringer, og Barrison-pigerne blev symbol på den nye tid. Efter Paris optrådte søstrene i London, Bruxelles, Antwerpen, Wien, Budapest og Berlin. Der var kun ét sted i Europa, hvor de københavnsk-fødte søstre ikke måtte optræde, og det var i København. Det var for frækt.

I 1896 var pigerne tilbage i Folies Bergère og vakte igen jubel. Maleren Henri de Toulouse-Lautrec og andre kunstnere tegnede og malede pigerne. Der var stadig forbud mod, at gruppen optrådte i København, og den hjemlige stjerne Dagmar Hansen blev også ramt af et forbud, fordi politiet mente, at hun krænkede moralen. To af Barrison-søstrene fik dog i 1897 tilladelse til at optræde i Cirkusbygningen.

Barrison-søstrene var så frække, at det var dem forbudt at optræde i København, hvor de ellers var født. Men i de europæiske storbyer var de fantstisk populære. Her ses de godt afklædte parat til at chokere publikum.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søstrene på Folies Bergère. Fra Hans Henrik Appels »Barisson-feberen«.

Men ved århundredeskiftet syntes moralen og skørterne at falde i København. Digteren Holger Drachmann var en af den ældste søster, Lona Barissons, fans og trykte i Politiken i 1900 et hyldestdigt: »Forkælet og forkætret, erfaren og naiv / Så munter som en sisken, så smidig som et siv / En frygt for alle fruer, en fryd for alle mænd / Går Lona over jorden, gennem alle hjerter hen.« Så var vejen banet, og Lona kom til København og optrådte i Cirkusbygningen 1. marts 1901. Men det var også indledningen til ballade med politiet, der fastholdt, at Lona overskred sømmelighedshensyn og forbød yderligere forestillinger.

Barrison-pigerne var så populære i hele Europa, at der blev lavet porcelænsdukker og frække postkort med dem i udfordrende tøj. Så forsvandt de ud af vor historie, indtil historikeren Hans Henrik Appel i 2020 udgav en fabelagtig bog om deres skæbner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra Henrik Appels »Barisson-feberen«.

Efter mange romantiske eventyr, skandaler i medierne og optræden på scener i Europa endte flere af søstrene i København. Sophias og Inger Maries urner er nedsat i deres mors sarkofag på Garnisons Kirkegård, mens Gertruds urne er placeret et andet sted på kirkegården. På den måde forener kirkegården i døden to modsatrettede tendenser i datiden: den moralske og missionerende kristendom og den løsslupne erotik.