Hvordan føles kærlighed?
»Kærlighed er en følelse, jeg kan mærke i min krop. Jeg kan mærke den som en hjertebanken, og jeg kan mærke den som noget, der rammer min næse, når jeg stikker hovedet ned til mit sovende barn og giver ham et kys på kinden og kan dufte ham. Kærlighed er, når jeg siger godnat til sådan et sovende barn, der bare ligger der, helt fredfyldt, i sin seng, og jeg kan også mærke kærligheden fysisk i min krop, når jeg kommer hjem om aftenen, efter teatret, og hele familien ligger og sover, og der er mørkt i huset, og jeg børster tænder og lægger mig under den varme dyne og mærker, at jeg hører til. Det er kærlighed.«
Tror du på gud?
»Da jeg blev konfirmeret, fik fadervor for alvor fat i mig. Jeg har sådan et »fadervor, du som er i himlene« i mig, og det er et fadervor, der kan køre helt på automatik, forstået på den måde, at hver gang, der er noget, jeg ønsker mig, for eksempel at finde en parkeringsplads, så siger jeg fadervor - det sidder ligesom mig … Men jeg vil ikke sige, at jeg tror på Gud. Jeg tror på, at der er en mening med tilværelsen, det gør jeg, og jeg sørger altid for, inden jeg lukker øjnene og falder i søvn under dobbeltdynen, at finde en mening med tilværelsen, sådan som jeg har oplevet den dén dag.«
Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Jeg har et ar! Man kan næsten ikke se det mere, det er, fra da jeg var seks år gammel og pludselig havde ondt i maven og lå og krøllede sammen i fosterstilling. Min mor, der var sygeplejerske, vidste med det samme, at der var noget helt galt, for når hun rørte ved mig, fløj jeg op med et skrig. Jeg blev da også med det samme indlagt for blindtarmsbetændelse, men det skete på en helligdag, og lægerne var lidt sløve i det. De trykkede mig på maven, og det gjorde ikke synderligt ondt, så de skulle til at udskrive mig fra hospitalet igen, men min mor var rasende. Hun var overbevist om, at blindtarmen var perforeret, og at det var derfor, det ikke længere gjorde ondt, så hun slog i bordet og sagde, at nu må I fanme … det viste sig så, at blindtarmen var perforeret, og fordi min mor reagerede, som hun gjorde, overlevede jeg - med et lille ar på maven.«
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
»Da jeg skulle søge ind på skuespillerskolen, var der en skuespiller, Vivian Nielsen, der prikkede mig på skulderen og sagde, at hvis du søger ind, vil jeg godt hjælpe dig, og det tog jeg selvfølgelig imod. Hun gav mig det råd, at inden jeg skulle starte min tekst foran juryen, til optagelsesprøven, skulle jeg sige inde i mit hoved: »Jeg er her«. Jeg skulle slippe al list og alle bekymringer og bare fuldstændig registrere min krop, der stod her, foran juryen, og trak vejret og kiggede juryen i øjnene, og det råd fulgte jeg, og det er et råd, jeg har taget til mig i alle mulige andre sammenhænge senere. Jeg siger bare: »Jeg er her«. Det er så simpelt, og det kan bruges både privat og fagligt, for eksempel lige inden man tager telefonen og siger goddag, og hvem er du, eller når man giver et kram til nogen. Det kan bruges til alt muligt. Det handler om at være til stede. Det handler om at være nærværende. Det handler om at sige: »Jeg er her«.
Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Det kan siges meget kort: Det er klimaet. Klimaet kalder på handling NU, og jeg er dybt frustreret over, at det ikke går hurtigere, og jeg er dybt frustreret over, at det ikke er det eneste, man taler om. Jeg har sat tre børn i verden, og jeg kan ikke rumme, at det går så langsomt.«
