Daniel Dencik: Snart vil kvinderne sætte mændene mat i kønsskak

Interview: »Det er som en kærlighedshistorie mellem Tessa og Jes Dorph,« sagde Daniel Denciks redaktør, da hun læste »Snask«, Denciks nye roman – hvor manden sættes skakmat i kampen mellem kønnene i en både positiv og dystopisk fortælling om generationskløfter, kønsforskelle og om det største tab.

»Manden har domineret den officielle historie. Det er faktuelt. Kvindekampen, der så opstår i 1900-tallet, ser jeg som en kamp for at få noget tilbage, som er tabt eller retteligt tilhører kvinderne,« siger Daniel Dencik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uden for det store, smukke, gule stråtækte hus, som blev bygget af den velhavende grosserer og kunstmæcen L.F. Foght i 1946, reflekteres vintersolens stråler i ejendommens private sø, der omkranses af en lille park med et kinesisk tehus.

»Jeg tror ikke, jeg vil have en park. Jeg tror, jeg vil lade det hele gro vildt, så jeg håber ikke, den tidligere ejer læser Berlingske«, siger en leende Daniel Dencik, efter at jeg har beundret den smukke ejendom.

»Jeg spurgte mig selv: Hvad er meningen med livet? Jeg fandt ud af, at det var meget simpelt.«


Siddende i sin store lyse pejsestue omgivet af smukke malerier, som stammer tilbage fra den oprindelige bygherre og skildrer en række klassiske kinesiske motiver, såkaldte »kineserier«, virker forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik som en mand i balance. Stemmen er rolig, faconen imødekommende, tanken skarp.

Hustruen Sofie kommer forbi med deres yngste datter, Johanna, fire måneder gammel, nysgerrig og smilende. Sofie og Daniel blev gift sidste år. Det var et ægte coronabryllup uden én eneste gæst. Det er kun et par måneder siden, familien flyttede til nordsjællandske Snekkersten fra Vesterbro i København. Her på grænsen mellem Gurre og Snekkersten er idyllen næsten til at skære i.

Det smukke, gule stråtækte hus i Snekkersten, som Daniel Dencik og hans familie for nyligt er flyttet ind i, blev oprindeligt bygget af en velhavende tæppehandler i 1940erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

På trods af det ordnede ydre er Dencik en mand, der ikke har langt til det revolutionære, det vilde og kaos.

Han er dog tydeligvis et helt andet sted i sit liv lige nu, end da mediemøllen i 2014 kværnede voldsomt rundt i hans liv. En oplevelse, der gav Denciks tro på systemet et voldsomt knæk. Mere om det senere.

Men knækket gav ham også en forestilling om mandens tiltagende marginaliserede rolle.

Netop mandens rolle i fremtidens samfund spiller også en helt central rolle i Daniel Denciks nye roman, »Snask«, der foregår i en nær fremtid. Den skildrer det volatile forhold mellem et kunstnerisk vidunderbarn, den 19-årige Alicia, og den 44-årige fallerede filminstruktør Trevor.

Når man i »Snask« læser om relationen mellem Alicia og den langt ældre Trevor, får man en klar fornemmelse af, at den vestlige hvide mand er ved at blive overflødig – ser du også den tendens i virkeligheden?

»Ja, det gør jeg. Bogen berører jo blandt andet, hvordan kønskampen ser ud fra en 19-årig piges perspektiv, og hvordan den har set ud for en mand i 40erne. Alicia kritiserer det faktum, at kønskampen ofte kommer til at handle om »at tage noget tilbage« og bekæmpe et eksisterende system.«

Altså »patriarkatet«?

»Ja, det har handlet om at gøre op med, at mænd har haft de bedste stillinger, at mænd har siddet på landbruget og så videre. Manden har domineret den officielle historie. Det er faktuelt. Kvindekampen, der så opstår i 1900-tallet, ser jeg som en kamp for at få noget tilbage, som er tabt eller retteligt tilhører kvinderne.

Alicia har en nye og anden vinkel på den gamle fejde. Hun tænker, at hvis vi vil ændre noget, så er det en dårlig idé at kæmpe mod det eksisterende system. Det er en meget bedre idé at opfinde et helt nyt system, som gør det gamle system overflødigt.«

»Vi er lige nu i en unik historisk position. Vi er de første, der fatter hvor forkert og skadeligt, vi har opført os på Jorden og over for hinanden. Samtidig er vi muligvis også de sidste, der får en chance for at rette op på det,« mener Daniel Dencik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Er Alicia en helt ny kvindetype – og kan man overhovedet kalde hende feminist?

»Jeg tror godt, hun vil kaldes feminist, men jeg tror ikke, det er afgørende for hende. Hun har ikke rigtigt haft forældre i en traditionel forstand. Det sætter hende fri i verden, hvilket for hende også handler om at gøre op med »far-mor-og børn«-ideen som det grundlæggende mønster.«

Hun gør det bare

Men hvordan kan hun gøre sig helt fri af de mønstre?

»Fordi hun er et geni! Jeg ville skrive en bog om en 19-årig filminstruktør, hvis begavelse var udover det sædvanlige. Hun var ret klar for mig fra starten, og i løbet af bogen trak jeg mig tilbage, og så viste hun mig, hvad bogen skulle handle om, hvilket jeg ikke anede, før jeg gik i gang med den.

Hun er en pige, der har haft utroligt meget medvind fra en tidlig alder, hvilket gør, at der ikke stilles spørgsmål ved en masse. Hun gør det bare. Hun kan tillade sig ting, som ikke kræver eftertanke, men som er mere impulsive, intuitive og »rigtige« for hendes generation og verden.«

Hvad er det for nogle ting, der er »rigtige« for hendes generation?

»Det er vores forhold til naturen, og vores forhold til hvem vi er, som må gentænkes nu. Og måske også vores forhold til, hvordan vi fremstiller os selv, og hvordan vi ser på kærligheden.

»Alicias generation stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at reparere på en døende verden? Ville det ikke være bedre, hvis forældrene på en eller anden måde kunne afskaffe sig selv, for så at give deres børn adgang til det paradis, de aldrig selv fik lov til at opleve?

»Hans barn er jo fysisk væk, dødt. Hvordan kan han overhovedet rejse sig, og vil han? Det er en rejse, som jeg selv kender.«


Vi er lige nu i en unik, historisk position. Vi er de første, der fatter, hvor forkert og skadeligt vi har opført os på jorden og over for hinanden. Samtidig er vi muligvis også de sidste, der får en chance for at rette op på det. Nu taler jeg på tværs af generationer. Jeg adresserer alle nulevende mennesker samtidig. Vi er de første, der forstår, hvor galt vi har tænkt og ageret i forhold til naturen, i forhold til identitet, i forhold til køn og til meningen med livet. Men vi er nok også de sidste, der har en mulighed for at gøre verden bedre.«

»Jeg havde lyst til at gøre mit liv meget mere simpelt. Min ambition var at genskabe den tilstand, jeg var i på Samoa her i Nordsjælland.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Meningen med livet

Din roman rummer en dystopisk skildring af den moderne, hvide mand. Har han overhovedet noget at se frem til, noget at vinde, i den fremtid, du fremmaner i din bog?

»Det er klart, at man bliver overflødig, hvis du møder en modstander, der ikke engang vil spille på den samme bane som dig. Alicia spiller sit helt eget spil og har opdaget en verden, der er bedre end din. Det gør mandens forudgående viden og forestillinger helt overflødige.«

I »Snask« står der: »Løgn, svigtet tillid og sidespring er familielykkens byggesten«. Men samtidig bor du selv her med din kone og to børn i en stort hus i Nordsjælland. Det virker da ret kernefamilieagtigt. Hvordan hænger det sammen?

»Altså med tiden skal det her hus blive til et storfamiliehus. Min svigerinde og hendes børn bor allerede i en af længerne, og jeg har et værelse til min far klart. Jeg forestiller mig ikke, at det her skal være et traditionelt »far-mor-og-børn«-hjem. Men du har ret. Jeg burde sætte mig ned og læse min egen bog. Den er helt klart klogere end mig selv!

Men tankerne i bogen udspringer fra en af mine ture til Samoa. Jeg havde lyst til at gøre mit liv meget mere simpelt. Min ambition var at genskabe den tilstand, jeg var i på Samoa, her i Nordsjælland.

Skal jeg for eksempel købe en and, så går jeg over til min nabo og køber den. Jeg vil ikke længere være med til at købe lam fløjet ind fra New Zealand.«

Gør du det for din sjælefred eller for at redde kloden?

»Jeg gør det for at forenkle min hverdag. Jeg spurgte mig selv: »Hvad er meningen med livet?« Jeg fandt ud af, at det var meget simpelt. Jeg var nødt til at gøre min hverdag meningsfuld. Hvis det at skrive på en bog kl. 3 om morgenen lige i det moment er mest meningsfuldt, så er kriterierne opfyldt. Så er det et ekstra raffinement, at min bog også bliver udgivet og møder nogle læsere. Men det er ikke grundlæggende meningen. Meningen er, at hverdagen skal være meningsfuld. Det er det, som jeg prøver at skabe med det her hus, det her hjem og nogle nye børn. Mit liv går jo også ud på at begynde forfra. Jeg har mødt en masse medgang i mit liv, men også meget modgang.«

»Vi er meget optaget af, hvordan vi fremstår, men det, som omgivelserne finder mest interessant, er, hvordan vi ikke ønsker at fremstå.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Tvillingerne

Og modgang har Daniel Dencik mødt. Særligt 2014, hvor han var midtpunktet i en voldsom og meget offentlig sag. Dencik mistede kontakten til sine tvillinger, som boede med hans fraskilte kone i Sverige, efter at hans ekskone anklagede ham for vold.

Dencik blev frifundet i den efterfølgende retssag, men alligevel mistede han kontakten til sine børn. En voldsom begivenhed, der blandt andet gav Denciks positive forestillinger om fødelandet Sverige et endegyldigt knæk – og gav ham en grundlæggende oplevelse af afmægtighed.

»Overordnet synes jeg grundtonen i kønsdebatten er blevet skinger. Min bog vil sikkert blive angrebet, særlig af dem som ikke læser den til ende.«


Din figur Trevor i »Snask« oplever det, som er mange er mænds største frygt: magtesløsheden, impotensen, fornedrelsen. I »Snask« har Trevor mistet sin søn i en ulykke – hvordan relaterer det til dit eget liv?

»Det er jo et generelt tema i mine bøger, at miste det, man har allermest kært, og komme videre. Og så er der jo selve begrebet »snask« i min nye roman, der omhandler det inderste, det som ingen må se, hvorfor der også knytter sig en større værdi til »snask« end til det tilsigtede. Vi er meget optaget af, hvordan vi fremstår, men det, som omgivelserne finder mest interessant, er, hvordan vi ikke ønsker at fremstå.«

Som for eksempel i din bog »Anden person ental«, som skildrer sagen fra 2014, hvor du bliver nægtet adgang til dine to børn, som p.t. er bosat i Sverige, og får endevendt dit liv?

»Ja. Jeg har prøvet at miste det, der var allermest værdifuldt for mig. Og jeg kender til følelsen af at have hele verden imod mig. Og det har jeg brugt i Trevor. Han har oplevet noget endnu mere ekstremt. Hans barn er jo fysisk væk, dødt. Hvordan kan han overhovedet rejse sig, og vil han? Det er en rejse, som jeg selv kender.«

Har forholdene ændret sig i din egen sag, siden den blev meget omtalt i medierne tilbage i 2014?

»Tvillingerne og jeg har kontakt, og jeg skriver til dem, når der sker større ting. De har altid en plads hos mig. De er altid velkomne her. Det ved de. Jeg prøver at tackle situationen ved at vise tålmodighed. Jeg håber på, at vores skrøbelige relation med tiden bliver stærkere. Jeg venter på, at de bliver store.«

Remis i kønsskak

Du berører også andre kontroversielle emner i din roman for eksempel transpersoner og flere steder også den meget aktuelle identitetspolitik, ideen om kulturel appropriation og så videre. Hvordan ser du de her strømninger, og hvordan påvirker det dig som kunstner?

»Det er et minefelt, og et af hovedtemaerne i bogen handler også om det problematiske i, at en mand ikke må skrive om en kvinde. Men en mand må gerne skrive om en mand, som skriver om en kvinde! Det handler om repræsentationer, og hvad kræver det for at være kunstner. Men generelt tror jeg, man skal passe på med at definere, hvad der er mandligt, og hvad der er kvindeligt.«

Men er det ikke absurd, at »man skal passe på«? Tror du ikke, at størstedelen af befolkningen vil mene, at der er tydelige forskelle på mænd og kvinder – tror du ikke på det?

»Jo, det tror jeg fuldstændig på. Men mændene har ligesom haft deres chance. Nu er det kvindernes tid, og forhåbentligt kan de finde ud af forvalte kloden bedre end mændene.

»Hvis den åndssvage, gammeldags kamp mellem kønnene skal fortsætte, så har kvinder mere at vinde end blot ligestilling,« mener Daniel Dencik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men overordnet synes jeg, grundtonen i kønsdebatten er blevet skinger. Min bog vil sikkert blive angrebet, særlig af dem som ikke læser den til ende.

Forhåbentligt kan vi nå et nyt stadie nu, hvor det ikke er afgørende, og vi kan sige, at »selvfølgelig er der en forskel på kønnene, det behøver vi slet ikke at diskutere, men tænk hvis vi sammen kunne rejse en verden, som er smukkere, end den vores forfædre- og mødre formåede at skabe«. Det, synes jeg, må være målet. Men det kræver, at manden finder glæde og fylde i en ny rolle, som er ham uvant.«

Har den hvide, midaldrende mand noget at se frem til, hvis han taber kønskampen?

»Han vinder først og fremmest ved at give op. Lige nu så forsøger han, som gode pragmatiske, mandlige skakspillere altid gør, nemlig at gå efter remis (uafgjort i skak efter aftale, red.).«

Hvad består den remis i?

»Den består i at sælge kvinden familieidyllen som det ideelle. Det kan man kun gøre, når man har indset, at man er i gang med at tabe. Hele ligestillingen med hensyn til opvask, børn, etc. ville jo ikke være comme il faut for 50 år siden, men det er, hvad mændene lige nu forsøger at prakke kvinderne på«

Så lige nu prøver mændene at bilde kvinderne ind, at ligestillingen er en skidegod aftale, men hvis de ville, kunne de få meget mere?

»Ja, helt sikkert. De vil også kunne få noget helt andet og ganske uventet. Det vil mændene også. Hvis den åndssvage, gammeldags kamp mellem kønnene skal fortsætte, så har kvinder mere at vinde end blot ligestilling. Om ikke lang tid vil kvinderne kunne sætte mændene mat i kønsskak. Men hvis man vil forstå, hvordan alle køn vil kunne gå sejrende ud af en kønskamp, må man læse min bog.«