Del 1. Årtusindets bedste bøger: En myrdet fortæller i et syrehul og en ualmindeligt øretæveindbydende forfatter

Verden står stille. Og dog. Læselysten og bogsalget er eksploderet – men hvad skal man læse? Vi har bedt Berlingskes litteraturanmeldere fortælle om de bedste bøger udgivet siden 1. januar 2000. Læs med de kommende uger. Bliv inspireret og læselysten.

»Michel Houellebecq skriver stor litteratur på trods og i trods. Det gør ham til det nye årtusindes mest øretæveindbydende forfatter. Men også til en af de vigtigste.« FABRICE COFFRINI

Der har ikke været meget at glæde sig over det seneste år. Coronakrisen har lagt verden ned. Der har dog været et lyspunkt: en stærkt stigende interesse for litteraturen.

Men hvad skal man læse? Udbuddet kan synes uoverskueligt, men der er hjælp at hente. Vi har derfor spurgt en håndfuld af rigets fremmeste fuldblodslæseheste, nemlig Berlingskes egne litteraturanmeldere, hvilke tre bøger der har gjort det største indtryk på dem. Men samtidig har vi indført et benspænd – de skal være udkommet i dette årtusinde.