Bent Fabricius-Bjerres enke: »Man kan ikke forberede sig på at miste, og kærlighed har vitterligt ingen alder«

Hvor gør man af sig selv i tiden efter, at man har mistet sin ægtefælle? Hvor længe varer sorg, og hvad vil det egentlig sige at komme videre? Hvert år bliver flere tusinde danskere alene, når deres ægtefælle dør. I 2019 var det knap 20.000, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det skete også for Camilla Arndt, da hun i sommer mistede sin mand gennem 17 år, komponisten og pianisten Bent Fabricius-Bjerre. I ugerne lige efter var hun fortvivlet og gik rundt i en zombielignende tilstand, med en oplevelse af en distance til omverdenen.

»Sidenhen har jeg fundet ud af, at det er en velkendt tilstand,« siger hun.

I løbet af efteråret kunne Camilla Arndt begynde at forholde sig til sin sorg. Gennem bøger, podcasts, dokumentarer og personlige beretninger har hun søgt viden, perspektiv og indsigt i, hvordan andre selv har oplevet sorg, eller hos udvalgte fagpersoner. Mennesker, som formår at give sorg en ekstra dybde med andre vinkler, og som kan sætte ord på nogle af de svære og turbulente følelser, forklarer hun.

»Jeg havde fået behov for at læne mig ind i en genkendelighed og få flere nuancer på det at miste. Derfor har jeg haft stor gavn af at høre podcasts og læse artikler, fagbøger og litteratur om sorg.«

Man skal ikke trøstes

En af de podcasts, hun fremhæver, er Brinkmanns briks, hvor psykologiprofessor Svend Brinkmann på et tidspunkt har en samtale med journalisten og forfatteren Puk Qvortrup, som mistede sin mand, mens hun var gravid med parrets barn.

»Selv om hun og jeg er vidt forskellige steder i vores liv, også aldersmæssigt, var der meget, jeg forstod på en ny måde. Hun er dygtig til at sætte ord på, også når hun rammer de situationer, hvor omgivelserne eksempelvis gerne vil »rose« og opmuntre én, »for så er man lidt på vej videre«. Det kan føles lettere for andre at forholde sig til, hvis der er en form for fremdrift i stedet for stilstand i for lang tid, og hvor længe er egentlig »for lang tid«?«

For den, der har mistet, kan det være svært at honorere forsøg på opmuntring, er Camilla Arndts erfaring: »Man skal ikke trøstes. Man kan ikke trøstes, man skal bare rummes.«

Hun understreger, at dem, hun møder, generelt er meget omsorgsfulde, og det, de udtrykker, velment, men at det ikke altid har været helt enkelt.

»Hvad skal de sige, når de møder mig, som de ved har mistet min livspartner? Særligt i de korte og måske lidt tilfældige møder på gaden eller i et supermarked kan det være vanskeligt og opleves som akavet i selve øjeblikket. Anderledes er det med de mennesker, man er sammen med i længere tid, hvor det er naturligt at tale om.«

Er vi i vores kultur stadig for dårlige til at møde mennesker, som er i sorg – og har du nogle råd til, hvad man kan sige, og hvordan man kan gebærde sig?

»Vi er både blevet bedre og dårligere. Bedre, fordi der er kommet en større åbenhed, med en evne til at formidle følelser i livets svære perioder, og dermed også mere indsigt og forståelse. Men dårligere, fordi vores omgangsform og etikette er blevet friere, i nogle tilfælde er de gamle omgangsformer og den gamle etikette helt forsvundet og er derfor uden rammer. Det kan give – og giver – en usikkerhed i adfærden i de helt basale og eksistentielle situationer, som vi alle kommer i på et tidspunkt. Men det kan jo læres, ligesom andre høfligheder, vi trods alt stadig bruger.«

Det værste, man kan gøre, er slet ikke at sige noget eller på nogen måde omtale tabet, men blot falde ind i en samtale og forbigå alt i tavshed, mener Camilla Arndt.

»Man bliver ganske enkelt »glad«, når andre sætter ord på, uden at det behøver være lange passager, men måske bare nævnt kort.«

Hun betegner det som en indiskutabel pligt at kondolere, også selv om ordet »kondolere« i dag kan føles, som om det tilhører en anden tid og ikke opleves som nutidigt i vores sprog.

»Man skal ikke stå og sige noget uklart og uldent, og hvis man ikke har noget personligt eller genialt at sige, så siger man: »Jeg kondolerer«. Eller: »Det gør mig ondt«. Bagefter kan man tale om noget helt andet, men så er elefanten i rummet luntet videre.«

Ikke okay at spørge, om man er okay

Er der en bestemt vending, du har oplevet, og som du mener er upassende?

»Jeg har mødt mange, som velmenende har spurgt: Er du okay? I den første tid var jeg sensitiv omkring ord og formuleringer. I dag kan jeg godt klare det, og opfatter det ikke længere så bogstaveligt. Jeg forstår jo godt, at man kan spørge sådan, men i begyndelsen tænkte jeg: »Hvad vil det sige at være okay?  Er det for koldt, for varmt eller er temperaturen okay?« I relation til sorg er ordet okay værdiløst og giver ikke mening.«

Litteraturen, artiklerne og de podcasts, som Camilla Arndt har lænet sig opad i de seneste måneder og fortsat har gavn af, har givet hende »en slags mental omsorg med inspiration til eftertanke«.

Hun nævner den amerikanske forfatter og journalist Joan Didions »Et år med magisk tænkning« som et eksempel på en bog, hun stærkt kan anbefale, sammen med Netflix-dokumentaren: »The Center Will Not Hold«, ligeledes baseret på Joan Didions personlige beretning om at miste sin mand pludseligt, mens parrets datter samtidig ligger alvorligt syg på hospitalet og senere dør:

»Sorg kommer i bølger, som heftige anfald, pludselig bekymringer, som tapper kræfterne, gør én blind og fjerner det hverdagsagtige ved tilværelsen. Praktisk talt alle, som har oplevet sorg, nævner fænomenet bølger,« skriver Didion.

Et fænomen, Camilla Arndt kan genkende.

»Min sorg kommer også i bølger, det gør den stadig, og den kan være uforudsigelig. Der er dage, hvor jeg kan føle mig hudløs, uden at der er sket noget specielt, som kan have »tricket« det.«

Det er nogle måneder, siden du mistede din mand, kan du beskrive, hvor du er i dag?

»Her et halvt år efter er jeg ret intuitiv i mit liv og er meget i det, der sker omkring mig lige nu. Egentlig ser jeg ikke frem, men er bare – ja, i den dag, der nu er. Med betydeligt flere af de gode og lettere dage end af de tunge og triste. Jeg har haft mange hyggelige stunder med nære venner og kan mærke, hvor givende det er at være sammen med andre. Der skulle helt naturligt gå noget tid, inden jeg havde overskuddet, men jeg har hele tiden vidst, at tiden er min ven, og at alt gradvist bliver bedre.«

Et af de valg, hun traf, da hun nogle uger efter begravelsen igen kunne »trække vejret lidt friere og ikke var inde i osteklokken hele tiden«, var at besvare samtlige kondolencebreve, kort, e-mail og smser.

»Det tog lang tid, for der var flere hundrede, men jeg tog mig den tid, det måtte tage, og da jeg var igennem, var jeg klar over, at det var det rigtige, jeg havde gjort.«

Plads til en sjældent omtalt dimension

En, der også har været inspirerende for Camilla Arndt at lytte til, er Lone Frank. Endnu et »fyrtårn«, som fremhæves for sin evne til at formidle sorg. I podcasten Ingen elsker Lone Frank forsøger videnskabsjournalisten og forfatteren at kortlægge kærlighedens biokemi efter sin kærestes død.

»Ingen elsker Lone Frank? Det er noget sludder. Jeg elsker Lone Frank,« siger Camilla Arndt.

Hvad er det, Lone Frank kan?

»Hun giver plads til en sjældent omtalt dimension, der handler om at elske mere, end man troede var muligt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg elskede usigeligt højt, og at det var gengældt. Der blev ikke skortet med at sige det eller vise det. Men min sorg og min smerte kan godt få mig til at tro, at jeg elskede højere, end jeg vidste. Samtidig er Lone Frank yderst kompetent i måden, hun sætter sorg i perspektiv på. Sorg er ikke bare sorg, som en mere eller mindre ensartet følelse hos alle mennesker. Sorg kan opleves forskelligt. Min er ikke den samme som den, Bents børn føler, og for Lone Frank var det værre at miste sin mand end at miste sin far.«

For ifølge Camilla Arndt oplever vi ikke tabet ens.

»Men der er nogle fællestræk, nogle fællesnævnere, for sorg, herefter bliver sorg mere individuel. Jeg ved ikke helt rigtigt, hvordan det er at miste et barn, jeg kan kun gisne om, at det må være det hæsligste helvede på jord. Men jeg har ikke følt det. Jeg ved heller ikke helt, hvordan det er at miste en ældre forælder eller en søskende eller en nærtstående højt elsket person. De, der ikke har prøvet at miste en livspartner, ved derfor heller ikke helt, hvordan netop dét er. Jeg tror, vi mødes i nogle fælles sorgfølelser og erfaringer med andre, som har mistet. Men den inderste og helt personlige oplevelse af at miste kan kun spejles i andre, som har lidt det samme tab.«

Er der nogle særlige erkendelser, du er nået frem til i løbet af den seneste tid?

»Jeg tror, at sorg ændrer et menneske for altid. Sorg er universelt, og for mig lyder det temmelig voldsomt og også forstemmende, når nogle siger, at man aldrig kommer over en sorg. Men jeg er faktisk overbevist om, at der kan være en sorg, som er større og anderledes end andre, men som med tiden bliver en del af én selv. Derfor ændrer den én for altid.«

Sårbarhed og nøgenhed

»Mennesker, der for nylig har mistet, har et bestemt udtryk, som måske kun er genkendeligt, hvis man har set det samme udtryk i sit eget ansigt. Et udtryk, der afspejler en ekstrem sårbarhed, nøgenhed og åbenhed.«

Denne passage, som Camilla Arndt også kan relatere sig til, er igen hentet fra Joan Didions »Et år med magisk tænkning«. I september foreslog Camilla Arndts yngste datter, at de kunne tage ud til Nordhavn og se kunstudstillingen »Enter.«

»Men skrøbeligheden står jo malet i ens øjne,« konstaterer hun.

»På udstillingen hilste jeg på nogen, jeg kendte, og tænkte, at jeg godt kunne tale lidt med dem, men det var faktisk en voldsom oplevelse. Ikke ubehagelig, mere sådan: Hvad gør jeg her? Man forstår jo ikke, at alt går videre, når man selv er ulykkelig. Verden omkring én opleves i en periode surrealistisk.«

Ud over Joan Didion har journalisten Ditte Giese været endnu en stemme, som har kunnet sætte ord på, hvordan det føles, når ens livssituation grundlæggende forandres. For Ditte Gieses vedkommende af en uhelbredelig brystkræft. I podcasten Tal til mig er det spørgsmålet om at være et troende menneske, i den helt snævre betydning, men også i en udvidet og bredere forståelse, der diskuteres, og som har optaget Camilla Arndt.

»Ditte Giese har blandt andet givet mig en ny vished om, at sjælesorg er et overset og forbigået begreb i vores tid. Jeg kan være tilbøjelig til at tro, at sjælesorg er på vej tilbage. Tiden er til det. For mig er sjælesorg ikke begrænset til et kirkeligt eller religiøst begreb, men til et almentmenneskeligt. Der er noget uomgængeligt over det, når det handler om medmenneskelighed i sjælesorg.«

Med en ny forståelse for sjælesorg har Camilla Arndt det seneste halve år fået bekræftet, hvorfor hun har foretrukket at tale med, læse om eller lytte til nogle af de mennesker, der har åbnet for en indsigt i den måde, de selv har oplevet eller betragter sorg på. Livskloge og erfarne mennesker, som hun siger, der giver adgang til noget, der kan opleves som mere dybtfølt.

»For mig er den indsigt, de deler, mere givende end hos mennesker, der er uddannede til at være livskloge med en viden, der bygger på teorier. Det siger jeg, selvom jeg selvfølgelig er tilhænger af videnskab og empiri. Jeg kan også med et objektivt helikopterblik nikke genkendende til den måde, psykologer formidler deres faglighed om sorg på, men der er en afstand i sproget, som er for klinisk for mig,« siger hun.

»Vi optager viden forskelligt, og jeg er mig helt bevidst om, at psykologers faglighed har sin relevans og sin målgruppe, især hvis man har brug for hjælp udefra til at være i og gennemleve en sorg. Men det er i mødet med andre, som jeg forbinder mig godt med, at min tillid, min åbenhed og min nysgerrighed er. Hos mennesker, som udstråler en ægte empati og intuition.«

Er der noget, du kan pege på, som du savner mest, efter at du har mistet din mand?

»Sameksistensen er det stærkeste og mest værdifulde. Aldersforskel eller ej, så ændrer det ikke på, hvor jeg er i dag, og hvad jeg gennemlever. Man kan ikke forberede sig på at miste, og kærlighed har vitterligt ingen alder. Jeg kan kun sige, at hvis det var muligt, havde jeg gerne taget en tur mere.«