Dødsforagtende »Carmen« på Operaen: En sublim hyldest til en feministisk livsnyder

Skønne Michèle Loisier synger titelrollen i verdens måske bedste musical før musicalen. Rundt omkring hende gås der til gode yderligheder. Meget mere kan man ikke forlange.

Kvinde i macholand: Carmen (Michèle Losier) giver mændene kamp til stregen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter

Carmen har altid været radikal feminist. Forskellen er så bare, at i nyopsætningen af Georges Bizets geniale opera på Operaen er hun det mere radikalt end nogensinde. Først klædt ud som tyrefægter, senere  i skjorte og slips, er hun kvinden, der har bukserne på, når det passer hende, men tillige hende, den forførende, der insisterer på sin kvindelighed. Når det så ovenikøbet, som her, er  Michèle Losier, der så vidunderligt fransk lægger krop og stemme til »L'amour est un oiseau rebelle« og så mange andre herligheder, er det bare slet ikke til at stå for. En af operahistoriens strideste og dejligste kvindeskikkelser er blevet endnu stridere og dejligere.

Og det er så et af de grundlæggende greb i Barrie Koskys kompromisløse »Carmen«-iscenesættelse, der allerede har været spillet i Frankfurt og London, hvor den har gjort nogle glade og andre vrede :Dette med ikke at gøre feministen Carmen til det offer, hun i forvejen principielt er, som kvinde, men som hun hele tiden insisterer på ikke at være. Hun bliver hånet og bundet og taget på, og på den måde deler hun skæbne med kvinder som flest i macholand, men hun svarer igen, og at hun ender med at betale den højeste pris, er sådan set OK. Hun får alligevel det sidste ord. Bogstaveligt talt.

»»Carmen« er folkeligt musikteater som allerbedst. Det er ikke for ingenting, at den kan konkurrere med Mozarts syngespil »Tryllefløjten« om at være den bedste musical før der var noget, der musical. Denne iscenesættelse tager konsekvensen.«


Men ikke bare med sit konsekvent solidariske kvindesyn går Barrie Kosky i den helt rigtige retning, han gør det også i en opsætning, hvor al spansk folklore er skrællet bort. Hvis man er operatraditionalist og forventer at se noget, der ligner et pittoresk, dampende, glødende, beskidt og sensuelt Sevilla og omegn i 1820, og hvis man glæder sig til at opleve soldater, borgere, tyrefægtere, smuglere, cigaretpiger og sigøjnere, sådan som de mere eller mindre så ud dernede sydpå og dengang, så må man glæde sig om igen. Kostumerne er enkle, sjældent tidstypiske. Kulissen er en trappe i hele scenerummets længde og højde, hverken mere eller mindre. Her udspiller sig dramaet om dejlige Carmen, eller Carmencita, som hun også kaldes, og om hendes nogle gange elskede, sergenten Don José, og om hendes anden tilbeder, tyrefægteren Escamillo, og vel er trapper som sådan efterhånden blevet brugt så meget i moderne teater, at det næsten ligner en kliché, men ofte giver de mening, og det gør de også her.

Hoppende og klappende

Trapper giver således uanede muligheder for frapperende menneskekonstellationer. Trapper kan forvandle klumper af korsangere til smukke billeder. Trapper kan man løbe op og ned ad og sætte sig på og ligge på og elske på og slås på og leve og dø på. Trapper kan det hele, og når der sker så meget, som der rent faktisk sker her, i denne opsætning, er det ikke mindst i kraft af Otto Pichlers levende, varierede og medrivende koreografi, der både sætter kor, solister og professionelle dansere på arbejde. Havde det være mindre eminent gjort, kunne det have været ubærligt og bare alt for meget, men der er elegance, humor og overskud i alt det bevægeligt visuelle, og det hoppende og klappende kor i fjerde akts store kornummer »Les voici ! Voici la quadrille!« er i al sin overstadige fjollethed et højdepunkt. Folkeligt? Ja, for pokker. For folkeligt? Nej, da. Fra starten i 1875 har »Carmen«, med alle dens guddommelige hits og dens talte dialog, været tænkt folkelig. Den er folkeligt musikteater som allerbedst, og ikke for ingenting kan den konkurrere med Mozarts syngespil »Tryllefløjten« om at være den ypperste musical, før der var noget, der musical. Denne iscenesættelse tager konsekvensen.

Dansen fylder i »Carmen« på Operaen. Det virker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winter.

Og der er endnu et greb, som vi endnu ikke har nævnt, og som også er ret vildt,  og det er den nyskrevne voiceover, der går ind og erstatter originalens kedsommelige dialog  (eller de lige så kedsommelige recitativer, der blev tilføjet efter Georges Bizets tidlige død). Her i København er det Maria Rich, der med lækker, sensuel og superfeminin stemmeføring fremsiger ordene, og de er gode, for de understreger opsætningens grundlæggende feministiske tilgang ved at se alting fra Carmens livsnydende og dødsforagtende perspektiv. Det hænger sammen, og det fungerer. Og fungerer gør det meste i det hele taget også og mere til, og også hvad solisterne angår: Migran Agadzhanyan er en god, maskulin modspiller til Carmens forførende farlighed, og Gisela Stille fint kær som Carmens dydige modsætning, Micaëla, og på premiereaftenen måtte man så bare bære over med, at Anatoli Sivko som Escamillo ikke var i topform. Stemmen var presset, et par gange faldt den fra hinanden, og det var synd, både for ham og os, men ikke nok til at ødelægge glæden over, at det her overhovedet kan lade sig gøre: At skære en operaklassiker ind til benet, fjerne alle lag af gulnet teaterhistorie og skabe en sublim ny udgave, der trods sin radikalitet  er så ganske ligetil, folkelig og fortryllende. Verdens måske mest populære opera er blevet endnu bedre. Meget mere kan man ikke forlange.

Carmen

Premiere på Operaen 14.9. Iscenesættelse: Barrie Kosky. Scenografi og kostumer: Katrin Lea Tag. Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, Det Danske Drengekor, dirigeret af Alexander Vedernikov.  Med Michéle Losier, Migran Agadhanyan m.fl.