Fredag væltede en belgisk film om en sexarbejdende husmor »Citizen Kane« og »Vertigo« af pinden

Filmen er blevet kåret som den bedste film nogensinde på Sight & Sounds liste over de bedste film nogensinde. Listen udkommer hvert tiende år.

 
Se traileren til »Jeanne Dielman« her. Video: Cinemateket Trondheim. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert tiende år siden 1952 er det britiske filminstituts (BFI) magasin, Sight & Sound, udkommet med en liste over de bedste film nogensinde.

Listen er stærkt anerkendt, og den højt respekterede og nu afdøde filmanmelder Roger Ebert kaldte listen for »den mest respekterede af de utallige toplister over de bedste film – og den eneste, som flest seriøse filmfolk tager alvorligt«.

Fra 1962 til 2002 indtog Orson Welles' mesterværk »Citizen Kane« fra 1941 førstepladsen, men efter BFI i 2012 udvidede antallet af adspurgte eksperter, skete der noget på listen.

Først en lille overraskelse i 2012, da Alfred Hitchcocks »Vertigo« (»En kvinde skygges«) fra 1958 indtog førstepladsen og sendte »Citizen Kane« ned på andenpladsen.

Og i fredags kom så en stor overraskelse, da den belgiske film »Jeanne Dielman« fra 1972 indtog førstepladsen på listen. Filmen er instrueret af Chantal Akerman, og det er første gang, at en film instrueret af en kvinde kommer i topti, skriver BBC.

Filmen handler om en kvindes hverdagsliv. Hovedpersonen, Jeanne Dielman, er en kvinde i 40erne, hvis mand er død. Hun bor nu med sin næsten voksne søn, og hun har indrettet sit liv med ekstremt megen struktur, som filmen skildrer langsomt og ensformigt:

Hun står op om morgenen, sender sin søn afsted, passer naboens barn, køber ind, laver mad – og så tjener hun i øvrigt sine penge som prostitueret.

Politikens Kristoffer Hegnsvad skriver, at man godt kan kalde »Jeanne Dielman« for en kedelig film, uden at det behøver være negativt.

Folk himler op over »woke«-panel

Filmen er blandt andet blev kaldt »banebrydende, feministisk filmkunst,« skriver BBC, men at filmen pludselig er sprunget op på førstepladsen handler ikke (direkte) om identitetspolitik.

Det mener i hvert fald Christian Monggaard, der er filmanmelder på Information, og som selv er blandt de 1.639 filmkritikere, programlæggere, kuratorer, arkivarer og akademikere, der har stemt til listen.

»Folk himler op over, at panelet stemmer woke-agtigt (identitetspolitisk korrekt, red.),« siger Christian Monggaard og fortsætter:

»Men »Jeanne Dielman« fortjener fuldt ud at ligge på førstepladsen. Jeg stemte på filmen, fordi jeg synes, den er mirakuløs. Da jeg så den i biografen for to år siden, skrev jeg en anmeldelse på 10.000 tegn – det er altså et helt opslag i avisen og ikke noget, jeg ellers gør med anmeldelser,« forklarer Christian Monggaard.

Filmen er næsten tre og en halv time lang og er delt op i tre akter, som foregår over tre dage.

Klienterne serviceres, og kartoflerne koges

I det meste af filmen ser man Dielman holde hus for sin søn, som til gengæld møder hende med ligegyldighed.

Hun tjener, som nævnt, sine penge ved at servicere mænd seksuelt.

Typisk en klient om dagen, som bliver mødt med effektivitet, og som ifølge BBC bliver serviceret og sendt afsted igen, på den tid det tager at koge kartoflerne til aftensmaden.

Christian Monggaard hylder den stramme og stille struktur på filmen.

»Filmen er nærmest Herman Bang'sk i sin beskrivelse af den stille eksistens. Med en så stille eksistens og en så stringent fortælling er det tilsvarende rystende, når der sker et opbrud i stringensen. Det virker som en eksplosion i filmen,« siger Christian Monggaard.

Christian Monggaard, filmen er jo relativt gammel. Hvad er det, der har ændret sig, siden den nu klatrer op på listen – ville den også have været på din top-ti-liste for ti år siden?

»Jeg havde ikke set den for ti år siden, men noget af det handler også om, at jo flere film man ser, desto mere udvikler man sig. Det er den personlige side. Den anden og mere overordnede grund til, at listen ændrer sig, er nok, at man har mange flere med i det panel, som kan stemme, end men havde tidligere.«

Det springende punkt er vel, om »Jeanne Dielman« er bedre end »Citizen Kane« og »Vertigo«?

»»Vertigo« og »Citizen Kane« er utvivlsomt nogle af verdens bedste film. Problemet med lister som disse er, at man forsøger at gøre det subjektive objektivt. Jeg selv afleverede en top-ti-liste til BFI, men havde man spurgt mig en anden dag, havde listen nok set anderledes ud. Derfor bliver Sight & Sounds liste aldrig den endegyldige sandhed. Til gengæld er det en liste, som er fantastisk at søge inspiration i.«

I øvrigt er der også en dansk film på listen, »Ordet« fra 1955, som er instrueret af Carl Th. Dreyer.

»Jeanne Dielman«. Drama. 201 minutter. Af Chantal Akerman. Med Delphine Seyrig, Jan Decorte og Henri Storck.

»Jeanne Dielman« kan ses gratis på Filmstriben.